Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Historisk koncert foreviget

Populær
Updated
Historisk koncert foreviget
Historisk koncert foreviget
Historisk koncert foreviget
Historisk koncert foreviget

Da Gorgoroth gik på scenen på Wacken i 2008, var det stort og kontroversielt. Det blev eftertiden også, hvilket betyder, at koncerten nu ser dagens lys under navnet 'God Seed'. Læs med hvorfor og hvorfor du bør eje den!

Kunstner
Titel
Live at Wacken
Dato
27-01-2012
Distributør
Trackliste
01. Procreating Satan
02. Forces Of Satan Storms
03. Teethgrinding
04. Carving A Giant
05. A Sign Of An Open Eye
06. Wound Upon Wound
07. Godseed
08. Of Ice And Movement
09. Prosperity And Beauty
Karakter
5

Gorgoroth var et af de ondeste, hvis ikke det ondeste band i Norge op gennem senhalvfemserne og ind i det nye årtusinde. Det blev dannet af guitaristen Infernus tilbage i 1992 da bølgerne for alvor gik højt i Norge. Naturligvis, fristes man til at sige, er Gorgoroth satanisk helt ind til knoglemarven og forsager enhver tanke om religion. De første plader blev udgivet med forsangeren "Pest", men i 1998 tog "Gaahl" over. Gaahl fik cementeret sin position som frontmand ved at være meget fokuseret på ondskab og gav udtryk for dette i sine interviews. Det kulminerede, da han i 2002 måtte en tur bag tremmer for vold.

Gorgoroth nød godt af denne opmærksomhed, da de blev meget populære og på ryggen af fine plader som 'Incipit Satan' og ikke mindst 'Twilight of the Idols' blev Gorgoroth lige pludselig det største navn indenfor norsk black metal, nu hvor Dimmu Borgir havde valgt en anden retning end den "ægte" sti, som Gorgoroth trofast fulgte.

Men noget gik galt under indspilningerne til 'Ad Majorem Sathanas Gloriam'. Bassisten "King" forlod kortvarigt bandet, mens både Gaahl og Infernus igen begge måtte bag tremmer af forskellige årsager. Efterfølgende fyrede Infernus både Gaahl og King, mens de to andre hævdede, at det var dem, der havde retten til bandet. Alt dette skete i efteråret 2007, men det afholdt ikke Gaahl og King fra at hyre nogle musikere og headline forskellige festivaler i 2008, heriblandt Wacken Open Air.

De valgte at reproducere et legendarisk show fra Krakow i 2004, hvor Gorgoroth gik hele vejen med det store show. Korsfæstede, nøgne modeller på store kors, afhuggede gedehoveder, ild og blod på scenen. Det skabte stor debat i det dybt katolske Polen, hvor gudsbespottelse og religiøs hån er forbudt. For Gorgoroth gav showet bare en endnu større fanbase.

For alle de mange fans af bandet, der ikke var til stede i Krakow den aften i februar måned 2004 var Wacken Open Air 2008 en oplagt mulighed for at få lov til at opleve stemningen og en koncert med "verdens ondeste band." Devilution var på plads på de nordtyske græsmarker og det var i sandhed et show. Flot sat op og sublim lyd midt om natten, der var med til at understrege det mørke tema.

Nu får du muligheden for at eje dette show. Godt nok er Gaahl og King tvunget til at udgive det under navnet 'God Seed', idet Infernus gik rettens vej og fik retten til navnet Gorgoroth. I pressematerialet forsøger bassisten King desperat at få denne retlige beslutning til at lyde som noget positivt for kunstnerne Gaahl og King, men det er reelt ligegyldigt navlepilleri. Det, der skal fokuseres på er sangene og showet. Du får det hele indpakket i en udgivelse med både CD og DVD, så du kan nyde det i både i anlægget og i hjemmebiografen. På CD'en, hvis trackliste vi har gengivet er der knap 40 minutter af koncerten fordelt på ni numre. Hele showet kan derimod nydes på DVD.

Jeg husker tydeligt koncerten og hvor speciel stemningen var. Dengang var det jo stadig "Gorgoroth", omend noget af ondskaben fes ud af Gaahl, da vi så ham fjante forelsket rundt backstage i VIP-området før showet med sin, om muligt, endnu mere tøsede kæreste; en mand, der mest af alt lignede en dreng. Det ændrer dog ikke på, at koncerten var virkelig god, og det er fedt have den til evigt minde.

Showet er flot og musikken er serveret iskold og uden den mindste flig af kærlighed til hverken Gud, Jesus eller andet, der måtte have en fjern relation til religion. Det her var Satans musik. Nyd det!

(billeder fra koncerten af taget af Michael Wiesner og fra pressematerialet)