Reprogram, thanks!
At Hacktivist ikke blev fuldstændigt aflivet efter den forglemmelige debut kan undre. Endnu mere glædeligt er det, at kvintettens opfølger vitterligt har nogle stærke rapmetal-kompositioner.
2. Luminosity
3. Lifeform
4. Amoured Core
5. Turning The Tables
6. Currency
7. Hypderdialect
8. Dogs Of War
9. Ultima Dies
10. Planet Zero
11. How Dare You Exist
12. Reprogram
Det er ikke et spørgsmål om at føre sig frem, ikke et spørgsmål om kriminelle handlinger eller hvor mange damer, der kan laves. Tilsvarende er der heller ingen interesse for at diskutere landsdækkende eller global politik, råbe til oprør eller til kamp mod alskens uretfærdighed – altså det, der typisk definerer rap-metal. Hacktivist er lokalt forankret og mere interesserede i at fortælle de historier, der udspiller sig i den britiske dagligdag i Milton Keynes.
Dét er omdrejningspunktet for kvintettens anden fuldlængdeudgivelse – og det giver i høj grad bandet en distinkt profil. Bandet fremstår langt mere velgrundede end mange af de tilsvarende i kategorien. Et udgangspunkt, der tjener som et solidt grundlag for Hacktivists anden fuldlængdeudgivelse.
Bandets 2016-debut var ikke just et vidunder. ‘Outside the Box’ var det stik modsatte af, hvad titlen angiver. Tidstypisk djent med et lag af rap, der aldrig rigtig formåede at smelte sammen eller skabe en højere enhed. Siden da har den ene rapper forladt bandet – Jot Maxi har overtaget den rå vokal/rap, men påtager sig ellers samme rolle, som Ben Marvin havde.
Det sagt er rappen blevet stærkere, flowet ligger bedre på beatet og passer bedre til de tech-orienterede djent-taps. Hertil har den instrumentale del af bandet ditto haft succes med at skrive nogle langt stærkere kompositioner end på debutten. Numre, hvor de to rapperes elegante vokalføring får det nødvendige rum til at skabe pondus.
Tilsvarende har bandet langt større succes med deres valg af gæster på ‘Hyperdialect’. Landsmanden Kid Bookie gæster den sprudlende ‘Armoured Core’, et af pladens bedste numre. Her står raplyrikken virkelig stærkt. Tilsvarende løfter den tidligere Betraying The Martyrs-forsanger Aaron Matts titelnummeret – endnu en af pladens stærkere kompositioner.
Bedst er dog ‘Turning the Tables’. Et nummer, der indrammer Hacktivists styrke og tydeliggør, hvorfor briternes andet album er markant bedre end debutten. De elektroniske samples, der sender associationer til The Prodigy, Jermaine Hurley og Maxis vellykkede vokalsamspil, god lyrik og et stærkt omkvæd akkompagneret af en gyngende instrumental side. Var hele ‘Hyperdialect’ ligeså velkomponeret, havde det været årets rapmetal-plade.
Hacktivists største udfordring er variation. ‘Hyperdialect’ bliver til tider for generisk, specielt den instrumentale side af den. Stort set samme udfordring havde bandet på debutten. ‘Planet Zero’ eksemplificerer den mangel med en stærk, intens start, der hurtigt overtages af generiske riffs. En maveplasker, hvorved nummeret nærmest falder helt til jorden – trods et vanvidsridt fra de to rappere.
Problemet bliver ditto tydeligt, når man lytter til pladens afsluttende sang, ‘Reprogram’. Et ganske fint nummer, hvor bandet netop skaber noget variation. Hurley og Maxi får mulighed for at stå alene med de indlevende samples uden den konstante guitar-larm. Hvorved det også understreges, hvor meget det ville klæde briterne, om James Hewitt til tider lagde guitaren på hylden og brugte lidt mere tid på programmering. På at skabe musikalsk variation.
‘Hyperdialect’ er et stort skridt fremad for Hacktivist – en decideret overraskelse oven på den forglemmelige debut. Det vidner om et band, der har langt mere at byde på, om end der stadig er meget at arbejde med.