Et ordentligt spark i metalgrøden
Populær
Det er faktisk røvpinligt det her – i lange tider har dette album ligget til anmeldelse på Devilutions albumhylde og samlet metalstøv, uden at der er sket noget. Det er slemt nok, men det rigtigt pinlige består i, at selv gymnasieautisternes hofblad Gaffa har anmeldt dette metalværk før Devilution. Vi skammer os, gør vi!
Men nu er vi så kommet igennem til anmeldelse af albummet – og undertegnede er glad.
Huntress spiller en rigtig pæn blanding af power metal og thrash metal med et stænk black metal, der især viser sig i nogle af de instrumentale guitarstykker.
Såvel bandets musikalske som fysiske fremtoning tegnes af forsangeren Jill Janus. På det uhyre velproducerede debutalbum er hun alle vegne. Ud over den sædvanlige doblede leadvokal i midten af lydbilledet dukker hun til stadighed op i højre eller venstre kanal med skrig eller på anden måde med supplement til leadvokalen.
Bandets sange er måske – selvom fint velkomponerede – ikke epokegørende gode, men de bliver godt nok afleveret med et ordentligt spark lige i nyreregionen. Jeg kan måske frygte, at bandet rent anmeldermæssigt vil komme til at lide under, at deres forsanger(inde) måske fylder lidt rigeligt – såvel visionært som auditivt – men det bør ikke komme bandet til skade, de leverer varen flot. Og jo, jeg er ikke helt dum – ved sgu godt – og bandet ved sgu også godt, at Jill trækker folk til (I må selv tjekke billederne).
Skal man sammenligne Huntress med andre bands, sådan som man plejer at gøre i anmeldelser, så ligger polske Crystal Viper måske tæt på, ligesom amerikanske Sledge Leather, bl.a. som følge af at begge disse også har kvindelige forsangere.
Men måske skal man mere kigge mod traditionelle amerikanske power metal-bands som fx Iced Earth for en sammenligning.
Under alle omstændigheder – Huntress supporter Dragonforce på Train i Aarhus tirsdag den 23. oktober 2012 – så tjek dem ud der. Jeg glæder mig i hvert fald.