Stonerrockens største stemme stempler ud

a3501444477_10

Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.

Titel
John Garcia and the Band of Gold
Genre
Trackliste
Space Vato
Jim's Whiskers
Chicken Delight
Kentucky II
My Everything
Lillianna
Popcorn (Hit Me When You Can)
Apache Juncion
Don't Even Think About It
Cheyletiella
Softer Side
Karakter
2

Det er jo ikke, fordi John Garcia ikke har haft talent: Det er det, at dem, han omgav sig med i starten af karrieren, havde så meget mere af det, at hans eget lys falmede ved siden af deres. 

Så snart Kyuss var lagt i graven, og de andre medlemmer begav sig videre, stod det pinefuldt klart, at det var John Garcia, der stod tilbage med de ringeste forudsætninger for at gøre noget på egen hånd. Guitaristen Josh Homme og bassisten Nick Oliveri lavede sådan et lille band, der hed Queens of the Stone Age, og fik en vis succes med det, mens trommeslageren Brant Bjork indledte en alsidig solokarriere, der gabte over både classic rock, soul og punkrock.

John Garcia på sin side startede Unida og Hermano, det velsagtens mindst elskede band nogensinde i stonerrock. Ikke fordi det var rigtig dårligt, det var mest af alt bare skuffende, nedslående. Størst succes havde John Garcia, når han genoplivede Kyuss-klassikere i løbet af koncerterne. Det så jeg ham gøre i 2005, da han på en festival inviterede Nick Oliveri, som spillede med sit eget band Mondo Generator, på scenen for at spille ‘Green Machine’.

Der var magi, det var fænomenalt, folk stod med tindrende øjne og smil fra øre til øre. Og efterhånden som Nick Oliveri og Brant Bjorks karrierer begyndte at slingre alvorligt, lod de sig overtale til at tage ud og spille de gamle sange, selvom deres tidligere bandkammerat Josh Homme gjorde, hvad han kunne for at forhindre det. Kyuss Lives!, som siden blev tvunget til at skifte navn til Vista Chino, nåede at udgive en enkelt plade, inden de gamle skærmydsler brød ud igen, og John Garcia endnu en gang var overladt til sig selv og de lejesoldater, han nu kunne skrabe sammen til sine soloplader.

Klædelig sløsethed
Denne gang er det trommeslageren Greg Saenz fra hardcore-bandet Excel, og uden at han kan tage den fulde ære, så er der på ‘John Garcia and the Band of Gold’ en smukt pløkket hardcore-skødesløshed over spillestilen, der dels er virkelig besnærende, dels hjælper med at få det hele til at lyde endnu mere af Kyuss. For at tydeliggøre den intention har John Garcia indforskrevet produceren Chris Goss, der producerede Kyuss-pladerne, og resultatet er, at det virkelig lyder forbløffende meget som den ægte vare.

Den instrumentale åbner ‘Space Vato’ er toneangivende for en plade, hvor bassen plonker tungt igennem, guitaren ligger i oliebad, og trommerne banker det hele så nogenlunde i form, at det kan skrumle af sted i muntert tempo. Det er charmerende som en gammel pickup-truck, og der går et stykke tid, før det går op for en, at det kun er nostalgi-dampe, man kører på. Specielt fordi John Garcias stemme holder sig så godt, som den gør. Den er måske blevet lidt mere skinger i det med årene, tydeligst i ‘Popcorn’, ‘My Everything’ og ‘Cheyletiella’, som ellers er et højdepunkt på pladen, men i det store hele lyder han, som han altid har gjort.

Det er imponerende. Men det er også bare lidt deprimerende, at det allerhøjeste, man kan gøre sig forhåbninger om at få fra John Garcias side i dag, fortsat er en imitation af det, han skabte for et kvart århundrede siden. Det er kunstnerisk utilfredsstillende, ikke mindst når han aldrig når helt i mål: Det føles kun næsten som gamle dage, man er konstant bevidst om, at det overhovedet ikke er det. Størstedelen af sangene er gode, men aldeles forglemmelige – og det er stadigvæk et plus i forhold til Hermano-pladerne, hvor en større del af materialet var lige så irriterende ringe, som ‘Chicken Delight’ er det på denne plade.

Muligvis har John Garcia selv langt om længe indset, at det aldrig bliver bedre. Indspilningsprocessen af ‘John Garcia and the Band of Gold’, hvor John Garcia byggede sit eget lydstudie op, blot for at måtte lukke det igen og afskedige personalet inden for et år, var så stressfyldt, at han har udtrykt tvivl om, hvorvidt han nogensinde kommer til at lave en ny plade.

Spørgsmålet er så, om der overhovedet er nogle fans tilbage, der kommer til at savne det, eller om alle ikke bare er tilfredse, hvis han nøjes med at genoplive Kyuss i en eller anden form hvert tiende år.

Lørdag d. 9. februar spiller John Garcia and the Band of Gold på Loppen.