Helhest i målrettet galop

Helhorse_Hydra_Front_3000x3000

Helhorse har genfundet fokus og tanket ny energi. Resultatet er en solid gang metalrock, der med velkendte virkemidler insisterende borer sig ned under huden på lytteren.

Kunstner
Titel
Hydra
Dato
23-08-2019
Trackliste
1. Overboard
2. Avalanche
3. Outcome: Ruin
4. Cycle of Vain Attempts
5. Northern Lights
6. Hydra
7. Crystal Blades
8. Scarlett Meadow Scarlett Brook
9. Under a Bad Moon
10. War Drums
Forfatter
Karakter
4

Nogle af de danske folkesagn beretter om helhesten som en hovedløs, trebenet hest, der spreder død og ulykke for dem, der måtte møde den. De tre ben var også, hvad bandet Helhorse stod tilbage med, efter den stort opsatte, selvbetitlede tredje plade ikke gav dem det kommercielle gennembrud, som bandet havde håbet og forventet ved udgivelsen i 2016. Sludgerock-sekstetten blev halveret, da ambitionerne ikke blev indfriet, og der er næppe noget at sige til, at Helhorse har været nødt til at genopfinde sig selv og sine ambitioner med ’Hydra’. Et nyt hoved og et fjerde ben kom til i form af trommeslager August Vinther Ottsen, og bandet er dermed klar til, nu som kvartet, endnu en gang at forsøge den svære klatretur op ad rangstigen mod anerkendelse og berømmelse.

Skal den opstigning nogensinde ske for Helhorse, så bliver det med ’Hydra’. Bandet har taget et skridt væk fra den mere sludgede del af deres lyd, for i stedet i højere grad at omfavne den store rene rocklyd og de fængende omkvæd, man ihærdigt kan synge med på, også med halvanden dagsration fadøl i blodet. Netop manglen på dette påtalte vi på den seneste udgivelse, og på ’Hydra’ har Helhorse overgivet sig og indset, at vil man berømmelsen og musikerlivet som rockorkester, er sangene med hitpotentiale en nødvendighed. Heldigvis formår de at omsætte den intention til praksis.

De to åbnere, ’Overboard’ og ’Avalanche’, er netop den type sange, der har radiopotentiale, om end det i metalforskrækkede Danmark måske kun kan blive til MyRock-stationen. Tung, groovy og ikke for hurtig og aggressiv metalrock, der brillerer ved sine letlærte omkvæd og samtidig bliver hængende i hovedet, længe efter sangen er slut. Der er stort fokus på at skabe fængende melodilinjer, som har kant uden at blive alt for farlige og forskrækkende for den gennemsnitlige rocklytter. Det er absolut ikke forkert at drage sammenligninger med Volbeats tidlige år, om end Mikkel Wad Larsen er en langt bedre forsanger, end Michael Poulsen nogensinde bliver.

Som med brugen af en George Orwell-reference i sidstnævnte nummer er Helhorses nye, mere rockede udtryk noget, man synes, man har hørt før. Til gengæld kan man, uanset hvor meget man måtte stritte imod, ikke undgå at sidde med følelsen af, at det her bare fungerer. Det virker mere end nogensinde før som et band, der ved, hvad de vil, og både kan og evner at gøre det nødvendige for at opnå det.

Bred buffet af både tungt og let
Helhorse har dog ikke glemt de sludgemetalliske rødder, de udsprang fra under navnet Dødning i 2006. Tunge ’Outcome: Ruin’, ’Under a Bad Moon’, den Mastodon-inspirerede ‘Crystal Blades’ og pladens titelnummer, der er det tungeste input på den 10 numre lange udgivelse, har alle tydelige spor af sludgemetal i sig. Men stadig med et ufravigeligt fokus på at skrive de let huskede metalrock-skæringer, der kan være irriterende pågående og svære at få ud af hovedet, når først de sidder der. Netop Helhorses fokus, deres mål og de midler, det kræver at nå dertil, er hvad der gør ’Hydra’ til en langt bedre plade end forgængeren.

Bevares, der er da også fejlskud hist og her. ’Cycle of Vain Attempts’ er boogierock, som ikke rigtig synes at passe ind i helheden. ’Northern Lights’ er den obligatoriske ballade, der lidt saboterer det tungrockede momentum, pladen indtil da havde opbygget. Og den syv minutter lange lukker ’War Drums’ er et for insisterende forsøg på at bevise, at Helhorse altså stadig kan spille metal, når de vil. Det behøver de nu ikke hverken at bevise eller at ville. Den mere rockede stil, som ’Hydra’ er gennemsyret af, klæder Helhorse, om end der nok skal være en metalpuritaner eller to, der fraskriver bandet baseret på denne plade.

Den alsidige metalproducer Tue Madsens arbejde i mixing-processen gør også kun gode ting for ’Hydra’s lyd. Det er en stor, fyldig rocklyd, som giver bandet en pondus og musikken en tyngde, der ikke lader noget tilbage at ønske fra dengang, de var et par mand mere i startopstillingen. Generelt virker pladen som et harmonisk og gennemtænkt værk, hvor Helhorse for alvor har fundet det udtryk, de vil have. Og lige så vigtigt: Det udtryk, der skal til, for at ambitionerne om livet som musiker kan opfyldes. Der bliver ikke opfundet noget nyt på ’Hydra’, men Helhorse har genopfundet sig selv. Resultatet er en solid metalrock-plade, der trækker på velkendte virkemidler og eksekverer dem aldeles glimrende.