Hele tiden det komplette

Populær
Hele tiden det komplette

Er lidt nyt fra Porcupine Tree bedre end intet nyt? Ja og nej. Bandets seneste live-udspil, ’Octane Twisted’, synes mere at være en udgivelse til bandets eget, personlige mindealbum end til lytterens pladesamling.

Titel
Octane Twisted
Dato
19-11-2012
Distributør
Trackliste
Disk 1:

The Incident

I. Occam's Razor
II. The Blind House
III. Great Expectations
IV. Kneel and Disconnect
V. Drawing the Line
VI. The Incident
VII. Your Unpleasant Family
VIII. The Yellow Windows of the Evening Train
IX. Time Flies
X. Degree Zero of Liberty
XI. Octane Twisted
XII. The Séance
XIII. Circle of Manias
XIV. I Drive the Hearse

Disk 2:

I. Hatesong
II. Russia on Ice / The Pills I'm Taking
III. Stars Die
IV. Bonnie the Cat
V. Even Less
VI. Dislocated Day
VII. Arriving Somewhere But Not Here
Fotograf
Diverse.
Karakter
3

Mens solokunstneren Steven Wilson for tiden render rundt og for alvor progger ud på old style manér med en nyfunden forsamling af habile musikere, holder han liv i 25 år gamle Porcupine Tree ved nu at smide en dobbelt liveplade på gaden, kaldet ’Octane Twisted’. Mens den første disk på ’Octane Twisted’ dokumenterer bandets seneste album, konceptalbummet ’The Incident’ (2009) leveret i sin helhed, indeholder den anden disk en række udvalgte numre fra bandets bagkatalog. Størstedelen af pladen er indspillet på spillestedet The Riviera i Chicago i april 2010, og alt sammen bidrager til en liveplade, der hverken er specielt imponerende eller direkte skuffende, men som dog er en anelse uvæsentlig, selv for en ellers altslugende fanboy.

Live oveni hinanden

’Octane Twisted’ er Porcupine Trees tredje officielle live-titel siden dvd-udgivelsen af ’Arriving Somewhere … ’ i 2006. Derefter kom ’Anestethize’ ud i 2009 på diverse formater, blandt andet som kombineret blu-ray/cd og på vinyl. Tænker man på, at bandet forinden kun havde udsendt en enkelt liveplade, den fortrinlige ’Coma Divine’ fra 1995, så synes det ikke helt ved siden af at påpege, at bandets stigende interesse i live-udgivelserne hænger sammen med deres stigende popularitet. Der er kort sagt blevet penge i skidtet for dem, hvilket i denne skribents øjne så også kræver noget ekstra af udspillene.

Måske det alene retfærdiggøres af, at Music Radar i 2010 udråbte Porcupine Tree til et af ”the 30 greatest live acts in the world today”? Den lader vi stå for sig. Der er dog virkelig noget om snakken i dette tilfælde.

The Incident

For de lyttere og læsere, der ikke er bekendte med Porcupine Tree, og som er glade for nyere metalnavne som Tool og Opeth samt for ældre prog af enten Pink Floyd- eller King Crimson-skolen, anbefales det at tjekke Porcupine Trees ’The Incident’ ud. Og når man så er blevet forelsket i den plad – det sker helt sikkert - bør man bevæge sig længere tilbage i bagkataloget og tjekke nogle af bandets bedre plader ud. Det kunne eksempelvis være ’Up the Downstair’ (1993) eller ’In Absentia’ (2002).

Der er noget paranoidt og magisk over overgangen fra det nærmest demonstrativt tunge i åbningsnumrene, ’Occam’s Razor’ og ’The Blind House’, til det smukt-nostalgiske i ’Great Expectations’ og til det trist-nostalgiske i ’Kneel and Disconnected’. Numrene leder op til ’Drawing the Line’, der er en hæsblæsende sang rent indlevelsesmæssigt, og som i denne live-udgivelse, formidabelt tørt mixet af trommeslager Gavin Harrison og Steven Wilson, rammer plet. Titelnummeret suppes herefter ind i ambient-toner, der virker som irritationsmomenter, samt en mærkværdig snakke-vokal fra Wilson, der heller ikke bidrager til det bedre. Live som på plade forbliver ’Your Unpleasant Family’ desuden et lettere anonymt nummer, hvorimod den korte mellotron-skæring, ’The Yellow Windows of the Evening Train’, udgør to perfekte minutter.

Optaget i Chicago

Omdrejningspunktet på ’The Incident’ er den efterfølgende, tolv minutter lange ’Time Flies’, der står som et decideret monument i nyere prog-historie – og måske endda i højere grad live end på studieversionen. Nummeret er svært inspireret af Pink Floyds ’Dogs’ fra deres album ’Animals’ (1977, og er en simpel rocksang med noget på hjertet, samt en støjende, to minutter lang guitarsolo af dimensioner, der dukker op halvvejs inde i sangen. Soloen er en af Wilsons bedste stunder til dato.

Og sådan kunne man blive ved; første disk er ’The Incident’ fra start til slut. Kender man pladen, så ved man, hvad man går ind til, kender man den ikke, så kan det sikkert alligevel være spændende at stifte bekendtskab med Porcupine Trees univers via denne optagelse. Middelmådigheden eksisterer ikke i deres univers. Klart, der er sange, der er klart bedre end andre, men det er selveste standarden, vi snakker om, og den er høj, ikke mindst sonisk.

Et kig tilbage

Ud af de syv numre, der er på disk nummer to, er de første fire numre ligeledes optaget under førnævnte koncert i Chicago. Denne anden disk består af en række både ældre og semi-nye numre, hvor specielt balladen ’Stars Die’ står som en suveræn gammel perle.

De sidste tre numre på den anden disk, henholdsvis ’Even Less’, udgivelsens bedste nummer, ’Dislocated Day’ samt ’Arriving Somewhere But Not Here’, er optaget under bandets såkaldte, ”landmark show at the Royal Albert Hall”, som klistermærket på coveret siger. Den koncert var denne skribent taget til London for at se, og aftenen står egentlig mere som et grandiost PT-minde og som en uforglemmelig fryd for øjet, mere end den musikalsk set står som en uforglemmelig milepæl i ens personlige PT-scrapbog.  

Der er også personlige højdepunkter fra Royal Albert Hall, som udebliver fra ’Octane Twisted’. Den koncert startede med fantastiske akustiske versioner af ’Stranger by the Minute’ og ’Small Fish’, der ikke er inkluderet, og den første live-opførelse af ’The Sky Moves Sideways’ siden Gavin Harrison kom med i bandet i 2002, er heller ikke at finde på den nye liveplade. For slet ikke at snakke om ’Tinto Brass’, som sad bedre i skabet end alle andre numre den aften.