Et forvitret tårn uden spir

Ferocity - The Hegemon - cover

Ferocity er tilbage efter syv år med et album, der har lidt af alt det gode og døde, men mangler det højdepunkt eller to, der ville sætte det smuldrende kranie på toppen af ligbunken.

Kunstner
Titel
The Hegemon
Dato
13-03-2020
Trackliste
1. Reminiscence of a Tyrant
2. Embracing the End Times
3. Defying the Hegemony
4. An Age of Turmoil
5. The Great Dying
6. Feeding the Hatred Flame
7. March of the Berserker
8. The Silent Agitation
9. Trembling the Gates of Treason
Forfatter
Karakter
3

– Ferocity? Seriøst? Altså, Ferocity Ferocity? Det der dødsmetalband oppe fra Aalleren af?

Ja sgu.

– Dem har man ikke hørt om i en evighed. Var de ikke gået i opløsning?

Tjo, ved du hvad: Det kunne vi faktisk også godt forledes til at tro. For det er bestemt et par dage siden, den nordjyske kvintet har givet lyd fra sig. Ferocity stak første gang hovedet frem i en periode, der for denne skribent har indskrevet sig som en af de svagere tidslommer i dansk dødsmetals historie. Da 00'erne blev til 10'erne, havde de helt store helte i Hatesphere og Illdisposed, i hvert fald kommercielt, udlevet deres bedste alder, yngre himmelstormere som Aphyxion og Baest var knap buksemyndige endnu, og i den københavnske undergrund var et band som Undergang først lige ved at være færdige med at smøre sig ind i gravrust og råddenskab.

Ferocitys generation af dødsmetalbands talte grupper som Crocell, Deus Otiosus, Dawn of Demise, Invisius og By the Patient. Sådan set alle habile navne, men samtidig også bands, som nok aldrig bliver kanoniserede som dansk dødsmetals vigtigste kunstnere, når vi når til den yderste dag, og samtlige medlemmer af Det Danske Jydedødskompagni mødes på en pløjemark uden for Tilst for at vedtage, hvilke fem danske metalplader vi skal høre på busturen durk ned i Helvede. Også selv om det i specielt Crocells tilfælde kan synes noget uretfærdigt.

Men nåja, Ferocity.

Sidst vi hørte fra nordjyderne, var i 2013, hvor andenpladen 'The Sovereign' som nævnt ovenfor ikke fik den voldsomme opmærksomhed fra andre end de mest inkarnerede dødsmetal-entusiaster. Derfor er det tilgiveligt at tænke, at Ferocity er sådan et band, man måske aldrig ville komme til at høre mere til end de par plader, det trods alt blev til, efterhånden som bandmedlemmerne blev ældre, og realkreditlån og forældreintra var fænomener, der pludselig blev vigtige. Indtil nu, altså, hvor 'The Hegemon' ser dagens lys. En plade, der sandelig har været længe undervejs; ikke mindst fordi den ifølge det medfølgende pressemateriale allerede blev indspillet for to år siden, men åbenbart har skullet gære og lige få luft, inden den måtte kastes i grams til offentligheden.

Det er nu ikke, fordi 'The Hegemon' er lyden af hverken 2020, 2018 eller de spæde 2010'ere, hvor bandet sidst huserede. I stedet er pladen præget af en lyd, der låner bredt fra de mest gængse 90'er-tendenser i dødsmetallen. Der er newyorker-død a la Immolation, komplet med tunede grønthakker-riffs i 'Reminiscence of a Tyrant' og 'Defying the Hegemony'. Lidt mere harmoni og groove a la At the Gates' tidlige udgydelser i 'Embracing the End Times' og 'The Great Dying', adskillige velmenende nik i retning mod Floridas Fede (halv)Femsere og sågar også tendenser til tremolo-riffing og tidlig satan-metal hist og her. På toppen af den langsomt rådnende lagkage ligger (nu tidligere) forsanger Kasper Wendelboes kagemonster-growl, som denne skribent ni ud af ti gange ville forveksle med Illdisposeds Bo Summer. Det er virkelig, virkelig tæt på et match.

Og helt ærligt, det lyder jo bare pissegodt med sådan en blanding af alt det bedste fra dødsmetallen, sat sammen på én og samme plade, hva'?

Ja, jo. I teorien. For skal man indvende noget mod 'The Hegemon' som helhed, er det, at det hele lyder velkendt. Det er alt sammen fint nok, at det lyder som noget, vi egentlig bare rigtig godt kan lide. Men ja, det lyder som noget. Det er det ikke. Og deri ligger forskellen. Ferocity genbruger mange af de mest virkningsfulde dødsmetalbyggesten, men det rå og forvitrede tårn, de får stablet op, mangler sit spir. Et særpræg, et højdepunkt, noget, der for alvor falder i øjnene. Pladen igennem er solid dødsmetal, men der er intet, der stikker ud fra den fræsende, groovende, hvinende og dugadugabankende lighøster, der er 'The Hegemon'. Maskineriet brager fremad, men der mangler lige den klinge, der skyder ud, stikker dig en snitter og gør rigtig ondt.

Trods de små kendetegn fra denne og hin 90'er-dødsmetaltendens, der relativt gnidningsfrit blander sig, løber numrene alligevel sammen som én masse der, en rimelig frisk produktion fra Tue Madsen til trods, stadig mest af alt lyder som noget, man har hørt mange gange før. Og en god del af de mange gange har hørt noget bedre. Ferocity-holdet kan godt spille død. De kender deres historie, deres forskellige skoler og særpræg og forstår at få enkeltdelene til at smelte sammen.

Men det halter med at skrive sig frem til noget rigtigt huskværdigt, som står tilbage, når man for Satan ved hvilken gang har lyttet sig igennem pladens ni numre. Trænger man til en gang baggrundshøvl, mens man klipper ærmerne af de sorte T-shirts, som har gemt sig bagerst i skabet, og mindes tiden, som engang var, fungerer Ferocity fint. Vil man mere end det, er 'The Hegemon' nok ikke det bedste valg. Så er der originaler fra 90'erne, som vil det mere end de genopstandne nordjyder.