Mere af samme skuffe

Emmure

Emmure fortsætter stilen fra ’Look At Yourself’: Frankie Palmeris lyriske kunnen er stadig kritisabel, Joshua Travis er genial, og ’Hindsight’ er interessant lytning, der dog sjældent får lov til at folde sig ud i fuldt flor.

Kunstner
Titel
Hindsight
Trackliste
(F)Inally (U)nderstanding (N)Othing
Thrash Folder
Pigs Ear
Gypsy Disco
I've Scene God
Persona Non Grata
Thunder Mouth
Pan's Dream
203
Informal Butterflies
Action 52
Bastard Ritual
Uncontrollable Descent
Karakter
3

Joshua Travis er en gudsbenådet guitarist. Ikke nok med at han kan få en 9-strenget guitar til at synge, han er også en af de få blandt dem, der er udstyret med et våben af den kaliber, der reelt formår at benytte alle strenge. Hvordan en så teknisk dygtig guitarist har fundet sammen med en af metalcores indiskutabelt største egoister, er en gåde. Emmures eneste tilbageværende originalmedlem Frankie Palmeri er uden tvivl en karakter af format. Den typ,e man sjældent har sympati for.

Palmeri er også fuldstændig ligeglad med andres sympati eller deres følelser i det hele taget. Han er manden i front, oppositionen til alt. Selvom der vel næppe er nogen, der for alvor går op i, hvad Palmeri foretager sig, bruger han utroligt meget tid på at slå fast, hvor ligeglad han er med ,hvad andre mener. Han er en bad boy, men det klinger klægt hult og uinteressant størstedelen af tiden.

Det gjorde det ligeledes på forrige udgivelse, ’Look At Yourself’. Pladen ,der for første gang introducerede Travis, Josh Miller på trommer og Nicolas Pyatt på bas som del af Emmure. En udgivelse med momentvise højdepunkter, der langt fra levede op til de forventninger, der var til den nye konstellation.

’Hindsight’ gør intet for at forbedre det indtryk. Som album er det nærmest en forlængelse af den foregående udgivelse. Sangskrivningen er generelt en smule bedre, mens pladen modsat mangler de store højdepunkter, som fx den destruktive, sprudlende og nu-metal-inficerede ’Flag of the Beast’ var det på ’Look At Yourself’.

Netop nu-metallen er et element, som Emmure omfavner mere og mere. Palmeris rappende vokalføring har altid givet bandet et strejf af genren. I en sådan grad, at man med et smil på læben og tilsvarende god samvittighed kunne kalde bandet for en deathcore-version af Limp Bizkit. Siden debutten i 2007 er deathcoren dog langsomt blevet udfaset til fordel for metalcore, og på ’Hindsight’ er det ikke kun den rappende del, der skaber associationer til nu-metallen.

På vokalteknisk niveau kopierer Palmeri nærmest Jonathan Davis ikoniske mumlevers på c-stykket til ’Thunder Mouth’. Ja, selv Travis griber øksen an, som havde den kun syv strenge, og piver sig vej igennem nummerets afsluttende del, som Brian Welch ville gøre det. Det samme sker på 'Persona Non Grata', hvor Travis for alvor går Welch i bedene i omkvædet. Korn i en ’core-kontekst, hvilket lyder overraskende godt.



’Thunder Mouth’ er da også et af pladens bedste numre, om end Travis har succes med at komponere indtil flere solide riff-sektionerpå albummet. Fælles for størstedelen et , at man aldrig rigtig når at nyde riffet, før nummeret er slut. De 13 numre, der danner ’Hindsight’, er hørt igennem på kun 31 minutter. Med kun tre numre på mere end 3 minutter og hele otte numre på under 2 minutter og 30 sekunder er det ikke meget, man får lov til at nyde guitarekvilibristens kundskaber.

Det er enerverende, for Emmure slår nogle interessante takter an på ’Hindsight’. Numre som den psykotiske ’203’, den kaotiske ’Gypsy Disco’ og den vulgært tunge ’I’ve Scene God’ er alle særdeles spændende og viser, at den amerikanske kvartet er mere end Palmeris selvcentrede og noget ensformige og trivielle tekstunivers.

Selvom ’Hindsight’ har nogle gribende elementer, der engagerer lytteren og skaber et differentieret musikalsk univers, sidder man alligevel med en lidt flad fornemmelse ved gennemlytning. Havde amerikanerne da bare søgt at inkludere blot en anelse mere indhold på flere af sangene, havde ’Hindsigt’ sandsynligvis været en ganske vellykket plade. Men det bliver altså heller ikke denne gang, vi får lov til at nyde Emmure eller Travis til fulde. Desværre.