Kompetence over exellence

71smwl0gR5L._SL1500_

Dream Theater har med ’Distance over Time’ endnu en gang bevist bandets høje håndværksmæssige niveau. Desværre står de rigtigt gode sange ikke i kø på albummet.

Titel
Distance over Time
Dato
22-02-2019
Trackliste
1. Untethered Angel
2. Paralyzed
3. Fall Into The Light
4. Barstool Warrior
5. Room 137
6. S2N
7. At Wit’s End
8. Out Of Reach
9. Pale Blue Dot
10. Viper King (Bonus Track)
Karakter
3

Dream Theater er tilbage med et mere traditionelt album i forhold til forgængeren fra 2016, ’The Astonishing’, som fremstod som en forfærdelig lang og opstyltet sag på mere end to timer udløst af guitaristen John Petruccis våde drøm om at kreere en rockopera. Tilbage er Dream Theater på mere sædvanlig kurs med en række sange, hvor bandets medlemmer får lejlighed til at vise deres respektive musikalske kvaliteter.

’Distance over Time’ er langt henad vejen betydeligt bedre end det kiksede ’The Astonishing’. Men helt godt bliver det alligevel ikke. Albummet er for Dream Theater forbløffende kort med en spilletid på kun lidt over en time. Men det er også alt rigeligt. Bedst er Dream Theater i den instrumentale sekvenser. Værre går det, når bandet inddrager vokal og vers og omkvæd. På albummet virker det endnu en gang, som om det vokale input mest er er et alibi for at fremstå som et rock-/metalband. Måske var det på tide, at bandet udgav en instrumentalalbum, hvor medlemmerne hver især kunne få udløsning for deres respektive fetisher på egne instumenter?

Sangene?
Sangene – eller numrene skulle man måske kalde Dream Theaters kompositioner – begynder som udgangspunkt stort set alle ganske godt. Men når sanger James LaBrie skal på banen, sænkes niveauet betragteligt. Niveauet skal i den forbindelse forstås som både det tempomæssige som det kompositoriske. Der er stort set ingen sange på ’Distance over Time’, hvor melodierne bundfælder sig i hukommelsen selv efter 10 gennemlytninger.

Nu er Dream Theater jo ikke novicer inden for den kommercielle musikindustri, så man er helt på det rene med, at man bør lægge stærkt ud på et nyt album. Og det gør man også med første singleudspil, ’Untethered Angel, som er klart en af de stærkeste sange og en af de eneste på albummet, der indeholder et mindeværdigt omkvæd.

">

Knap så overbevisende er sang nummer to ’Paralyzed’, der samtidig er tredje single fra albummet. Tempoet er sat lidt ned, og sangen får aldrig rigtig lettet fra jorden. Men som sædvanlig er der en fin guitarsolo fra Petrucci.

">

Tredje sang er endnu et singleudspil. ’Fall into the Light’ begynder lovende med et fint guitarriff og trommer, der leder tankerne hen på Metallica. Men da vokalen sætter ind, dør det hele en anelse, og det hele ender i en lidt halvtam og uforløst affære.

">

Mindre metal – mere prog

Generelt viser ’Distance over Time’ at Dream Theater fortsat bevæger ser mere og mere væk fra den progressive metal og over i en mere traditionel prog rock. Sangen ’Barstool Warrior’ lyder eksempelvis meget som det britiske band Genesis, som det lød i midthalvfjerdserne med Steve Hacket på guitar. Det er kompetent og veludført. Men endnu en gang skal kritikken være på de lettere kedelige vers og omkvæd, der er i sangen. Selv for de mest traditionelle gamle prog bands var fokus på, at der skulle være et genkendeligt omkvæd sunget af en karismatisk forsanger. Her fejler ’Distance over Time’. Der er en mængde fine musikalske introer, mellemstykker og outroer. Men der mangler fuldstændig omkvæd at skråle med på i badet eller på første række til de kommende koncerter. Det er en skam. LaBrie har aldrig haft status af en karismatisk frontfigur. Men på ’Distance over Time’ har han heller ikke fået materiale til indfri den rolle.

Paradoksalt er albummets bonustrack ’Viper King’ den eneste sang, der rigtig har hitpotentiale. Det er formentlig en sang, der hurtigt er banket sammen i studiet og derefter fundet for lidt progget til at indgå som ”officiel” del af albummet. Sangen har et godt blueset og groovet drive og uptempo omkvæd. Men den havde klædt en hard rock-sanger bedre, end LaBries operettevokal gør.

Med ’Distance over Time’ får Dream Theater til dels rejst sig med værdigheden i behold oven på den næsten katastrofale ’The Astonishing’. De mange individuelle præstationer fra især Petrucci på guitar, John Myung på bas og Mike Mangini på trommer vil garanteret udløse frygtelig mange youtube-videoer med unge, halvgamle og gamle fritidsmusikkere, der vil vise, at de også mestrer idolernes ideer og kunnen på respektive instrumenter.

Men der vil nok ikke være mange bands, der vil indspille coverversioner af sangene fra ’Distance over Time’. Dertil er de alt for forglemmelige.