Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Knytter kæderne hårdere

Populær
Updated
Knytter kæderne hårdere

På det andet album skruer Chainfist op for både charme, personlig og råstyrke - det klæder dem naturligvis.

Kunstner
Titel
Scarred
Dato
06-10-2014
Distributør
Trackliste
01. Scars of time
02. 1000 ways to bleed
03. Black rebel noise
04. Another day in hell
05. Poison moon
06. 10.000
07. Know you hate
08. Seven minutes of pain
09. Statement
10. Mass frustration
11. Black rebel noise (acoustic)
Forfatter
Karakter
4

I 2010 udgav sjællandsk/jyske Chainfist debuten ’Black Out Sunday’, som havde en god snert af både rock og metal, men som også manglede den rigtige produktion og ikke mindst personlighed. Begge dele og mere til er heldigvis gået op i en højere enhed på opfølgeren ’Scarred’.

Chainfist har kastet meget af bøllerocken af sig og erstattet det med en solid portion thrash, og det klæder både sangene, udtrykket og ikke mindst sanger Jackie, som har en stemme skabt mere til vrede end rock. Det mærkes allerede fra første anslag, hvor ’Scars of Time’ lægger ud med potent raseri og et godt afstemt bulder, og opfølgeren ’ 1000 Ways to Bleed’ holder præcis samme hidsige anslag i både vokal og skarpe riffs.

Et halvt fejltrin men ikke mere

På tredje skæring rækker Chainfist hånden tilbage mod debuten, og ’Black Rebel Noise’ rummer mere melodi, hard rock og biker-attitude end resten af skiven – på både godt og ondt. Det er uden tvivl de mest fængende riffs og omkvædsstrofer og på mange parametre det suverænt bedste nummer. Men også underligt malplaceret med en rigtig stadion-rocker midt i et album, der emmer af indestængt vrede.  

På sporet af at sætte 10 sange sammen i meningsfuld sammenhæng kommer Chainfist med ’Another Day in Hell' og ’Poison Moon’ – sidstnævnte indledes i øvrigt med aldeles hæsblæsende fræsende guitar fra Thomas Hvise,l der generelt står bag soloer af urimeligt høj teknisk såvel som melodisk kvalitet hele vejen igennem. Kvintetten fungerer betydeligt bedre, når de glemmer bord-stol-trommer, og lader både groove, staccato-riffs og melodi trække mere på ungt Metallica end Volbeat.

Mesterligt og ekvilibristisk

’10.000’ har, udover mere vanvittig leadguitar, er et brutalt møde med vrede og midttempo, som naturligt fortsætter over i afløseren ’Know Your Hate’, der igen leger med thrash, selvom udgangspunktet er langt mere melodisk og klassisk heavy metal. En mesterlig genreblanding. 

Mod slutning af lukker ’Seven Minutes of Pain’, ’Statement’ og ’Mass Frustration’ ballet af, og endnu engang er guitararbejdet forbløffende. Ikke kun i solodelen, men lige så meget i de små detaljerede ekvilibristiske elementer, der lægger sig som dybe leads under et tungt groove. 

Bortset fra et enkelt nummer er der altså tale om en yderst helstøbt udgivelse, og skulle man finde noget at brokke sig over, må det være, at lige præcis ’Black Rebel Noise’ også er at vedlagt som akustisk ekstraskæring. Men det lever man med, for det resterende fortjener mange positive ord med på motorvejen.