Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Helge hylder 90'erne

Updated
cover HELGE - Neuroplasticity

Der kæmpes en tabt kamp om pladsen i lydbilledet for Helge, og det er en skam, for der er både gode sange og skarpe duet-kvaliteter på bandets debut.

Kunstner
Titel
Neuroplasticity
Dato
04-03-2022
Karakter
3

Neuroplastisitet er udtryk for at hjernen lærer sig nye færdigheder gennem erfaringer. Helge forsøger at skabe nyt gennem de erfaringer, der kunne læres af den mere atmosfæriske black metal fra halvfemserne. Og der er bestemt også noget, som kunne kaldes nye færdigheder. Men potentialet forløses desværre ikke.

Helge er i øvrigt et finurligt navn til et band, men udover at kunne udledes fra "hellig" så ligger forklaringen også i, at det er fornavnet på bandstifter og guitarist Helge Nørbygaard. Skribentens fysiklærer i gymnasiet hed i øvrigt også Helge, og han fortalte en dag, at hans søn spillede i "sådan et beat-orkester. De hedder vist Rigor Mortis...". Anekdoten kan dateres til 1996/97 og dermed cirka samtidig som Helge Nørbygaard på et kassettebånd indspillede et af de riffs, der er at finde i nummeret 'Thrall' på debuten. Så det er ikke så sært, hvis man som lytter synes, at 'Neuroplasticity' emmer af 90'erne.

God start, god vokal
Åbneren 'Disavow' har en god energi og ræser godt frem i en ret klassisk, ret melodisk black metal og energien i nummeret gør, at det endnu ikke helt opdages, at der er noget indelukket over produktionen. 'Dying to Become...' viser bandets trumfkort i de rene vokaler fra Danny Woe, og som giver nummeret et positivt flashback til In the Woods... og nordmændenes 'HEart of the Ages' skive fra 1995. Udover altså at ramme lidt af den fornemme vokal fra Svithjod, så er der desuden også lighed til den fornemme vokal fra Jón Aldará fra Hamferd/Iotunn.



Det er svært at gemme Danny Woes fornemme stemme væk, den er kraftig og klangfuld, og den står da også distancen i produktionen. Men guitarerne bliver diffuse og kommer ikke ordentligt til orde, og efter endt lytning kan man konstatere, at man har hørt masser af tremolo-guitar og melodier fra guitarerene uden, at de rigtigt har brændt sig fast. Trommelyden er ikke videre spændende og bunden er lidt for fyldig og sammen med guitarernes reverb og lidt baggrundskeys, så efterlades ikke megen plads til dynamik. Bandet har ellers kortene på hånden, og i enkelte sange vises det heldigvis også, at der er et superspændende dynamisk potentiale i mødet mellem de to vokaler. Men set over et hele, så får man nærmest åndenød af det propfyldte mix. I 'Lack of Serotonin' bliver ubalancen i mix/master tydelig, når bassen og dermed det meste af bunden stopper i et riff for først at komme igen 20 sekunder efter. Her opdages det, at det er hele bunden, der fylder alt for meget, for det er nærmest en forløsning i det sekund, den alt for fyldige bund tager et hvil.

Der er hist og her stærke passager fra guitarerne, men fokuset på at skabe enten stemning eller energi gennem metodisk fræsen over strengene bliver lidt for overdrevet og en lækker lead eller bare et solidt riff bliver savnet. 'Venemous Breath' viser vejen og er en fin afslutning, hvor den akustiske intro (man kan sige, at den måtte jo komme til stilen) er velvalgt til endnu et hvil, og så er man klar igen til det ekstensive nummer. Et nummer, der endvidere kommer med flere fine riffs, og gode vokalskift mellem de to sangere. Og bassen får alenetid, og her klarer bunden sig faktisk glimrende, og så endda samtidig med en dragende melodi. Dernæst kommer simple, lækre guitarleads snigende. Et virkeligt godt og spændende nummer!

Så til slut på albummet er Helge tilbage til dét, som albummets første par sange lovede lytteren. Hvis elementerne pakkes lidt anderledes næste gang, så er der store muligheder for Helges musik.