Øretæv for en femmer
Dopethrone er de bedste til det, de gør. Og det, de gør, er ikke særlig kønt.
2. Truckstop Warlock
3. ABAC
4. Shlaghammer
5. Rock Slock
6. Uniworse
7. Sultans of Sins
Det er synet af en selvdød junkie i en tilpisset trappeopgang. Det er lugten af blod, bræk og containerbrande. Det er smagen af tusind fyldte askebægre, det er følelsen af narkotikainduceret vanvid – og det er først og fremmest lyden af canadiske Dopethrone, Montreals fremmeste pushere af ondskabsfuld, sortsveden sludge, der nu er ude med deres sjette studiealbum.
I wouldn’t piss on your face if it was on fire
Dopethrone albumdebuterede med ’Demonsmoke’ i 2009, men det var med opfølgeren, ’Dark Foil’, at det kompromisløse DIY-band for alvor fik opmærksomhed i undergrunden og begyndte at turnere flittigt. Jeg blev selv fan, da bandet udgav deres tredje album, hvor især åbningsnummeret ’Hooked’ meget passende fik mig på krogen, og jeg har siden haft fornøjelsen af at se dem live flere gange – bl.a. til Heavy Days in Doomtown IV, hvor de lagde Ungdomshuset i ruiner med deres tonstunge slutch, som de selv kalder deres musik efter det canadiske begreb for beskidt sne.
Det var da også med forholdsvis høje forventninger, at jeg gik i kødet på det nye album, ’Broke Sabbath’. Når jeg skriver ”forholdsvis”, skyldes det, at Dopethrone ikke ligefrem er et band, der genopfinder sig selv fra album til album. De fandt ganske tidligt deres egen distinkte lyd og har stukket til deres guns lige siden, og jeg regnede derfor ikke med noget kvantespring fra d’herrer Vince (guitar/vokal), Vyk (bass) og Shane (trommer). Mindre kan heldigvis også gøre det, når man som Dopethrone har forædlet sit udtryk igennem halvandet årti. Bandets møgbeskidte og fænomenalt fuzzede sludge har altid været forankret i iørefaldende riffs, pissegroovy rytmer og Vinces hæst gurglende hvæsen, alt sammen krydret med vokalsamples løftet fra horrorfilm og dokumentarudsendelser om narkomisbrug eller satanisme. Genhøret med den episke ’Tap Runner’ fra deres andet album trak ligefrem tårer hos undertegnede.
The world will perish because of people. We Suck.
Så store følelser sætter ’Broke Sabbath’ dog ikke i gang. Den bastant huggende ’Life Kills You’ sender os fornuftigt afsted, mens langturschaufførfortællingen ’Truckstop Warlock’ går hen og bliver lidt kedelig i længden. Det samme gælder den alt for lange ’ABAC’, hvor osten får på hattepulden, og det bliver ikke stort bedre på ’Shlaghammer’, men til den har Dopethrone heldigvis lavet en af deres umiskendeligt underholdende videoer:
Bandet går fuld smadder på den lynhurtige ’Rock Slock’, der dog breaker fedt ned i tempo og giver os et fermt fængende omkvædsriff, der viser, hvor tronen skal stå, i al fald hvis du spørger mig. Albummets absolutte banger er dog den inspirerede dommedagshymne / fuckfinger til menneskeheden ’Uniworse’, som for min skyld gerne må blive fast inventar på bandets sætliste. Også den har fået en video, som YouTube ellers gør sit bedste for at pille ned. Ved redaktionens slutning kunne den stadig ses her:
Er der da intet nyt under solen?
Albummet afrundes med den trods titlen meget lidt Dire Straitske ’Sultans of Sins’, som heller ikke ligefrem gør noget for at genopfinde sludgeformularen, og jeg sidder tilbage med lidt ambivalente følelser. Nuvel, Dopethrone gør, som de altid har gjort, og er man fan, så er det vel godt nok, eller hur?
Ja, ’Broke Sabbath’ har bestemt sine momenter, og bandet er både solidt sammenspillet og intenst energisk, men personligt synes jeg, der er lidt for langt mellem de gode ideer her. De seje, nærmest funky grooves og frydefuldt fængende riffs, Dopethrone serverer på deres tidligere albums, har måttet vige pladsen for en mere brutal og dissonant tilgang til musikken. Det er måske ikke lige min foretrukne kop morgenpis, men på den måde er der faktisk noget nyt under Hochelagas nikotingule sludgesol.