Tsunami i Lillebælt
Med undtagelse af en skibskæntring på 2:51 minutter, hæver Deadnate niveauet på anden del af den kolde marinerejse ’The North Sea’,
2. Downhearted
3. The North Sea
4. Winter
5. Northern Lights
6. WaVes
7. Worshippers
8. Epitaph
9. Cold Star
10. Feral Madness
Fredericiadrengene Deadnate er ude med anden del af deres EP-formaterede album, The North Sea. Første halvdel har vi allerede anmeldt, og den kan du læse her. Derfor vil vi i denne omgang også primært fokusere på anden del, men på trods af det, er det vigtigt at vurdere albummet i sin helhed.
Der er nu gået nogle måneder siden vi anmeldte The North Sea Pt. 1. Det er stadig en meget solid udgivelse, men på trods af den høje energi og ambition, var vi altså ikke helt oppe og ringe. Lige med undtagelse ‘Winter’, der er en helt igennem fantastisk komposition, som kun er blevet bedre efter gensynet.
Smadder og tårer
Del to lægger ud med ’WaVes’, der starter storslået og bombastisk ud med store guitarer og vokalharmoniseringer. Den går derefter ned i tempo og så siger det KAPOW! Det er Deadnate ind til benet, og det fungerer utroligt godt som starten på en plade, der lige er blevet vendt. Der ovenikøbet en ekstra lille homage til Gojira ved deres brug af whammy pedal i et af riffene. I naturlig forlængelse heraf kommer ’Worshippers, hvis bidrag er at uddele gedigne prog-bank.
Men her på anden halvdel viser Deadnate sig også fra en ny side på ’Epitaph’, der er en sørgelig, smuk og æterisk sang, som samtidig er vanvittig groovy. Der er en snert af kontemporær western stemning over den, og derfor vil en del millennials nok kunne se for sig, at Arthur Morgan eller John Marston, med et stoisk blik, ridder mod solnedgangen og går en uvis fremtid i møde.
Der er så også lige bøvsen ’Cold Star’, som starter med en helt party-agtigt intro, der går over i et ret ørehængende riff. Men for undertegnede er det her en ørehænger af den irriterende slags. Cold Star egner sig godt til at fange det bredere publikums opmærksomhed og få nogle views på Youtube. Men som gnaven anmelder er vurderingen, at den ikke repræsenterer Deadnates ambitiøse og kompromisløse lyd. Cold Star er den pose firmabrand'de bolsjer, man får med i en pakkeløsning, som man ikke har bedt om.
Nøkket op
Deadnate er tydeligvis meget inspirerede af Gojira, hvilket fremgår gennem hele pladen og især på sidste nummer ’Feral Madness’, der bliver båret af et klassisk Duplantier-groove hele vejen igennem. Men Deadnate har stadig deres helt egen lyd. De rene og harmoniserende stemmer og to skrigende vokalister er især, hvad der definerer Deadnate, og ikke bare gør dem til plagiatører. Derudover er deres riffs og sangskrivning også mere kontant end Gojiras, som vel og mærke er mere ulmende og atmosfæriske. Til sammenligning er Gojira store og voldsomme bølger, hvor Deadnate er trolden i æsken, der flyver op og flænser dig på stedet.
På trods af Cold Star, så nyder The North Sea overordnet set godt af anden halvdel. For det første er der en tand mere nerve i numrene – både i form af mere rå aggression og ømhed, men albumopbygningen er også mere gennemtænkt.
Der er folk her på redaktionen, der klart foretrækker Deadnate fremfor Gojira – det siger en hel del om Deadnates evner.