Gentagelse og genfortælling

Populær
Gentagelse og genfortælling

Agallochs længe ventede 5. udspil introducerer endnu flere elementer til deres kendetegnende fusion af genrer, og har med det skabt en konceptuelt fuldendt perle i rækken af gode albums.

Kunstner
Titel
The Serpent And The Sphere
Trackliste
Birth And Death Of The Pillars OF Creation
(serpens caput)
The Astral Dialogue
Dark Matter Gods
Celestial Effigy
Cor Serpentis (the sphere)
Vales Beyond Dimension
Plateau Of The Ages
(serpent cauda)
Karakter
5

‘The Serpent And The Sphere’ er Agallochs første fuldlængde album siden deres gennembrud, om man vil, fra 2010, ‘Marrow Of The Spirit’. Gennembrud forstået som at de nåede Pitchfork-sfæren, fordi deres dark ambient/neo-folk/black metal kommer nok aldrig helt at ramme mainstreamen. Musikken er en amalgam af genrer, og fastlåser sig aldrig helt på kun den ene; musikken meget passende beskrevet som ‘texturally cohesive yet stylistically amorphous’ - som jeg ikke kan tage æren for, men har læst et sted. Agallochs musik er svær ikke at beskrive i svævende termer, men det bliver heldigvis mindre nødvendigt, når I allesammen løber ud og køber dette album. Det bliver I nødt til.

Første nummer alene kunne bære sin helt egen anmeldelse, men jeg skal gøre det kort. ‘Birth And Death Of Pillars Of Creation’ lægger ud med noget af det følsomste, stillestående, men alligevel skarpe guitarspil, og introducerer den nye bølge af doom, der er skyllet over Agalloch. Uden noget hastværk fyldes lydbilledet med store akkorder og ambient kor, inden det stilner af igen og vender tilbage til den enklere guitar, inden doomen tager over helt, og vugger stille og roligt videre. Uden at stagnere, hvilket er det fantastiske ved Agallochs flair for dynamik og roligt tempo. Musikken er afslappet melodisk og fascinerende, inden John Hauhgms black vokal bryder ind i sangen, understøttet af fornævnte messende kor. Suspense-opbyggende fortsætter sangen indtil Haughms ikoniske vræl i en optakt der leder tilbage til det rolige, og sådan bliver Agalloch ved med at overraske og imponere. Uden dog at stritte i alle retninger, for udtrykket er samlet.

Andet nummer, (serpens caput), er det første af tre mellemstykker, komponeret og spillet af Nathanael Larochette fra Musk Ox, og rammer albummet ind i en akkustisk sammenhæng. De spejler også albummets artwork med den snoede slange, hvis hoved og hale mødes, mens resten af kroppen flettes på midten. Serpens caput (hoved), cor serpentis (hjerte) og serpens cauda (hale) samler således albummets fortælling, og lur mig ikke om tekstuniversitet ikke gør det samme.

Som kontrast, men mere lig Agallochs ældre materiale, tordner ‘The Astral Dialogue’ ind i fortællingen med først shuffle-, siden 6/8- og dobbeltpedalrytmer. Stemningen fra de enklere doomriffs fra første nummer fortsætter dog, og jeg fristes til at sammenligne med Opeths ældste materiale.

Rotation og fornyelse

Herfra tager ‘Dark Matter Gods’ og ‘Celestial Effigy’ os videre ud i mere storladen rock, lidt melodødske omkvæd, bygger op inden vi kommer til slangens hjerte i ‘Cor serpentis (the sphere)’, og musikken drejer rundt om sig selv, og over i noget der lyder mere som de forrige albums. ‘Vales Beyond Dimension’ flyder siden ind i den 12 minutter lange opus ‘Plateau Of The Ages’, der genfinder doomen, melodien og opsumerer på sin vis resten af albummet i en instrumentel reprise. Med passager der giver déjà-vu, og passager der genfortolker de forrige lag i musikken.

Agallochs musik består nemlig af afsindigt mange lag, som man føres igennem, og ‘The Serpent And The Sphere’ er den perfekte variation over disse. Lagene af ambient, black metal, akkustisk guitar og så videre skiftes om at overtage, for siden at harmonere, alt i en perfekt kombination af overraskelse og repitition. Den bliver ikke et sekund kedelig, især på grund af legen med dynamik og suspense. Jeg har simpelthen intet dårligt at sige om ‘The Serpent And The Sphere’

Den risikerer derimod måske at skuffe fans, der elsker forrige albums mere rå og hårde udtryk, for ‘The Serpent And The Sphere’ er langt blødere i udtrykket, hvilket naturligvis er Nathanael Larochettes tilføjelser for at takke, men jeg synes at det afstemte og doomede klæder dem afsindigt godt. Vi har en kandidat til min årsliste for 2014.