Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kejserens nye klæder

Updated
FFAA

Fit for an Autopsy har udgivet Gojiras bedste udgivelse siden ‘L’Enfant Sauvage’ – det er bare pisse ærgerligt, at Fit for an Autopsy ikke er Gojira.

Titel
Oh What the Future Holds
Trackliste
Oh What the Future Holds
Pandora
Far From Heaven
In Shadows
Two Towers
A Higher Level of Hate
Collateral Damage
Savages
Conditional Healing
The Man That I Was Not
Karakter
3

Der sker så meget spændende inden for deathcore i disse år. Nyt liv og nye ideer blomstrer, nærmest sprudler. Taget genrens udgangspunkt i betragtning, er der noget livsbekræftende i, hvor meget udvikling vi egentlig ser. Hvor lidt Thy Art Is Murder-deathcore, der udkommer, og hvor meget genren ekspanderer i musikalsk udtryk. Til en grad, hvor det til tider er svært at fastholde genre-definitionen.

Whitechapel er et godt eksempel på et tidligt deathore-band, der stadig bærer den fuldstændigt fejlplacerede genre-label. Deres inklusion af alternativ- og nu-metal har for længst ekskluderet bandet fra at spille såkaldt deathcore. Det svarer til at kalde Metallica for et thrash-band.

Men hvor går grænsen egentlig? For amerikanske Fit for an Autopsy er grænserne for længst udviskede. Det blev de allerede på sekstettens 2019-udgivelse, ‘The Sea of Tragic Beasts’. Et udgangspunkt som bandets sjette fuldlængdeudgivelse bygger videre på. Men modsat Whitechapel er det ikke den alternative metal, der dominerer, men derimod et tech-død-inspireret univers.

Fransk inspireret teknisk dødscore
Det må siges, at det generelt lykkes for guitaristerne, Will Putney og Pat Sheridan, at riffe deres band ind i det næste årti. ‘Oh What the Future Holds’ har pondus, vigør og solid sangskrivning. Der er flere stærke kompositioner, masser af stærke breaks og den følelse af håbløshed, som pladen søger at fremtvinge. Alt i alt en succes i sig selv, for det amerikanske band.

Der hvor kæden knækker med en massiv kraft, er bandets vanvittige mangel på selvstændighed og ditto egen iderigdom. Det er nærmest utilgiveligt, at der bliver skuet SÅ meget ind i Gojiras bagkatalog og tilsvarende stjålet med arme og ben.

Nuvel, der er plads i markedet. Gojiras seneste udgivelse, ‘Fortitude’ var ikke ligefrem en vanvittig interessant oplevelse. Der er plads til et teknisk dødsmetal band, der kan overtage pladsen  – og Fit for an Autopsy gør et fremragende forsøg på at tage den plads.

Der er bare forskel på at lade sig inspirere og direkte stjæle. Og der skal ikke være nogen tvivl om, at her er vi ude i et rent Oceans-Eleven heist. Det selvom vi skal lidt længere tilbage i Gojiras bagkatalog.

Det kan høres fra åbningsnummeret, og bliver kun tydeligere og tydeligere gennem udgivelsen. Første stik er første-singlen ‘Far from Heaven’, der lyder som Gojira fra første riff. Det er Josean Ortas gang på trommerne, vokal-præstationen og sangens opbygning. Alle elementer, der skriger fransk, teknisk dødsmetal.

Næste stik er ‘Two Towers’. Man skal ikke længere end det indledende riff, før referencen er klar - og når først omkvædet rammer, kan man næsten høre Joe Duplantier.

Det tydeligeste og nært tarveligste stik, er dog Fit for an Autopsys deciderede rip-off af ‘The Art of Dying’. Ikke at ‘A Higher Level of Hate’ nogensinde nærmer sig den perle i Gojiras bagkatalog, men introen i sig selv er så tydeligt inspireret, at korthuset falder sammen.



Men han har jo intet tøj på?
Det er her Fit for an Autopsy for alvor fejler. For der er jo ikke et godt Oceans-Eleven heist, hvis banden bliver taget med bukserne nede uden et fornuftigt modsvar eller twist. Og der er intet twist på ‘Oh What the Future Holds’. Der er nærmere Egon Olsen tur/retur til Vridsløselille.

Når først tæppet er trukket væk, er der ingen vej tilbage. Kejseren har intet tøj på, og pludselig kan man høre Gojira gennem hele pladen – og så kan man jo ligeså godt lytte til Gojira?

‘Oh What the Future Holds’ er en god plade, men den er det på en forkert præmis. Det er ikke godt nok, at være gode til at være Gojira – heller ikke nu, hvor Gojira selv har problemer med den del. Og slet ikke når det er så kalkuleret et rip-off, som det er i denne sammenhæng. Det er en skam, for Fit for an Autopsy leverer på denne plade måske noget af den bedste sangskrivning, de har præsteret. Men hvad hjælper det, når kejseren ikke har tøj på?