Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dødens overlegne danskere

Populær
Updated
Dødens overlegne danskere
Dødens overlegne danskere
Dødens overlegne danskere
Dødens overlegne danskere
Dødens overlegne danskere

'A Force Unstoppable' er om muligt en anelse stærkere end debuten fra Dawn of Demise, der således igen er helt i toppen af karakterskalaen.

Coveret viser noget sammensurium, der bliver fastholdt af kæder. Og så er der ellers bloddryp en masse. Oh, yeah – det er dødsmetal, og det er den ustoppelige maskine kaldet Dawn of Demise, der ovenpå stor succes med ’Hate Takes Its Form’ og et godt Roskilde-gig, nu er ude med opfølgeren. ’A Force Unstoppable’ hedder den, og en tur i cd-afspilleren afslører, at bandet stadig er i stor form, og skider i grove træk på nytænkning.

Til at få lyden til at spille har bandet denne gang aflagt visit hos CB-Studios i Holsted hos Christian Bonde, der er krediteret for produktion, mix og mastering. Og hvilket arbejde! Debuten fra Dawn of Demise havde en fed lyd, der var meget skarp, tør og alligevel meget harmonisk for brutal, swingende dødsmetal. Denne gang er lyden en anelse mere rå – bassen fylder mere, og Scotts vokal er om muligt endnu mere guttural. Guitarerne er rå som pokker, og trommerne er særdeles velproducerede og ligger godt, centralt i mixet og gør sit for at energien holdes i hævd.

Martin Sørensen leverer stadig nogle monsterfede og melodiske leads, der lige løfter pladen op til et ugudeligt niveau - hør bare slutningen af ’Awaken the Aggressor’. Han kan sit kram, men alligevel har bandet også fået en anden superb strengevrider ind til en gæstesolo på ’Reap The Suffering’ – et ultra groovy nummer, der sættes i gang med trommerne alene og så et stykke med bas og trommer, før guitaren slutter tungt til.

Det er ikke revolutionerende dødsmetal, men bandets lyd er genkendelig uden at man behøver nævne en inspirationskilde først. Bandet har fx aldrig lagt skjul på, at Suffocation er guder i deres verden, men der er på intet tidspunkt tvivl om, at den dødsmaskine, man bliver kørt over af her, er jysk og har D.o.D. på nummerpladen. For Dawn of Demise eller dødens overlegne danskere, om man vil.

Tag et brutalt lyt til Dawn of Demise og videoen til ’Juggernaut’ her:

 

Titel
A Force Unstoppable
Dato
08-02-2010
Distributør
Trackliste
1. Multiple Flatlines
2. Awaken the Aggressor
3. Reap the Suffering
4. Leech the Blood
5. Bludgeon
6. Amongst the Tortured
7. Heinous Acts of War
8. Malevolence Converged
9. Juggernaut
Fotograf
1-2: fra DoD's myspace. 3-5: J. Dinesen
Karakter
5