Kunsten at imitere de rigtige
Ereb Altor er stadig bedst, når de koncentrerer sig om at hylde Bathory. På deres syvende album bevæger de sig dog væk fra de sikre vande.
En synd svart som sot
Av blod är jag kommen
The rite of Kraka
Ulfven
Wolfcurse
Gleipnir
Bloodline
Her er verdens bedste idé nogensinde til at starte et band: “Från början gjorde vi en grej av att låta som Bathory,” fortalte Mats Olsson fra Ereb Altor tidligere på måneden til magasinet Close-Up. Virkelig, man behøver faktisk ikke at gøre mere, hvis bare man er god nok til det. Det er selvfølgelig det springende punkt, men generelt kan man sige, at hvis det, man prøver at opnå, er at lyde som Bathory, så har man på forhånd meget lang snor. Så ærefuldt et mål er det.
Kulminationen på svenskernes Bathory-dyrkning nåede de med sidste års ‘:Blot·Ilt·Taut:’, hvor de genindspillede syv klassiske sange fra Quorthons storhedstid fra midten af firserne til starten af halvfemserne. Her viste de, at de forstod at forvalte arven forsvarligt ved at omarrangere og forny sangene, og selvom det selvsagt ikke kunne stå mål med originalerne, så var resultatet mere end hæderligt. Ereb Altor havde bevist det, de skulle.
Dermed var det så efterhånden også tid til at komme videre. Syv plader inde siden debuten i 2008 – det er en anden god idé til bands: Få noget fra hånden – udvider Ereb Altor paletten. Og det er dem faktisk også tilgivet, når de referencer, de trækker ind i deres lyd, er Enslaved, Emperor og Candlemass. Specielt Enslaved-delen fungerer ikke overraskende virkeligt godt – al den stund Enslaved vel er den mest værdige arvtager til Bathory i dag – i en sang som ‘Av blod är jag kommen’, men også Candlemass lykkes de ganske godt i at eftergøre i ‘Gleipnir’. Igen: Det er faktisk fair nok at imitere, hvis det bare er de rigtige, man imiterer, og hvis man kan gøre det overbevisende. Det er så ikke helt så overbevisende, når Ereb Altor spiller Emperor-black i ‘The Rite of Kraka’, men når det nu endelig skal være, er det dog en black, der ligger godt i tråd med udgangspunktet, og som trods alt ikke ligger under for modeluner. Altså bortset fra at være black. At de så kammer over i folkemetal på titelnummeret, er man tilbøjelig til at henføre til genrekonventioner, som det dårligt er til at komme udenom, og som man blot må affinde sig med.
Ereb Altor er solide. Ereb Altor vil det godt. Og det får langt henad vejen én til at se gennem fingre med, at hverken levering eller fremførelse er på toppen hele vejen igennem: Man kunne godt ønske sig nogle stærkere melodier, lidt mere kompleksitet, når de er ude i det territorium, og fremfor alt er Mats Olssons skønsang sært karakterløs. Han er god til at ramme tonerne, men man føler ikke, at han står på toppen af et klippefremspring med blottet bryst og knyttet næve og synger mod himlen. Det er simpelthen for rent, man mangler oplevelsen af, at han strækker sig selv til det yderste, sådan som Quorthon gjorde, og Herbrand Larsen i Enslaved gjorde det. Men det hjælper dog meget på det, at Kristofer Elemyr og Daniel Bryntse fletter henholdsvis growl og skønsang ind i vokalerne. Den vekselvirkning og de vokalharmonier får Ereb Altor noget virkelig godt ud af, og det ville jeg gerne have set udnyttet endnu bedre.
Bedst er Ereb Altor dog stadig, når de dropper prætentionerne om at være mere end en Bathory-hyldest. ‘En synd svart som sot’ bæres frem af et riff, der næsten kunne være skrevet af Quorthon, selvom det er en anelse for kunstlet til det, ‘Wolf’s Curse’ lyder som noget, der kunne være fra den ufuldendte ‘Nordland’-tetralogi, og når Mats Olsson i ‘Bloodline’ lader frasen “father to son” hænge og ekkoe, er det endog meget svært ikke at blive berørt af det, hvis man har et hammerhjerte.
Der er med andre ord absolut intet at udsætte på præmissen for hverken ‘Ulfven’ eller Ereb Altor som sådan. ‘Ulfven’ er en god plade. Sikkert også en bedre plade, end Quorthon ville have formået at lave, hvis han stadig havde været i live. Når han nu ikke er det, er det et glimrende alternativ.