Med inspiration fra drengeværelset

denner-s-inferno-2019-in-amber-cd

Michael Denner drager med sit nye band Denner’s Inferno endnu engang tilbage til de dage, hvor hard rock og heavy metal trådte sine barnesko. Det er der kommet et godkendt, om end ikke fremragende, album ud af.

Titel
In Amber
Dato
15-11-2019
Trackliste
Matriarch
Fountain of Grace
Up And On
Sometimes
Taxman (mr Thief)
Veins of the Night
Run For Cover
Pearls On a String
Loser
Casttrum Doloris
Karakter
3

Michael Denner er klar med sit nye band Denner’s Inferno. Første album er netop udgivet, og hvis man havde set frem til noget, der tilnærmelsesvist minder om Mercyul Fate, bliver man nok noget skuffet. For Denner kigger endnu engang tilbage til sine tidligste inspirationskilder i midt-70’erne. Det gjorde han også på albummet ’Denners Trickbag’, som udkom i 2013 og var et coveralbum.

Denne gang er der mere tale om et album fra et helt nyt band med nye sange, og det skal straks understreges, at ’In Amber’ er et meget bedre album end ’Denners Trickbag’. Men det får desværre ikke alle klokker til at bimle af begejstring.

Ud over Denner himself består Denner’s Inferno af Chandler Mogel (Outloud, Punky Meadows, Radio Exile) på sang, Flemming Muus (Denners Trickbag, Joytown) på bas og Bjarne T. Holm (Mercyful Fate, Force of Evil, Fate) på trommer. Her er det særligt Chandler Mogel, der er værd at omtale, for i ham har Denner fundet en mere end habil vokalist.

Stilen
Som antydet skuer ’In Amber’ tilbage til 70’er-hard rocken. Men der er dog reminiscenser af noget, som stikker lidt ud.

Første sang på ’In Amber’ er ’Matriarch’, der er rendyrket slut-70’er/start-80’er-hard rock/heavy metal. Ved gennemlytning af sangen går tankerne særligt til UFO og Thin Lizzy. Der er guitarleads, der minder om Thin Lizzy med Scott Gorham og Brian Robertson, men samtidig er selve sangen mere i UFO-stilen. Det er sådan set en udmærket sang, når man er kommet sig over chokket over, hvor langt fra Mercyful Fate, at Denner bevæger sig nu om dage.

Helt anderledes er sang nummer to. ’Fountain of Grace’ er første single- og videoudspil fra albummet, og den er ganske ukarakteristisk for resten af albummet. Vi har her at gøre med en doom metal-sang med et omkvæd, der minder en smule om Candlemass. Sammen med sangen ’Veins of the Night’ er ’Fountain of Grace’ stort set de eneste sang på albummet, hvor man kan finde lidt Mercyful Fate-lydende inspiration. Det kan undre, at ’Fountain of Grace’ er valgt som førstesingle, da den skiller sig markant ud fra resten af albummet.

https://www.youtube.com/watch?time_continue=2&v=1N0aVVcGXrc

Herefter bevæger vi os stort set udelukkende i 70’er-hard rock-stilen. ’Up And On’ er classic rock med progressive tendenser og minder en smule om noget, som Wishbone Ash kunne være kommet op med for 40 år siden. 


’Sometimes’ er anden videosingle fra albummet, og her er der igen inspiration fra Thin Lizzy og især UFO i en hård bluesy sag. Det er godkendt, selvom det er lettere fodslæbende sang. Men guitararbejdet er fint i stil med Michael Schenker og Gary Moore.

">

Lidt sjovt er det med inkluderingen af coverversionen af det amerikanske band Cheap Tricks sang ’Taxman (Mr Thief)’. Det er en sang fra Cheap Tricks første album, fra før de for alvor slog igennem, især i Japan. Den er med sit lidt sløve antræk ikke særlig repræsentativ for Cheap Tricks poppede blanding af rock og hard rock, men Denner må åbenbart sætte den højt på sin liste over væsentlige sange fra tiden på teenageværelsest. Men Chandler Mogel lyder nu ikke helt så desperat som sangeren i Cheap Trick, Robin Zander, i forbindelsen med ”skattemandens” krav.

Som nævnt stikker ’Veins of The Night’ lidt ud. Det er stadig hard rock – og denne gang med klar Rainbow-inspiration – men Denners riff og solo vækker virkelig minder om Mercyful Fate. Det er dog hurtigt slut.

Mod slutningen af albummet bliver det en smule mere obskurt. ’Run for Cover’ lyder som britisk hard rock fra slut-70erne eller start-80’erne, ’Pearls on a String’ har semiprogressive indslag og ender med at lyde som en blanding af bands som Yes fra 80’er-perioden og Toto, og endelig kaster Denner’s Inferno i sangen ’Loser’ sig ud i noget amerikansk AOR i stil med Journey og REO Speedwagon – dog med lidt mere kant.

Konklusion
Som det burde fremgå, stikker stilen på ’In Amber’ i alle retninger. Det er sådan set fint nok. Det er aldrig til skade at søge tilbage til drengeværelset og de herlige hard rock-bands – nogle nævnt, ingen glemt – der banede vejen for nutidens metal. Men ’In Amber’ kommer desværre ikke helt i mål. Dertil er kompositionerne ikke gode nok. Det trækker også ned, at den ”analoge” produktion er lige lovlig autentisk til nutidens standard. Der er ikke rigtig punch i produktionen. Men Denner spiller fortsat en fin flying V-spade, og Chandler Mogel er bestemt en fin tilføjelse til Denners band.

Så på en træls novemberdag gives en fornuftig karakter.