Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Statiske lydlandskaber

Updated
a1129554546_10

 Dungeon synth, krautrock, ambient og analoge synthesizere er (også) hovedingredienserne på Den sorte døds femte album. Øjeblikke af stor skønhed og isnende kulde er resultatet.

Titel
Depressiv magi
Dato
22-07-2022
Trackliste
1. Den Evindelige Skygge 05:57
2. Depressiv Magi 05:41
3. En Vind af Infernalsk Ulidelighed 05:31
4. Sortsind 06:51
5. Håbløsheden 05:16
6. Den Kosmiske Forbandelse 07:36
Forfatter
Karakter
3

Som titlerne på numrene (og albummet for den sags skyld) antyder, er den dansk/svenske duo Den sorte døds femte album ikke ligefrem opløftende. I stedet er albummet båret af en gennemgående dunkel, rugende stemning, som Den sorte død (det antyder sangtitlerne også) er temmelig selvbevidste om, går målrettet efter. Lyset for enden af tunnellen på coveret, får man indtryk af, dækker over det, der synes værre end tunnellens mørke.

Duoen bevæger sig i grænselandet mellem dungeon synth (der oplever en massiv revival i disse år, i hvert fald målt i internethype), minimalistisk dark ambient og keyboard-krautrock a la Edgard Froese-soloplader. 'Depressiv magi' er med andre ord tættere på lydlandskaber end egentlige sange, og lydbilledet er præget af krystallinske analoge synth-flader og ritualistisk elektronisk percussion. Det er ikke så underligt, for vi er ikke så langt fra gruppens danske islæt, Offermose, og dennes normale band.

Sammenligner man de to projekter, er Den sorte død mere simple, mere minimalistisk anlagte, hvor Offermoses måde at lave numre på virker mere narrativ.

Og når 'Depressiv magi' er bedst, er der noget både hypnotiserende og majestætisk over albummet, en slags romantisk Bergeinsamkeit, hvor man føler en slags evighedens perspektiv. Sammenligner man med albummet 'Undergangen' fra 2019, er 'Depressiv magi' mere afdæmpet, færre passager tager forgrunden i numrene, der udvikler sig mindre. Udtrykket er statisk, glacialt. Som om albummets tilsyneladende koncept om kosmisk pessimisme også fordrer en isnende stilstand.

Det betyder også, at 'Depressiv magi' gør noget mindre opmærksom på sig selv end gruppens bedste udgivelse. Det gør ikke så meget, det er jo ikke ligefrem 4/4-fadølsrock, det her, men det betyder, at det er et album, man i højere grad skal være i humør til, hvor 'Undergangen' påvirker lytteren mere og måske også i højere grad hæver sig over genren. Her er det en god ide at være i stemning til det på forhånd. Er man det, er der uovertrufne stemninger af isfyldte landskaber fortabt i rummet, den slags, at hente. En isnende kold anbefaling?