Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nyt smovs fra spytbakken

Populær
Updated
Nyt smovs fra spytbakken
Nyt smovs fra spytbakken
Nyt smovs fra spytbakken
Nyt smovs fra spytbakken
Nyt smovs fra spytbakken
Nyt smovs fra spytbakken
Nyt smovs fra spytbakken

Efter 15 års pladetørke vender Goatsnake tilbage med en plade, der ikke alene er et mægtigt comeback for selve bandet, men også for rockriffet i det hele taget. 

Kunstner
Titel
Black Age Blues
Dato
02-06-2015
Genre
Trackliste
1. Another River to Cross
2. Elevated Man
3. Coffee & Whiskey
4. Black Age Blues
5. House of the Moon
6. Jimi's Gone
7. Graves
8. Grandpa Jones
9. A Killing Blues
Karakter
5

Den status, Goatsnake må have haft hos metalfolket, da de tilbage i 2000 udgav deres forrige fuldlængde, ’Flower of Disease’, er forhåbentlig intet sammenlignet med den status, bandet får i dag anno 2015 – i dag, hvor de ukronede konger af det tunge, metalliske bluesriff endelig er tilbage med nyt udspil. Doom-genren er over de senere år mere eller mindre eksploderet, ligesom et par af de bands, som nogle af Goatsnake-medlemmerne udspringer af, hedengangne The Obsessed og Sunn O))), gennem de seneste år kun gradvist har fået flere kudos fra netop især doom-publikummets saluterende næver. ’Black Age Blues’, som Goatsnakes nye og tredje plade hedder, udkommer kort sagt på det helt rigtige tidspunkt. Metalverdenen bør være mere end klar til Goatsnake  og befrimigvel, hvor skulle man da lige love for, at Goatsnake i hvert fald er klar til den!

Massivt og granvoksent

Faktisk er Goatsnake så parate, at man på ’Black Age Blues’ til at begynde med tvivler sine egne ører. Ikke at kvartetten fra Los Angeles synes at være vendt tilbage for at starte et statskup af nogen art og smide det rockbestående ad helvede til. Det er eksempelvis guitarist Greg Andersons blanding af Muddy Waters, B.B. King, Iommi og Cantrell sgu nok alligevel for konservativ til at gøre meget ved. Men når man hæfter et adjektiv som ”konservativ” på den ene halvdel af Sunn O))), så må der nødvendigvis dukke et ”men” op før eller siden. Og det er netop Goatsnakes evne til på én gang at skrive utæmmelige og dog alligevel ærkegenkendelige metalnumre med et tungt, klassisk rockfeel, samtidig med at bandet også formår at bevare denne stærke, originale egensignatur, der gør dem til et af de absolut bedre nuspillende rock- og metalnavne.

Faktisk er man lige ved at sige ”det bedste navn”. Goatsnake har nemlig aldrig været bedre, end de er på ’Black Age Blues’, og for nærværende anmelder  der lige havde fået kørekort, da bandet debuterede med ’Goatsnake 1” (1999), og som stort set ikke lavede andet end at cruise tomme nordjyske gader op og ned med pladen buldrende ud af nedrullede ruder – siger det ikke så lidt! Greg Andersons mastodontiske riffs, der lægger ni ud af ti metalkollegaer ned, fylder igen pladen massivt og granvoksent ud, samtidig med at bandets one-of-a-kind-vokal fra Peter Stahl ligeledes lægger sig i et maskulint, eneherskende sving, der ikke efterlader meget overhalingsplads. Stahl har både hardcore (Scream) og den psych-legende form for ørkenrock (Earthlings? samt et par The Desert Sessions-udspil) på cv’et, men kommer hos Goatsnake an som selve indbegrebet af det bluesrockede, det vil sige med rigelige mængder af såvel det røgede og det beskidte samt det hungrende og inderlige, det vil også sige med lige dele hjerte og nosser.


Hele pivtøjet

På rytmefronten er der sket en udskiftning i bandet siden sidst. Greg Rogers vender tilbage til tønderne, men har denne gang ikke længere sin rytmepartner fra The Obsessed, Guy Pinhas, ved sin side. Ny bassist i line up'et er den anderledes og ukendte Scott Renner, som dog også har spillet sammen med Rogers en hel del gang tidligere, og som derfor er med til at lægge en eminent bund af facetteret, velspillet tunghed. Goatsnakes tydeligste DNA er på mange måder Greg Anderson og Peter Stahl respektive signaturtræk, men stadigvæk: Man skal selvfølgelig ikke undervurdere vigtigheden af rytmisk tunghed – og den leveres! Med en åbningstrio, der bevæger sig fra henholdsvis det tungmelankolske på ’Another River to Cross’ over det pulserende sing-a-long-frække på ’Elevated Man’ med mundharmonika og hele pivtøjet og til det rigtigt bluesfestlige på ’Coffee & Whiskey’ – ja, med sådan en trio kan Goatsnake jo sagtens!

Rodfæstet metal

For så slet at snakke om den drejning, pladen tager, når ’House of the Moon’ udvider og nuancerer den tungere palet ved at ryste posen og byde på indfølt soul-fugtigt gospelvokal fra kvindetrioen Dem Preacher’s Daughters, for derefter at blive fulgt op af Hendrix-hyldesten, ’Jimi’s Gone’, der har et anderledes touch over sig end resten af pladen. Mens disse numre for en stund tager lytterens koncentration en anelse (blot en aaaaaanelse) væk fra luftguitaren, ryger man direkte tilbage til de imaginære fugtige strenge, når først ’Graves’ og ikke mindst den allernådigste badassede motherfucker af en sang, ’Grandpa Jones’, dukker op som en hvirvelvind og blander små barbecuesprøjt af proglir på spaden med såvel langsom Sunn O)))-stigmata samt mere af førnævnte æggede soul-opstemthed. Det – er – sexet - ! og man troede ærligt talt ikke på, at den såkaldte ”klassiske rockmusik”  med et pokkers tungt tryk på ROCK, forstås – anno 2015 på én gang kunne være så badass og så pisse forfriskende. Og som om det ikke var nok: Når ’A Killing Blues’ efterfølgende slutter hele skidtet af med at hive alting endnu højere op, så er det, man godt gad knalde bandet en flad for at have været væk i så lang tid.


Comeback uden pis    

Lad det gerne blive understreget med tyk, fed skosværte og nikotinbrune klatter fra spytbakken, at der ikke er det mindste half ass'ed over Goatsnakes tilbagevenden til rockscenen. No way, José! Goatsnake sætter den standard, der gør hele forskellen. De læner sig selvfølgelig op ad en bred rockhistorie, men frem for at være moderne og blot gå den i bedende og genoplive den på ny, tager de skridtet videre endnu: De genopfinder lortet. Det har de muligvis gjort tidligere, men aldrig tidligere har de gjort det så naturligt cool og med så forbløffende stærke sange, som der bliver præsenteret på ’Black Age Blues’. Goatsnake er doomgenrens Motörhead, lige så vel som de er hard rockens svar på Little Richard. Eller noget i den dur. Og de er stensikkert et af tidens vigtigste rockbands, der bare venter på at blive omfavnet af alle med Rocken i blodet.