Frisk fra under stenen
Populær
Ok, hvem fanden har flyttet den sten, som Walls of Jericho har dvælet under i de sidste otte år? Det er i hvert fald sket, og det har gjort dem sure. Dejligt sure!
02. Illusion Of Safety
03. No One Can Save You From Yourself
04. Forever Militant
05. Fight The Good Fight
06. Cutbird
07. Relentless
08. Damage Done
09. Reign Supreme
10. Wrapped In Violence
11. Anthem
12. Beyond All Praise
13. Probably Will
Walls of Jericho begyndte helt tilbage i 1998, og efter en plade og en pause på et par år udgav de yderligere tre plader. 'The American Dream' blev den sidste i en rum tid.
Nu er de tilbage, og der er ikke meget, der tyder på, at bandmedlemmerne har brugt tiden på at udforske forandringerne i det musikalske landskab, der er sket siden. Stilen er den samme amerikanske form for metalcore, som de har hyldet fra begyndelsen, og som vi også kender fra bands som Hatebreed. Det er tungt, det er klinisk, det er vredt – men skide i bukserne af overraskelse, det kommer lytteren næppe til.
Når det er sagt, så er det faktisk en ganske veloplagt omgang. Der er masser af energi, og den bomstærke frontkvinde Candace Kucsulain leverer et bistert vokalarbejde, der fra start til slut emmer af overskud og selvsikkerhed, og det er med til at hæve udgivelsen over det jævne.
Sangene er skarpt skåret, og man får både tempo og tyngde at glædes ved. Og ja, der er ikke meget nyt under solen her, men leveringen er så ærlig, at det er svært ikke at overgive sig. Bedst er de, når de nærmer sig (men aldrig forfalder til) det melodiske, som på midttempobaskeren 'Fight the Good Fight' og på den majestætiske og stemningsfulde 'Reign Supreme' – albummets nok bedste sang. Det er tydeligt, at folkene bag ved, præcis hvordan vrede skal doseres.
Ligesom på forgængeren 'The American Dream' slutter albummet med et clean-vocal-track, der med samplerklaver og -strygere sovset ind rumklang desværre giver seismiske udslag på cheese-o-meteret. Synd af flere grunde: Dels er det tydeligt, at de ikke er på hjemmebane i det symfoniske; dels får det energien til at ebbe uklædeligt ud; og endelig understreger det, at bandet ikke har fundet på noget som helst nyt i otte år, siden de vælger den samme form for outro som sidst.
Men selv om nyskabelserne ikke just har spiret der under stenen, hvor de har boet i al den tid, så understreger udgivelsen, at de, som en anden slags musikalske bænkebidere, er rigtig gode til at være det, de er, nemlig energiske og vrede over at se dagens lys igen. Og den slags er jo altid underholdende.