Fed musik, tam udgivelse

Fed musik, tam udgivelse

Children of Bodom har samlet de seneste 15 års bedste numre og udsendt en opsamling. Var det virkelig nødvendigt?

Titel
Holiday at Lake Bodom (15 Years of Wasted Youth)
Dato
21-05-2012
Distributør
Trackliste
01. Hate Crew Deathroll
02. Shovel Knockout
03. Hate Me
04. Everytime I Die
05. Needled 24/7
06. I'm Shipping Up to Boston (cover)
07. Sixpounder
08. Warheart
09. Roundtrip to hell and Back
10. Trashed, Lost and Strungout
11. Living Dead Beat
12. Deadnight Warrior
13. Blooddrunk
14. Follow the Reaper
15. Are You Dead Yet?
16. Silent Night, Bodom Night
17. Jessie's Gil (Cover)
18. In Your Face
19. Angels Don't Kill
20. Downfall
Karakter
2

Alexi Laiho er ubetinget Finlands største rockstar, og efter at have lyttet til de tyve numre på ’Holiday at Lake Bodom’, er man da heller ikke i tvivl om hvorfor. Den blege finne kan spille spade som de fleste andre guitarister kun kan drømme om. Hvilket Laiho fornemt demonstrerede under sidste års glimrende koncert i Vega.

På 15 år er det blevet til 7 studiealbummer. Herfra er 18 gamle numre udvalgt til denne udgivelse, hvor de har fået selskab af to nye covernumre. Alle de kendte sange er inkluderet, fra debutnummeret ’Deadnight Warrior’, til alle klassikerne som ’Hate Me’, ’Hate Crew Deathroll’, ’Blooddrunk’ og ’Living Dead Beat’.

Til lidt undren er ’Lake Bodom’, et nummer der i den grad definerede COB's helt egen stil, udeladt. Sært når man tager opsamlingens titel i betragtning.

Der er sjældent set at bands i den ekstreme metalgenre udsender greatest hits, så spørgsmålet er, om der overhovedet er brug for den her udgivelse?

For det første kan man indvende, at de allerede har udsendt to liveskiver, hvoraf de fleste numre herfra også er at finde. For det andet er målgruppen jo ikke just ”Bamses Venner-segmentet”, der lige kaster en opsamlingskive i kurven nede i Føtex. Så er man fan og har bagkataloget stående hjemme i reolen, er det ikke meget at hente her, udover de førnævnte coversange. Til dels en udmærket version af Dropkick Murphys ’Shipping up to Boston’, og ellers en pinagtigt ringe udgave af Rick Springfields ’Jessie’s Girl’, hvor man enten skal være hardcore fan, tonedøv eller med i bandet, for at synes at dét er en sjov gimmick at inkludere.

På den anden side: Er man ny i COB's univers, eller fik man bare taget sig sammen til at købe skiverne, ja, så er udgivelsen her da såmænd en udmærket investering.

Billig løsning?

Der er inkluderet en DVD, som desværre ikke fulgte med min anmelderversion, men som angiveligt skulle indeholde optagelser fra turnelivet, inklusiv en ”never-before-seen-music video” (wow!?) til ’Shovel Knockout’, som ikke er mere uset, end at den kan ses i bunden af denne anmeldelse.

Umiddelbart lyder DVD’en som en tam omgang, altså hvorfor faen’ fylder man den ikke ud med alle deres musikvideoer eller en regulær livekoncert, så der i det mindste er noget at komme efter for de mange fans COB nu engang har verden over? Sløvt!

Musikken taler dog for sig selv, og er bestemt fem stjerner værdig, men udgivelsen er simpelthen for overflødig og uinteressant.

Den "aldrig før sete" video til 'Shovel Knockout':