Bedre end Slipknot

Korn

Korn fortsætter revitaliseringen med en plade, der er bygget på sorg, gode ideer og kompetent sangskrivning. Af de toneangivende nu-metal-mastodonter, der stadig udgiver musik, er Korn for tiden det mindst metaltrætte.

Kunstner
Titel
The Nothing
Trackliste
The End Begins
Cold
You'll Never Find Me
The Darkness Is Revealing
Idiosyncrasy
The Seduction Of Indulgence
Finally Free
Can You Hear Me
The Ringmaster
Gravity Of Discomfort
H@rd3r
This Loss
Surrender To Failure
Karakter
4

Det var tre bands og fire udgivelser, der drev nu-metallen. Korn startede genren med den selvbetitlede debut fra 1994. Selvsamme revitaliserede genren med mesterværket ’Follow The Leader’ (1998). Slipknot skubbede året efter genren mod ekstremerne med deres debut, inden Linkin Park i 2000 slog genren ihjel med deres mastodont af et debutalbum. En salgssucces, der for alvor åbnede øjnene for genren og startede de følgende års forfald i kommercialisering.

Hvad der sker med Linkin Park er stadig uvist, men der er nok størst sandsynlighed for, at bandet ophørte i samme moment, Chester Bennington gjorde. Slipknot vil ikke længere anerkende, at de spiller nu-metal og Korn har levet, været ved at dø og formået at genopstå sammen med genren.

Desto mere imponerende er det, at Korn nu kan fejre karrierens 13. fuldlængdeudgivelse. En plade der indledes med to af bandets varemærker: Sækkepibe og Jonathan Davis, der på ikonisk vis forsøger at skrige de indre dæmoner ud. Med tabet af hans kone og mor inden for kort tid, føler man som lytter Davis' smerte fra første nummer og derfra gennem hele pladen.

Heldigvis har Davis og resten af kvintetten udnyttet den smerte. Til trods for at bandet er blevet en institution, at Fieldy slapper bassen som var det 1998, mens Head og Munky vanen tro river i strengene så det hyler, er ’The Nothing’ båret af idérigdom og opfindsom sangskrivning. Der er ingen metaltræthed at spore.

The Serenity Of Suffering (2016) var en musikalsk opblomstring. Beviset på, at Korn stadig var et band, der skulle tages alvorligt. Selv efter en lang årrække med fattige udgivelser. Det ændrer ’The Nothing’ ikke på. Kvintetten tager flot teten op, hvor de slap i 2016.

Bandets force og DNA er legen med grænserne. Inklusionen af andre genrer eller alternative tilgange til sangskrivning. Til trods for 26 års levetid er det imponerende, at kvintetten stadig har succes med at vitalisere det musikalske udtryk. Denne gang båret af sorg, elektroniske elementer og generelt tungere udtryk, fint eksemplificeret i de to første singler ’You’ll Never Find Me’ og ‘Cold’.



Generelt har ’The Nothing’ en interessant lyd. Der er aldrig tvivl om, at man lytter til Korn, men pladen føles stadig forholdsvis frisk og relevant. Der er ingen musikalske sensationer. Blot godt solidt håndværk, der oftest nyder godt af et skævt input. Eksempelvis industrial-inspirerede synths, pirrende riffs og overraskende vokaludfoldelser. Det er åbenbart stadig muligt at lære nye nu-metal-tricks, selvom man har forfattet størstedelen af de eksisterende.

Med undtagelse af den forfærdelige ’Finally Free’ og et par intetsigende interludes er der rig grund til at kaste sig over ’The Nothing’. De små overraskelser lurer i det velkendte univers. Udover nævnte single bør man forkæle sig selv med ’This Loss’, ’H@rd3r’ og pladens ballade ’Can You Hear Me’. Alle numre, der er tekstbogseksempler på Korns kernekompetencer: Den velfungerende vekslen i tempo og intensitet samt inspirerende idérigdom, der giver numrene kant og liv.

Selvom Korn holder lytteren på sikker grund, er udgivelsen et symbol for den revitalisering, bandet er i gang med. Ligesom det er et terapialbum for den ikoniske forsanger. Modsat netop Slipknot lyder Korn ikke som et band, der har mistet nerven eller lysten til at skrive musik. Tværtimod. Sammenholdes de to nu-metal-mastodonters 2019-udgivelser, vinder Korn indiskutabelt med flere længder.