Når supergruppen er super

Friends-of-Hell-Orchard-scaled

Orker man endnu en supergruppe? Inden for en gammeldags doom-genre, der efterhånden er et sæt fladtrådte klichéer? Ja, det gør man åbenbart, når resultatet er så godt som Friends of Hells første album.

Titel
Friends of Hell
Dato
18-03-2022
Genre
Trackliste
1. Out With The Wolves
2. Shadow Of The Impaler
3. Into My Coffin
4. Gateless Gate
5. Friends Of Hell
6. Evil They Call Us
7. Orion’s Beast
8. Belial’s Bell
9. Wallachia
Forfatter
Karakter
4

Der er mange grunde til på forhånd at være skeptisk over for Friends of Hell og deres selvbetitlede debutalbum, der udkom tidligere på året.

Grunde til skepsis
For det første er Friends of Hell en såkaldt supergruppe, og den slags er næsten aldrig fedt, heller ikke når det er folk, der kan deres kram. Her er det den overtatoverede trommeslager Tas Danazoglou, mest kendt for at håndtere bassen i Electric Wizard i årene omkring 2010 og for vokal og tidligere trommer og bas i blackthrasherne Satan's Wrath, der har slået pjalterne sammen med den spanske og ikke vildt kendte guitarist Jondix (Mercury Gates), bassist Taneli Jarva (ex-Sentenced, ex-Impaled Nazarene, ex-The Black League og med i Diavolos med Danazoglou) samt sanger og doom-folkehelt Albert Witchfinder (Opium Warlords, ex-Reverend Bizarre og meget mere). Når man indleder en anmeldelse (og pladeselskabet en pressemeddelelse) med sådan en opremsning, får man altid en fornemmelse af, at et eller andet inferiørt sideprojekt skal sælges på medlemmernes øvrige meritter i stedet for på musikken.

For det andet udkommer albummet på Rise Above Records, som mange af en eller anden grund anser for et kvalitetsstempel i sig selv. Men dét er ved at være længe siden; de udgiver sjældent katastrofalt ringe plader, men hvornår har de egentlig sidst udgivet noget, som var rigtig godt? Nej, jeg kan heller ikke huske det, men medmindre man er meget venlig skal vi omkring ti år tilbage.

For det tredje spiller de – som coveret og det Witchfinder General-refererende bandnavn ikke bare antyder, men hamrer fast med en af de der træpæle, man slår vampyrer ihjel med på film – en form for klassisk, 70'er-inspirereret doom metal, hvor der efterhånden skal meget til for at imponere lytteren, fordi der er kommet så mange og så middelmådige plader de senere år. Fordi genren har så distinkt en lyd og kan være ret formularisk, er det også en genre, hvor det er nemt at lave noget, der lyder passabelt og lever op til klichéerne, men svært at lave noget, der hæver sig over den grå masse i genrens kreative dødvande.

Klichéer er der masser af på 'Friends of Hell'. Førnævnte cover, der citerer gamle Hammer Horror-film. Sangtitlerne. At et omkvæd (i 'Gateless Gate') indledes med "Do what thou wilt shall be the whole of the law". Al den sleazy tegneseriesatanisme i teksterne.

At æde sin skepsis
Men irriterende nok – hvem bliver ikke irritable, når virkeligheden ikke svarer til ens velbegrundede fordomme? – er 'Friends of Hell' et røvhamrende fedt album, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt et album i genren, jeg har siddet og rocket så meget med til.

Forskellen fra de andre bands i genren ligger ikke så meget i det musikalske udtryk, selvom Friends of Hell har en undertone af noget mere farligt og reelt ondsindet og mørkt, lidt Venom- og Bathory-agtigt, end den lidt bongede vibe, mange andre afgiver. Heller ikke selvom Friends of Hell er knusende tunge.

Det ligger i sangskrivningen, de formidable vokalmelodier og det overskud, Friends of Hell spiller med. Et eksempel på dét kunne være afslutningsnummeret 'Wallachia' (pladens langsomste nummer), der bliver direkte episk under guitarsoloen, og hvor Danazoglou på én gang buldrer derudad på gryderne og samtidig hele tiden laver lækre detaljer og små fills. Jondix' guitarspil her og Witchfinders vokal – i munden på en mindre god vokalist havde pladen ikke været nær så god – taler ligesom for sig selv.



På 'Into My Coffin' kommer Mercyful Fate-inspirationen tydeligt frem, og også den slags elementer er med til at give Friends of Hell en lidt anden aura end ellers i genren.



Når man går til klichéerne med så stort et overskud og derudover har så god sangskrivning, som Friends of Hell (Jondix og Danazoglou står for den del) har, når bandet både rykker, er farlige og har hooks i overflod, og når den beskidte produktion inviterer til at høre pladen højt, ja, så er det svært ikke at lade sig begejstre og rive med.

Friends of Hell er selvfølgelig hverken originale eller nyskabende. Til gengæld har de alligevel deres egen lyd. Det er et rasende godt debutalbum, hvis ellers lytteren kan leve med, at det i så høj grad er en genreplade. Hvis ikke man kan det, så forstår man det nok heller ikke alligevel.