Jernviljen revitaliseret
Populær
Iron Fire leverer, hvad der kræves for at lave et fedt album i grænselandet mellem heavy og power metal, og synes i det hele taget at have genfundet glæden ved den så ædle genre på det ottende album, der netop er udkommet
De danske power metallere Iron Fire er tilbage med en fuldlængde, fire år efter den forrige, ’Voyage of the Dead’, så dagens lys. Ikke siden albummet ’Revenge’, der kom seks år efter sin forgænger, ’On the Edge’, er der gået så lang tid.
Umiddelbart har tiden og omstruktureringen i bandet været givet godt ud, for det skal med det samme siges, at det er et ganske veloplagt og umiddelbart album. Gunnar Olsen er tilbage på trommer, en plads, han ikke har siddet på siden debuten fra 2000. Martin Steene har udover sin karakteristiske vokal også bidraget med bassen på ’Among the Dead’, mens det stadig er long time companion Kirk Backarach på guitar. Således reduceret til trio er der alligevel kommet noget større ud af Iron Fire.
Det var sitets vanlige ”dragejæger”, Anders Molin, der anmeldte den foregående skive, hvor han var glad for den mere aggressive tilgang, men så ingen grund til laget af keyboards. På den front vil ’Among the Dead’ i hvert fald på papiret kunne tiltrække min skribentkollega. Væk er keyboardets dominerende flade, mens der er godt gang i groovy, tunge riff, sidd om side med de for genren klassiske powerakkord-riff, hvor stortrommerne får lov at piske derudad imens.
Hviler på et kendt fundament
For undertegnede er dét, som gør en power metal eller klassisk heavy metal-skive attraktiv, at der må og skal være en række guitar- og vokalmelodier, og der skal være en herlig syng-med-kvalitet over omkvædene. Og det har ’Among the Dead’ i imponerende mængde. Bandet beskriver selv pladen som bygget på et fundament af Iced Earths ’The Dark Saga’, Helloweens ’Better than Raw’ og Rages ’Black in Mind’. For denne anmelder, der kun er perifært inde i de første to og bedre bekendt med den sidste, så er i hvert fald parallellerne til et album som ’Black in Mind’ ikke skudt helt forbi. Der er lidt 90’er-groove over det, uden Pantera skal føle sig truet på varemærket, og sammen med det catchy power metal-input, så lander Iron Fire her med et album, der kan minde lidt om Nevermores tag på genren, uden lir og blær, og Helloweens ’The Dark Ride’, uden at være stemt så dybt på strengeinstrumenterne.
Det giver større mening, at nævne det som ikke virker så godt, for overordnet er det velkomponeret med stærk rød tråd og de her herlige omkvæd, der sætter sig solidt i hovedet. ’Higher Ground’ er lige letbenet nok, mens ’Made to Suffer’ er ret banal, men til gengæld reddes af et stort omkvæd. Vokalmæssigt krævede albummet først lidt tilvænning til vokalens hang til at krydre med lidt brøl og growl hist og her, som gjorde, at det føltes lidt forceret sine steder. Men efter flere aflytninger falder det fint på plads og giver mening. Kun balladen ’When the Lights Go Out’ når ikke dertil. Mærkelig vokal, hvor ordet ”survive” lyder som tungen er helt ude af munden, mens hovedet svinges let fra side til side i slags Andreas Bo-parodi på Kim Larsen (på et metalsite som dette må det hellere tilføjes, at der er tale om folkehelten og ikke ex-guitaristen i Saturnus).
Ellers er albummet som nævnt godt fra start til slut, hvor enkelte sange stikker hovedet lidt længere frem. Det er blandt andet titelnummeret, singlen ’Tornado of Souls’ og specielt ’Iron Eagle’ med sin tunge, melodiske storhed som endnu et iron-band kunne have gjort det i 80’erne, nemlig Iron Maiden.
Musikken lever
Man skal ikke beskylde et band for undervejs i sin karriere at have mistet troen på sig selv i perioder, hvis man ikke ved bedre. Så det vil denne anmelder heller ikke gøre. Men denne anmelder vil i hvert fald gerne påstå, at Iron Fire virker fornyet og med større lyst til musikken end længe hørt fra dette danske band. Der hviles i sig selv, og gnisten synes genfundet. Det virker, og det klæder bandet og ikke mindst dets musik. Der er intet fordækt over det, idolerne nævnes allerede fra bandet selv i promoskrivelsen, så man skal ikke forvente stor originalitet. Men som for al god heavy/power metal skal man forvente gode, holdbare sange: Og det får man.