Knæk mørket mod (tung) lyd
(0) er hverken nuller eller en parentes i den danske metalhistorie. Alligevel er anmelderen ikke helt solgt, trods han absolut er fan af at knække mørket mod lys.
Knæk Mørke Mod Lys
Dråbe
Trukket Tid
Skyldnersol
Vedhold
Vrede
Post Vrede
Hvad Den Sorte Muld Er For Lyset
Siden deres lidt mere blackede selvbetitlede debut har bandet nuanceret og transformeret deres lyd, som næsten kalder på et post- foran enhver gennrebetegnelse, man kunne finde på at kaste efter dem. Denne gang er der stadig black i gryden, men det melodiske og doomede fylder helt klart mere. Den semantisk passende åbner læner sig stadig (og måske mest) mod blacken, og det er klart et af de bedste numre på ‘KNÆK.MØRKE.MOD.LYS’. Og sikken frydefuld gysen, der griber en, når vi til slut får ordene:
“Skærm jer bag glas og beton
Bered jer på tidens ophør
Skærm jer bag tonede ruder
Holocæn er forbi"
Ingen tvivl om, at den antropocæne æra, også kendt som som det “find out”, der kommer efter cirka 150 års industrielt “fuck around”, nok skal blive grumt. Jeg kan godt lide de overordnede lyriske temaer på denne plade, og jeg synes også , at teksterne generelt fungerer, men der er øjeblikke, hvor det gibber i denne anmelders mest grammatiknazistiske sprogcentre i hjernen. Det hedder for eksempel “det sortes”, ikke “sortets”. Og ja. Jeg sætter pris på kreative sprogforvridninger og omkalfatringer, men her synes jeg mere, de, indrømmet få, deciderede fejltrin kombineret med en til tider lidt lejlighedssangslignende sætningsopbygning skæmmer indtrykket en anelse. For eksempel skurrer formuleringer som “blodet mit” og “stålet mit” på ‘Skyldnersol’ en del mod mine personlige syntaktiske præferencer.
Nuvel, jeg er nok del af en minoritet, der er så grammatikkræsen, så man skal ikke lade sig afskrække af denne kritik, men i stedet nyde bandets melodiske overskud og poetiske tyngde. Numre som ‘Trukket tid’ og ‘Vrede’ fungerer fint, og især sidstnævnte hæver sig over gennemsnittet.
Jeg kan godt lide (0), når der er fart på, og grundstemningen byder op til stærkt mishag, men jeg kan egentlig også godt lide (0), når de opløser deres udtryk i ren, cinematisk abstraktion, som på debut-ep’ens ‘(1212)’ eller på nærværende plades ‘Post Vrede’ med sin urovækkende ringmodulerede obduktionsmonolog. Eller på ‘Dråbe’, som oser af stemning og giver én fornemmelsen af, at det til hver en tid kan gå fuldstændig galt. Eneste anke mod det korte nummer, som også lidt fungerer som intro til ‘Trukket tid’ kunne være, at det måske lidt for entydigt lægger sig op ad en Twin Peaks-stemning.
Alt i alt er ‘KNÆK.MØRKE.MOD.LYS’ dog en positiv lytteoplevelse, trods at jeg godt kunne savne mere blacket fart. Men kan du lide din post-metal melodisk fængende og stemningsfuldt doomet, så er denne plade din næste yndlingsplade. Jeg kom ikke 100 % op at ringe, men jeg synes bestemt, at der er masser af godt at hente på dette andet album fra et band, som har det, der skal til for at skabe rigtigt mindeværdige plader og her næsten kommer helt i mål med det forehavende. Jeg ville bare ønske, at (0) bevægede sig endnu længere ud i ekstremerne af deres absolut frugtbart klingende lyd.