Fagligt møde på klicheernes holdeplads

hankego

Eks-Turbonegro-frontmand Hank von Hell følger sit tidligere band ned ad den tandløse og klichemættede ligegyldigheds slagne vej.

Titel
Egomania
Dato
02-11-2018
Genre
Trackliste
1. Egomania
2. Pretty Decent Exposure
3. Blood
4. Dirty Money
5. Bum to Bum
6. Never Again
7. Bombwalk Chic
8. Wild Boy Blues
9. Too High
10. Adios (Where's My Sombrero?)
Forfatter
Karakter
1

Da Turbonegro tilbage i februar udgav den umådeligt forglemmelige plade ’RockNRoll Machine’, var det bandets anden udgivelse uden tidligere forsanger Hank von Hell. To udgivelser, der uden sammenligning er Turbonegros to svageste album, og som uvægerligt førte til, at man i sit stille sind håbede, at de måske kunne finde sammen med manden med det borgerlige navn Hans-Erik Dyvik Husby igen, så magien fra 90’erne og 00’erne kunne genskabes. Nu giver Hank von Hell så sit bud på, hvordan musik bør skæres nu om dage, og man tager pludselig sig selv i at bede til, at han ikke kommer tilbage til Turbonegro og ødelægger den lille rest af drengerøvet charme, bandets trods alt stadig besidder.

For ’Egomania’ er ikke en god plade. På nogen måde. Det er en rock’n’roll-plade i adstadigt tempo, der låner lidt hist og her fra punk/ska-bølgen fra 1990’erne, som specielt Epitaph Records og nabolandets Burning Heart Records stod bag. Og ligesom bands som Millencolin, Reel Big Fish og Bouncing Souls aldrig har indskrevet sig i rockhistorien, kommer ’Egomania’ heller ikke til det. Man genkender stadig stemmen som tilhørende Hank von Hell, men personaen bag, der har tweaket sit alias fra det norske Hank von Helvete, er fuldstændig væk. De humoristiske og rebelske tekster, der aldrig tog sig selv for seriøst og flirtede med alt, der var depraveret og over grænsen, og som med en skandinavisk frihed og frækhed gik til oprør mod al god smag og politisk korrekthed, er væk og erstattet af tørre, slæbende klicheer. Og musikken er tilpas skabelonskrevet og langsom til, at alles forældre kan følge med uden at blive forpustede.

Det handler om penge (’Dirty Money’), sex (’Bum to Bum’), drugs (’Too High’) og rock’n’roll (‘Wild Boy Blues’). Og det gør det hele vejen igennem på en så ubegribeligt gumpetung og klichefyldt vis, at man næppe tror det muligt. Hank von Hell vil gerne være en rebel, som det bedre borgerskab rynker på næsen ad. Det var han i Turbonegro, og det fungerede. Men på ’Egomania’ er Hank von Hell selv blot en midaldrende mand fra det bedre borgerskab, der imiterer det rebelske segment, han engang var en del af. Og imitationen er uinteressant, politisk korrekt, pæn og renskuret ligegyldighed. Der er ingen kant eller charme, som man så det i Turbonegro på bandets bedste plader.

Hank von Hell har brugt det meste af ti år på at kravle ud af den rendesten af druk og stoffer, han befandt sig i tidligere i karrieren, og han må nu sande, at den sobre, forstandige (med forbehold for mandens sympati for Scientology) Hans-Erik Dyvik Husby er en larmende uinteressant person, set med musikalske briller. Hank von Hell er blevet en dårligt udført pastiche af sig selv med en pladeudgivelse der, selv med ja-hatten godt trukket ned over lyttelapperne, har uendeligt få positive elementer. Faktisk er det kun den blæsertunge ’Blood’, som man bare nogenlunde kan tilgive er blevet indspillet på plade og ikke skyllet ud med badevandet, fordi den i sin klichedrivende opsætning trods alt har noget tyngde, som resten af pladen mangler.

Det mest positive, der er at sige om ’Egomania’, er, at den får Turbonegros seneste plade til at virke helt hæderlig. Selv om det næppe har været intentionen fra den tidligere frontmand.