Familiær galimatias
Populær
Med Dave Lombardo som ny trommeslager markerer crossoverbandet et foreløbigt farvel til en verden, der aldrig rigtig har kunnet forstå alle de følelser, der rasede i frontmanden Mike Muirs hoved.
The New Degeneration
Living For Life
Get Your Fight On!
World Gone Mad!
Happy Never After
One Finger Salute
Damage Control
The Struggle Is Real
Still Dying to Live
This World
Der er mange looks, jeg har rocket i mine yngre år, som jeg i dag godt kan betvivle stiligheden i, men det er med en vis ømhed, jeg ser tilbage på den periode, hvor jeg var suicyco med bandana, meshback med slettelak-skrift under skyggen og åbentstående skjorte knappet foroven. At blive introduceret for Suicidal Tendencies som teenager gav mig mere end en skarp tøjstil, det gav mig også et sprog for alle de følelser, som hormonerne fik til at karte rundt i kroppen på mig. Hvor metallen havde lært mig at håndtere dem med en blanding af vrede og afsky, åbnede Mike Muir op for den mulighed, at man faktisk også godt kunne tillade sig at være ked af det og i tvivl om alting. Mike Muir var nemlig utrættelig i sin skater-weltschmertz i de år, hvor han græd sig igennem den ene ballade efter den anden, når han ikke rasede rundt i en skizofreni, der virkede som et ganske naturligt svar på, hvor modbydelig en sammensværgelse omverdenen for det meste føltes som. Dumme forældre, onde piger, åndssvage lærere og oven i det hele gennemkorrupte politikere.
Jeg søgte trøst i Suicidal Tendencies, og selvom der ikke gik mange år, før jeg godt kunne se, at Mike Muirs psykologiske indsigt nok ikke gik så dybt endda, kan jeg stadigvæk sagtens forstå, hvorfor den første håndfuld Suicidal Tendencies-plader ramte mig så hårdt, som de gjorde. Powerballader som ‘How Will I Laugh Tomorrow … When I Can’t Even Smile Today’ kan på afstand godt virke unødigt svulstige, og Mike Muirs glorificering af sindslidelser fremstår noget ubearbejdet. Men som minimum de to første plader, ‘Suicidal Tendencies’ med klassikeren ‘Institutionalized’, der gjorde mere for at promovere Pepsis cola-overlegenhed end alverdens Michael Jackson- og Britney Spears-sponsorater, og ‘Join the Army’ med en banger som ‘War Inside My Head’, er der ikke rigtig nogen, der kan tage noget fra.
Dæksmæk
Efter at have peaket kreativt med ‘The Art of Rebellion’ i 1992 var det da også det tidligere spor, Suicidal Tendencies søgte tilbage i. Hurtige sange med lige så hurtige paroler, letkøbte provokationer og smæk på til at dække over, at der ikke nødvendigvis var så meget mere at komme efter. Sådan har det været siden, når Suicidal Tendencies med jævne mellemrum er vendt tilbage fra de mere eller mindre frivillige pauser, bandet har været ude i siden debuten, og sådan er det også på ‘World Gone Mad’. Den største forandring på bandets trettende plade – og det er så en længere diskussion, om det reelt er det, fordi en del af diskografien udgøres af genindspilninger af tidligere plader – er, at det er den første plade uden rytmeguitaristen Mike Clark, der ellers har været Mike Muirs trofaste med-cyco, siden han blev hentet over i folden fra No Mercy i 1987. Og den største nyhed er vel, at det er den første plade med Slayers Dave Lombardo som trommeslager.
Ingen af delene er dog påfaldende, når man hører ‘World Gone Mad’, som troligt følger recepten fra de sidste mange Suicidal Tendencies-plader. Det er meget, meget familiært, og det ville sådan set ikke være et problem, hvis de så bare havde fokuseret på det, der fik Suicidal Tendencies til at skille sig ud fra resten af crossover-scenen i sin tid. Eller i det mindste havde fokuseret på det gode af det: Når den nytilkomne Ra Díaz emulerer Robert Trujillos slapbasspil, og leadguitaristen Dean Pleasants soloer løs ud over det hele, akkurat som Rocky Georges gjorde det på de klassiske plader, virker det i bedste fald overflødigt, fordi ingen af de to elementer ligefrem var noget af det, der gjorde det lettere at forsvare Suicidal Tendencies i de år i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, hvor de gjorde deres indtog i mainstream. Det, der gjorde bandet til noget særligt dengang, var uforudsigeligheden i sangene, alle de mellemstykker og temposkift, som man ikke havde set komme, og den melodiske tæft. Muir og Clark var et uforligneligt sangskriverpar i storhedstiden, og de andre medlemmer fik lov at bidrage med skæve indfald, der var med til at holde det hele spændstigt og på tæerne.
Nuancering
‘World Gone Mad’ er alt andet end uforudsigelig og spændstig. Ordspillene i sangtitlerne ‘The New Degeneration’ og ‘Happy Never After’ giver et fingerpeg om niveauet for opfindsomheden, som desværre afspejles i musikken. Er ‘One Finger Salute’ så faktisk et af pladens højdepunkter, der både har et solidt åbningsstykke, en interessant melodilinje og et fængende omkvæd, som endda bliver belønnet med en meget mere indfølt frasering, end man har været vant til fra Mike Muir i mange år, så er det bare svært ikke at blive meget træt af linjer som “stick your finger in the air/ wave it like you just don’t care”, og omkvædets “make a fist with your middle finger to the sky” er ikke bare en sammenblanding af floskler, det er også noget vrøvl.
Bedst er ‘World Gone Mad’, når Suicidal Tendencies sænker tempoet og giver sig selv mulighed for at tilføje musikken nogle nuancer, som de skøjter henover i de hurtige crossovernumre. Det er i sange som titelnummeret, ‘One Finger Salute’ og balladen ‘Still Dying to Live’, at Mike Muir får lejlighed til at demonstrere, at han faktisk stadig kan få noget ud af sin notorisk begrænsede sangstemme, der bliver næsten hviskende, når han ligefrem skal ramme toner, men virker så meget desto mere effektfuld. Han får en til at tro på, at han føler en hel masse for en, også selvom han runder pladen af med at messe “this world don’t deserve my love” om og om igen på pladens mest overraskende nummer, den americana-prægede ‘This World’. Her bliver det sine steder overraskende godt midt i al middelmådigheden; det er bare overhovedet ikke nok til at løfte pladen som helhed.
Måske fortjener vi virkelig ikke at have Suicidal Tendencies til at stave vores følelser for os, og måske er det også ovre igen, nu hvor Mike Muir har annonceret, at det bliver den sidste plade, i hvert fald for nu. Men det er altså også meget muligt, at vi bare ikke længere har brug for ham til at gøre det.