Ikke rigtigt live
Imperial State Electric spiller covernumre til en koncert, som er helt fin, men mildest talt ikke lyder særligt live.
02. Is It Day Or Night?
03. You Can't Do That
04. I Don't Know What I Want
05. Rock And Roll Boogie
06. Sweet Little Sixteen
For fans af Hellacopters var det med sorg, at man måtte se Nicke Andersson lægge det fabelagtige svenske garagerockband i graven. Og med næsten lige stor portion glæde kunne man se Imperial State Electric opstå som en aldeles udmærket aftager i Nickes sikre hænder. Omtrent samme stil, samme sving men bare i en lidt mere poleret udgave.
Af ikke helt forståelige årsager hedder andet udspil – der kun er en EP – ’In Concert!’. Kendere af liveplader vil nok påstå, at den slags kræver et publikum, men enten er fans, tilråb og diverse applauser klippet ud, eller også foregår der en sær svensk joke, som farer henover hovedet på danske anmeldere.
Hyldest til mestre
Det er dog ganske ligegyldigt, hvis man bare går efter at få fremført et par svingende numre – og det er der skam tale om her. Seks af slagsen, alle covernumre og alle lyder som noget Imperial State Electric snildt selv kunne have kreeret og fundet plads til på debuten, der udkom for rundt regnet halvandet år siden.
Men bandets inspiration fra Chuck Berry, The Beatles, og sikkert også The Runaways, The Easybeats, Little Willie John og The Raspberries, som ligeledes bliver hyldet (sidste 4 har denne skribent dog ikke kendskab til), var på omtalte debut meget tydelig, og covernumrene bliver da også serveret med stor respekt for originalen – så stor, at personligheden måske ikke er til stede. Men hvad helvede? Det svinger, og Nicke og Co har ikke lagt skjul på, at de, som de fleste andre, skylder lidt inspiration hist og pist.
Altså en fin lille sag, mens man venter på noget rigtigt og noget originalt.