Jams – nu i kortere form

Jams – nu i kortere form

På deres 4. album udvider Earthless deres rockpalet ved nu også at inkludere vokal og kortere numre. Det slipper de flot af sted med.

Kunstner
Titel
Black Heaven
Dato
16-03-2018
Genre
Trackliste
Gifted By The Wind
End To End
Electric Flame
Volt Rush
Black Heaven
Sudden End
Karakter
3

Earthless er bandet, der sandsynligvis altid vil have en større skare af lyttere i undergrunden. For mange er Earthless bandet, der aldrig går af mode. Paradoksalt nok. Det vil nemlig ikke være forkert at kalde Earthless for et band, der står på skuldrene af selve det fundament, som en stor og vigtig forgrening af rockmusikkens udspringer af, eller at karakterisere dem som et revivalband, hvis sigte er at hylde rockens rødder. Selvom Earthless er et band, der i deres lange, instrumentale jam- og feedbacknumre spiller op imod hele rockhistorien og aldrig kigger fremad, men kun tilbage, vil trioen fra San Diego formentlig forblive aktuel for mange også i årene fremover. Og hvorfor så det? Sikkert fordi Earthless ved at tage udgangspunkt i bands som Cream, Led Zeppelin og Hendrix taler til kerneelementet i rockelskeren i al almindelighed – og fordi Earthless vel i virkeligheden spiller røven ud af bukserne på stort set alle andre tilbageskuende psychrockbands.

Kvalitet fornægter sig i dette tilfælde kort sagt ikke. Earthless er bandet, der med deres to første udgivelser, ’Sonic Prayer’ (2005) og ’Rhythms From a Cosmic Sky’ (2007), lagde os alle sammen fladt ned. Vi havde på sin vis hørt det hele før, men vi havde vist alligevel aldrig fået den psykedeliske rock serveret helt så overbevisende som her. I hvert fald ikke på denne side af årtusindeskiftet. Det har vi stadigvæk ikke, også nu hvor Earthless mere end et årti senere endelig er på banen med deres fjerde fuldlængde. ”Endelig” er måske egentlig så meget sagt. Bandets tredje album, ’From The Ages’ (2013), virkede som en anonym forlængelse af bandets to første plader, og selvom de også her kom an som en psykedelisk udgave af ZZ Top eller som en parring mellem 60’er-Eric Clapton og Flower Travellin Band, spekulerede man i tiden omkring udgivelsen af bandets tredje plade på, om der monstro var for meget koncept over Earthless’ plader, og på, hvor langt de ville kunne strække deres formular af lange, episke jamnumre.

Et spørgsmål, som bandet muligvis også har stillet sig selv. Deres fjerde studiealbum, ’Black Heaven’, adskiller sig i hvert fald på flere punkter fra deres tidligere udspil. Udover at bandet denne gang undviger det episke ved i stedet at inkludere sange på både to, fem og seks minutter, er bandets guitarist Isaiah Mitchell denne gang også forsanger. Fra at være et band, der udelukkende spillede lange instrumentalnumre, er de nu et ”rigtigt rockband”. Der er med andre ord kommet en struktur i Earthless’ musik, som ikke tidligere har været her. En struktur, der mest klæder dem, og som alt andet lige virker forfriskende.

Mitchell er ikke uvant bag en mikrofon. Senest har han sunget på to ret fantastiske plader med sit andet projekt Golden Void. Han er muligvis ikke den fødte rocksanger, men hvor det instrumentale hos Earthless generelt brænder igennem, netop fordi det bliver båret frem af en overlegenhed, der troværdigt hylder alt det, vi elsker ved rockmusikken, brænder også vokalen igennem med selvsikker udmærkelse. Især nummeret ’End to End’, hvorpå Mitchell synger lidt hurtigere, viser, at Earthless sagtens kan skrive helt klassiske rocknumre med bid. Det efterfølgende nummer ’Electric Flame’ vil blive imødekommet af alle de rockhoveder, der savner at høre nye gode sange fra Magnus Pelander og Witchcraft.

Selvom ’Black Heaven’ på papiret vel er den mest atypiske plade med Earthless til dato, har den masser af de forskellige karakteristika, som vi kender fra bandets tidligere plader, om end i mindre udstrakt grad. Der er stadig masser af jams, Der er masser af feedback. Det bliver bare ikke kørt helt så langt ud som tidligere. Som lytter får man stadig lov til at syre ud. Man får dog ikke lov til at syre ud uden pause i ti eller tyve minutter. Det korte nummer ’Volt Rush’, der med lidt god vilje kunne minde om en b-side med The Obsessed, giver tilmed én lov til kun at syre ud i to minutter, inden nummeret er færdigt.

Earthless får de korte sange og de længere til at gå op i en flot højere enhed på ’Black Heaven’. Pladen når selvfølgelig slet ikke samme nymodens klassikerstatus som bandets to første plader, men vil uden tvivl oftere blive sat på anlægget end ’From The Ages’. Bandets første ballade til dato, ’Sudden End’, lyder desuden som en Earthless-udgave af et Golden Void-nummer og er både et lettere anonymt, men egentlig også et ganske fint nummer.

Hvad der i sig selv gør ’Black Heaven’ til et velanset album er, at Earthless denne gang har spillet deres kort helt rigtigt. De har ændret lidt i pløkkerne under deres rockhistoriske muld, fået rystet sig fri af det konceptuelle, og gjort én spændt på, hvad der kommer fra dem næste gang.