Dystert magnum opus

Populær
Dystert magnum opus

‘Everblack’ kammer næsten over af kreativitet og geniale påfund - lige efter den gode gamle The Black Dahlia Murder-opskrift.

Titel
Everblack
Dato
11-06-2013
Distributør
Trackliste
In Hell Is Where She Waits For Me
Goat Of Departure
Into The Everblack
Raped In Hatred By Vines Of Thorn
Phantom Limb Masturbation
Control
Blood Mine
Every Rope A Noose
Their Beloved Absentee
Map Of Scars
Karakter
5

Stilen er allerede lagt ved det første indtryk - nemlig albumcoverets atmosfærisk makabre kirkegård i klassisk dødsmetal-stil. Lavet af Nick Keller, der var med til at designe konceptet til ‘Hobitten’-filmen, ligger det langt fra forrige albums mere t-shirt-venlige print, der sikkert er velrepræsenteret ved årets Vans Warped Tour. Og hvor har den tur dog genereret megen klage og smerte i så mange metalfans bagdele, hvor kritikken gik på, at bandets blotte tilstedeværelse på turen skulle have medført, at bandet skulle have ændret retning. Så megen klage og smerte, at udformningen af 'Everblack' i høj grad er et svar på denne kritik, i hvert fald ifølge Heavy Blog Is Heavys parafrase af et interview med forsanger Trevor Strnad.

The Black Dahlia Murder har længe kæmpet med core-stemplet, hvilket helt ærligt ikke er til at forstå, da de hverken kaster om sig med breakdowns eller har stretchede ører. Spøg til side, men seriøst .... Godt nok er albummet mixet af Jason Seucof, der eksempelvis også har lavet DevilDriver, Job For A Cowboy og Whitechapel - og albummets ekstreme klarhed og dybde er måske mere kendetegnende for deathcore end klassisk død. Men måske genrefascisterne også skulle lægge våbnene til side et øjeblik og give The Black Dahlia Murder en chance. For hvis der er et album, der vil og bør vinde bandet fans, så er det ‘Everblack’.

Fra første nummer viser de deres fantastiske flair for komposition og lægger ud med en klassisk dødsmetal-/Decapitatedsk intro med dystre akkorder over stortrommernes pumpende opbygning. Hvorvidt samplingen i starten er taget andetsteds fra vides ikke, men teksten er den 23. af Davids salmer - the Lord is my shepherd/I shall not want - og scenariet er Elizabeth Shorts begravelse, set fra hendes morders synspunkt - ‘In Hell Is Where She Waits For Me’. Endelig får vi en nummer, der omhandler bandnavnets oprindelse, og det er til at græde over, så smukt det er. Og albummet fortsætter på samme niveau.

Sammenhæng og variation

The Black Dahlia Murders tekst- og titelunivers er næsten årsag nok til at høre dem. Siden ‘Statutory Ape’ (fra 'Miasma' (2005)) har jeg klappet i mine små hænder over Strnads finurlige ordlege, og 'Everblack' er ikke nogen undtagelse. Udover første nummer vidner ‘Goat of Departure’, ‘Phantom Limb Masturbation’ og ‘Raped In Hatred By Vines Of Thorn’ om en kreativitet, der spænder ud over det rent musikalske - mens referencerne til klassisk horrer og gys er på plads.

Men rim og remser er ikke den vigtigste af The Black Dahlia Murders mange spidskompetencer. Det er en sikkerhed for, at det, de laver, holder niveau. Hvert album adskiller sig ikke særligt meget fra det forrige, og dog har de alle sammen deres helt eget feel. ‘Everblack’ er skåret over samme læst, mens de gennemgående formindskede akkorder og de spredte black metal-referencer er med til at forme udtrykket og fuldende det gennemgående dystre koncept. Numrene er spækkede med kreative detaljer - som det fordrejede korstykke i ‘Their Beloved Absentee’ - fængende hooks og omkvæd. Med perfekte temposkift, der giver lidt ånderum i det ellers generelt høje tempo. ‘Everblack’ er mere af det gode, med ekstra meget fedt på.

Uhøjtideligt geni

På trods af denne uhæmmede genialitet er der intet ved The Black Dahlia Murder, der udtrykker selvfedme. Tværtimod er det fantastisk livsbekræftende i livesammenhæng at se Strnad smide t-shirt og briller, og bevise at, ja, det er ham, der synger både det høje og det lave. The Black Dahlia Murder er fænomenale live, og jeg kan ikke andet end anbefale at høre albummet nonstop den kommende uge, indtil koncerten i Lille Vega den 30. Forhåbentligt når koncerten samme højder som ‘Everblack’, for det er næsten ikke til at komme ned på jorden igen, når man hører den.