At græde under bruseren

gbsl

Der tudes på livet løs på Self Loather, der føles velkendt og fremmed på en og samme tid.

Kunstner
Titel
Self Loather
Trackliste
1. Convince Me to Bleed
2. Hide from the Sun
3. Shrines of Bone
4. Sanguine Mask
5. A Crystal Lattice
6. Sinew and Vein
7. I hope death finds me well
8. For it is a Veil
9. Unbearable
10. Flickering Wicks of Black
Forfatter
Karakter
4

En ting jeg satte stor pris på ved 'Starmourner', var dens næsten håbefulde stemning — der blev afløst af den mindre optimistiske 'Funeral'. 'Self Loather' åbner det sorte bal med 'Convince me to Bleed', der lægger sig i slipstrømmen af førnævnte, og samler op på flyvskheden, men tro ikke, at det er åndeløs atmosfære det hele. Soloen kunne lige så godt have været fra ethvert heavy metal band, og ville under andre omstændiger have føltes malplaceret. Men den er ikke specielt uventet, med førnævnte plader i baghovedet.

Vi skal dog ikke længere end til næste nummer, 'Hide From The Sun', før DSBM flirten atter indfinder sig. Det sørgmodige keyboardkor og tilhørende guitarspil bliver akkompagneret af en hulkende kvinde, og umiddelbart lyder det som ethvert deprimeret, atmosfærisk black metal band. Men omkring halvvejs dukker CJ McMahon fra Thy Art Is Murder op, og kaster om sig med deathcore. Resultatet er ganske vellykket, for selvom core'n eksisterer uafhængigt i nummeret, går den godt i spænd med Ghost Baths lyd.

Shampoo i øjnene
Den er ellers ikke helt nem at definere. Fra jeg kom ombord på 'Moonlover' til nu, har de haft held til at lokke mig til at lytte aktivt. De er forholdsvis nemme at genkende takket være forsangerens evne til at lyde som en mand, der er gledet i badet, men musikalsk er de gode til at eksperimentere uden at det føles forceret. Et godt eksempel er 'Sanguine Mask', der veksler mellem frostsprængt black metal og melodisk dødsmetal. Strengesektionen er i fokus, og outroens melankoli er med til at fuldende et i forvejen imponerende nummer.

Og den tristesse, der er uløseligt knyttet til Ghost Baths atmosfæriske black metal, er stadig gennemgående på pladen. Selvom de desperate skrig i højere grad er afløst af en mere dyrisk vokal, findes de stadig i sørgmodighedens hestehuller, der gemmer sig rundt omkring på pladen. Men netop fordi kontrasten mellem depression og aggression er større denne gang, betyder det også at nogle af numrene blegner i det gustne lys fra sine søskende. 'Shrine of Bones', 'A Crystal Lattice' og 'Unbearable' fremstår ikke reelt introverte, bare kedelige, og det er ret synd, for de er udmærkede på egen hånd, men ender med at lide under de andres succes.



Gå glad i bad
Jeg har haft det sjovt med at anmelde dem førhen, fordi der er så stor forskel på deres indgangsvinkel til deres egen musik, og jeg er stadig positivt overrasket over, hvordan de favner deres oprindelige lyd, og udvikler på den med respekt for håndværket. Eksempelvis er 'Sinew and Vein' først et klassisk Ghost Bath nummer, men tillægger sig så en jazzet kvalitet, og vokalen er mindst lige så imponerende som instrumenteringen.

Jeg har næsten kun pæne ting at sige om 'Self Loather'. Der er lagt en masse arbejde i at få det til at hænge sammen, og de klaveroutroer, der findes rundt om på pladen, bliver samlet i et instrumentalt nummer, 'I hope death finds me well', der forbereder os på en emotionel sidste tredjedel. 'For it is a Veil' er en udadreagerende omgang black doom, der går godt i spænd med det internaliserede selvhad, der reklameres for allerede i titlen. Det er et glimrende eksempel på mit postulat om deres evne til at mikse forskellige udtryk og stadig ende med et produkt, der ikke er en jammerlig omgang blandingsmisbrug.

Deres formular er fleksibel, men genkendelig, og de har undgået den stagnation mange bands risikerer ved at følge opskriften slavisk. Produktionen viser hensyn til de forskellige subgenrer, og føles skabt med kærlighed. Det klæder dem at brøle smerten ud, mens musikken stamper rundt i de sarte følelser og lader instrumenterne tale; så er man i forvejen fan af Ghost Bath kan 'Self Loather' næsten ikke skuffe. Der er masser af det man kom efter ,og tilpas med nye idéer at blive hængende for.