Foo føj da!

foo-fighters-medicine-at-midnight-1612210187-1000x1000

Dave Grohl er så sympatisk en type, at han ikke engang ville kunne lave en rigtig stinker af en plade, selvom han prøvede. Men nøj, hvor han ellers prøver.

Kunstner
Titel
Medicine at Midnight
Label
Genre
Trackliste
1. Making A Fire
2. Shame Shame
3. Cloudspotter
4. Waiting On A War
5. Medicine At Midnight
6. No Son Of Mine
7. Holding Poison
8. Chasing Birds
9. Love Dies Young
Karakter
2

Dave Grohl er en helvedes karl. Alle er enige om, at uanset hvad, så er han en rar fyr. Nede på jorden, sjov, ekstremt sympatisk. Det ville være til at brække sig over, hvis han ikke også bare gjorde godt – fyren har givet Pat Smear fra Germs et fast arbejde, når han ville have det, i snart tre årtier, selvom ingen strengt taget kunne kræve af ham, at han gjorde det; han spillede med Queens of the Stone Age på deres bedste plade, da de ikke kunne finde ud af at få en trommeslager – og hvis han ikke samtidig var fejlbarlig. Hey, kan I huske dengang, hvor han faldt ned af scenen til en koncert Gøteborg? Og hvor han så hyrede en stuntman til at gentage det, da han spillede samme sted nogle år senere?

Seriøst, hvem kan ikke lide Dave Grohl?

Det gør det ikke lettere at forholde os kritisk til de nu ti plader, han har udgivet med Foo Fighters. Egon Holstad fra I Tromsø skrev om den seneste, ‘Concrete and Gold’, en forbilledlig anmeldelse, som der strengt taget ikke er meget at føje til. Bortset fra at det altså ikke lykkedes ham at stoppe Dave Grohl og resten af den sympatiske forsamling i at udgive nye rædsler.

For når det kommer til stykket, er ‘Medicine at Midnight’ i al sit væsen en skrækkelig plade. Selvfølgelig er alt galt med den. Det ville være forrykt at forvente andet af den: Foo Fighters’ selvbetitlede debut fra 1995 var sådan set en charmerende nok collegerock-plade, men allerede på efterfølgeren, ‘The Colour and the Shape’, begyndte stadion-vammelheden at vise sit ansigt i en sang som ‘My Hero’.

Men selv på dét punkt er det svært at afskrive Foo Fighters som rent affald: Bandet fornyer sig faktisk, prøver ting af, sætter sig selv på spil. Også på ‘Medicine at Midnight’. 

‘Shame Shame’, der kom som singleforløber tilbage i november, er i sin form, sin lyd og sin rytmik tættere på den innovative del af moderne r’n’b med pizzicato-violiner, der får den til at minde om Timbalands fuldstændigt urørlige produktion af Justin Timberlakes ‘Cry Me a River’. Den er så bare spillet af et knap så elegant og smidigt rockband. Faktisk minder det lidt om komedieseriernes karrikatur af den lidt kvabsede, lidt kiksede, men egentlig meget sympatiske familiefar, der prøver at være sexet i soveværelset.  

Ikke desto mindre viser det, at Foo Fighters ikke vil affinde sig med bare at være Foo Fighters. Jo, størstedelen af sangene på ‘Medicine at Midnight’ er fantasiforladt lige-ud-ad-landevejen-rock med tilforladelige melodier og lige lovligt opskruede omkvæd. Det er tænkt opløftende og medrivende, og intet kunne være mere ligegyldigt end sange som ‘Waiting on a War’, ‘No Son of Mine’, og hvad de ellers hedder, der minder om noget, man har hørt et andet sted på FM-båndet. Balladen ‘Chasing Birds’ virker som en strøtanke, at, nåh ja, der skal da vist også være en ballade med, det laver vi lige. Det er ikke som sådan nedslående, det er ikke engang rigtig vammelt eller anstødeligt, det er bare dybt unødvendigt.

Der, hvor ‘Medicine at Midnight’ trods alt er interessant, er i de tre sange, der skiller sig ud. ‘Shame Shame’ er næsten modigt for et band 25 år inde i sin karriere med et kæmpe publikum, der elsker dem for alt andet end sådan noget. Men på den anden side netop også forventer, at Foo Fighters prøver nye ting af med et glimt i øjet.

Så det gør de: Titelsangen imiterer Duran Duran, og det er der ikke noget i vejen med, mens ‘Making a Fire’ åbner pladen med et groove og et kor, der giver tykke 70’er-vibes. Jeg forestiller mig, at det må være sådan en sang, hvor deres fans tror, at nu får de virkelig den fede 70’er-rock, fordi de ikke ved bedre.

Og det er selvfølgelig dybt uretfærdigt at bedømme et band på ens fordomme om deres fans. Men det her lyder, som om det er lavet til mennesker, der egentlig ikke magter at høre rock, men stadigvæk godt vil opfatte sig selv som nogen, der kan lide at fyre den af engang imellem. Tage en lyserød skjorte på til Funky Friday.

‘Medicine at Midnight’ er ikke en usympatisk plade. Men den storsmilende velvilje, den byder sig til med, er decideret kvalmende.