Krigerisk kaos uden regler

a1396132576_10

Koncertaktuelle Inter Arma, der gæster København til november, har leveret et ambitiøst og komplekst værk, der kræver lytterens fulde opmærksomhed.

Kunstner
Titel
Sulphur English
Dato
12-04-2019
Genre
Trackliste
1. Bumgardner
2. A Waxen Sea
3. Citadel
4. Howling Lands
5. Stillness
6. Observances of the Path
7. The Atavist's Meridian
8. Blood on the Lupines
9. Sulphur English
Forfatter
Karakter
4

Richmond i Virginia har, trods sin placering langt fra de traditionelle amerikanske metal-epicentre, en ganske stolt tradition for at føde bands, der sætter tunge aftryk på scenen på godt og ondt. Lamb of God, GWAR, Alabama Thunderpussy og favoritterne fra Municipal Waste har alle til huse i delstatshovedstaden, mens genrepionerer som Arsis og Pig Destroyer trådte deres barnesko i overskuelig afstand derfra.

Det svært definérbare genre-mash up Inter Arma er nyeste vigtige skud på stammen, om end bandet fra positionen i undergrundens øverste lag har udsendt plader i henved ti år. Fuldlængde nummer fire, ’Sulphur English’, så dagens lys tilbage i april og er Inter Armas indtil nu mest skizofrene, svært tilgængelige, udfordrende og dermed spændende udgivelse hidtil.

Et gammelt romersk ordsprog lyder ”inter arma enim silent leges”, hvilket løst oversat betyder ”i krigstid er der ingen love”. Det er nærliggende at tro, at Inter Arma i dere musikalske udvikling har taget udgangspunkt i netop dette. For bandets udtryk er vitterligt uden love og regler; det er en musikalsk bastard, der rask væk trækker på inspirationer fra både Morbid Angel, Neurosis, Sleep og disses respektive genrer, samtidig med at de ikke er for fine til at tilsætte et skud noise, ambient eller psykedelisk 70’er-rock, hvis det lige måtte passe ind i helheden.

Tohåndsgreb om tungen lige i munden
En kort og dystopisk intro leder ind i ’A Waxen Sea’, et af pladens stærkeste numre, der netop brillerer ved succesfuldt at sammenblande det meste af ovenstående. Lidt noise glider over i bevidst kaotiske blastbeats og skæve trommetakter fra T.J. Childers, mens post-metal og sludge kæmper mod hinanden om at overtage de to guitarspor, og Mike Paparos vokaler stræber efter at lyde som en ung Dave Vincent. Gennem sangens aggressive syv et halvt minut pågår en tiltagende kamp mellem inspirationerne, der som et maleri i bevægelighed konstant flyder sammen og skiftes til at tage teten i Inter Armas voldsomme musik.

Sidenhen byder ’Howling Lands’ på kaotisk noise-rock garneret med store atmosfæriske klange og recitationer, ’Stillness’ er et psykedelisk, spacet LSD-trip med distortion, ’The Atavist’s Meridian’ er hypnotiserende i sine noise/ambient-gentagelser, inden den slutteligt eksploderer i black metal, og pladens naturlige klimaks, titelnummeret, er et overmåde aggressivt livtag med math-rock, hardcore, funeral doom og død a la Behemoth. Skal det være en smule mere simpelt, er ’Citadel’ skæringen, der i foruroligende grad minder om Morbid Angels ’Where the Slime Live’.

Inter Arma er en størrelse, der er svær at putte i en kasse. Inspirationerne er mange, og bandet evner at få de mange stilarter til at smelte sammen i flydende overgange, hvor de skarptskårne hjørner er slebet af, og skiftene i genrerne foregår organisk og harmonisk. Hvor kaotisk bandets musik end måtte lyde, når den beskrives, fremstår den langt mere sammensmeltet og fleksibel i praksis. Trods de store forskelle indbyrdes mellem numrene er ’Sulphur English’ stadig en enhed; en gennemarbejdet plade med en rød tråd.

Men ’Sulphur English’ er også en plade, der bør nydes med omtanke. Fraset de to instrumental-intermezzoer ’Bumgardner’ og ’Observances of the Path’ ligger alle numre og roder mellem 7 og 13 minutter i længden. Det er lange musikalske ekspeditioner, som kræver konstant opmærksomhed for at komme til deres ret. Inter Arma er ikke lettilgængeligt. Der er intet hitpotentiale. Du sætter det ikke lige på en fredag aften til en hyggebajer. Det kræver en konstant indlevelse i musikken, som uden tvivl er tiltænkt fra Inter Armas side, og som både er pladens styrke og væsentligste svaghed. Hvis du ikke vil leve dig fuldstændigt ind i musikken, kan du lige så godt lade være at prøve.