Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det rene udtryk er imod dem

Populær
Updated
Det rene udtryk er imod dem

Det fungerer desværre ikke særligt godt at skrabe al støjende overflade af Ektomorfs musik og servere den hudløst ærligt i akustisk form.

Kunstner
Titel
The Acoustic
Dato
20-02-2012
Label
Distributør
Genre
Karakter
2

Med 'The Acoustic' kommer Ektomorf i hvert fald til for en stund at udskyde den evige sammenligning med Soulfly, for i akustisk form er der længere mellem sammenfaldene i stil.

Egentlig er det ikke så galt, at dette album er landet i denne skribents pulje, for akustisk musik er noget, som jeg i høj grad sætter pris på. Der er en ærlighed over sådan noget nedtonet musik, og det er pludselig - for mig - ligegyldigt om det er pop, rock eller whatever. Favoritter er ting som Alice in Chains' unplugged album, ditto fra Alanis Morrisette og så i den anden og mere dystre ende: Antimatters 'Planetary Confinement'.

Når Ektomorfs 'The Acoustic' er bedst, så er der også den her varme og hyggelige stemning, som er kvaliteten ved meget akustisk musik, hvad end det høres på plade eller ude på de irske, skotske og hvad har vi af diverse pubber i byerne. Lyden er god, guitarerne har en udmærket bluesy, feeling over sig i nogle sangene.

Men problemet er vokalen. Hvad end den prøver at være rå eller ren. I første tilfælde passer det kun til musikken i nogle tilfælde. Omkvædet i 'Be Free' klarer sig, men så er der nummerets rene vokalvariant, som er et skrækeksempel på problemet. Tyk, tyk accent, som desværre lyder mere tysk-påvirket end den charmerende brasilianer-dialekt, som vi kender fra eksempelvis Max Cavalera.

Der er et par covernumre på pladen. På versionen af Johnny Cashs 'Folsom Prison Blues' minder Ektomorf om... Volbeat! Måske fordi det prøves at rocke nummeret godt igennem, og på den måde rammer bandet et af Volbeats udgangspunkter i successen med rockabilly og hård rock. Et andet cover er af Lynyrd Skynyrds 'Simple Man', hvor Ektomorf bliver nærmest følsomme. Det er en god sang, men igen er det måske lige "nøgent" nok for Zoltán Farkas' stemme, for der er steder, hvor man tænker "hvorfor tog han ikke den passage en gang til?"

Resten af sangene er henholdsvis fra tidligere plader og nye Ektomorf-sange. Det er selvfølgelig forfriskende at høre bandet uden for sin sædvanlige comfort-zone, selvom for eksempel 'Who Can I Trust' i sin rytme og stil ikke kan løbe fra den evindelige sammenligning med Soulfly.

Ektomorf har satset med denne udlægning af bandets lyd, men desværre er den akustiske form ikke en metode til at komme helt ind i sjælen på det ungarske band og virkelig mærke nerven og viljen i musikken.

Bandet har begået en video til en af sangene - 'To Smoulder':