Gennemgribende finsk
Populær
Tag alt det bedste fra Finland og ryst det sammen med sikker hånd - ender det ligeså godt som Insomniums nye album, så har du gjort det helt korrekt.
Det vil egentlig være fuldt forståeligt, hvis nogen går rundt og mener, at melodød er sådan lidt passé. I midthalvfemserne blev lige netop denne, i høj grad svenske, stil populær, og den blev anført af originale og nyskabende bands som In Flames, Dark Tranquillity og til dels At the Gates, som dog valgte at stoppe før boomet af kloner toppede.
Der har da også været langt mellem snapsene de senere år i lige præcis denne genre, og In Flames har forlængst ændret så meget på sin stil, at det er svært at høre, hvor de kom fra. Dark Tranquillity står lidt mere ved sit udgangspunkt, men her er der også sket væsentlige ændringer.
Finske Insomnium har med 'One for Sorrow' bevist, at det ikke er genren, den er gal med. Her er håndværket og sangskrivningen nemlig i orden, og så lever den dejlige lyd af growl og stort anlagte melodier igen.
Melodisk og uhyre melankolsk
Men de er nu heller ingen klon af hverken In Flames eller Dark Tranquillity. Når der så alligevel lige er lidt, der lyder lidt derhenad, så er det i form af sidstnævnte og måske albums som 'The Mind's I' eller 'Damage Done'. Ellers er udtrykket mere finsk og i Finland har sansen for melodi også altid eksisteret - gerne i en endnu mere melankolsk og storladen stil.
Insomnium har lidt Omnium Gatherum over sig - hvilket er ganske passende, når nu bandet her efter release har set sig nødsaget til at finde en ny guitarist, for ham har de hentet i dette ligeledes finske band. Men Insomnium sigter højere og mod større følelser end Omnium Gatherum, så når melodierne går op i en højere enhed og passagerne uden vokal får lov til at blive lange, så rammes lyden af et andet succesrigt finsk band: Ghost Brigade. Og skiftene mellem den mere klassiske melodød og det storladne og smukke fungerer formidabelt.
Heller ikke det hedengangne Sentenced kan undse sig at blive indirekte hyldet. Flere gange rammer Insomnium noget, som kunne være snydt ud af næsen på Sentenced. Allerede i introen 'Intertia', og ekstremt tydeligt i riffet på "ren" guitar i starten af 'Only One Who Waits', kommer der kærkomne flashback til den desværre afdøde guitarist Miika Tenkula og hans kolleger i Sentenced.
'One for Sorrow' røber allerede i titlen sin melankoli. Og det er dette finske vartegn, som sammen med smukke melodier og velvalgte mere tempofyldte passager med hæst growl, ender ud i et aldeles glimrende melodisk dødsmetal-album. Melodød har muligvis toppet, men der er stadig store lyspunkter indenfor genren. Herligt!
Finnerne har begået en video, som det skal siges har mere ren vokal end resten af albummets sange er prydet med: