Ubehageligt rart
Populær
Man fristes til at bruge ubehagelige ord som "hyggeligt" om dette akustiske udspil fra Stratovarius-forsanger Timo Kotipelto
02. Out In The Fields
03. Black Diamond
04. My Selene
05. Behind Blue Eyes
06. Hunting High And Low
07. Where My Rainbow Ends
08. Speed of Light
09. Perfect Strangers
10. Coming Home
11. Serenity
12. Rainbow Eyes
13. Karjalan Kunnailla
Siden midten af 90erne Timo Kotipelto varetaget vokalen i det finsk-svenske-tyske power metal-korstog Stratovarius - navnet er en sammentrækning af Stratocaster-guitaren og Stradivarius-violinen, og siger meget om bandets blanding af hardrock, metal og lette klassiske stykker. Helloween møder Vivaldi.
Kotipelto er kendt for en stærk, lys og let nasal stemme, der har det med at levere og som passer omtrent lige så godt til genren som netop Helloweens første rigtige sanger Michael Kiske, der dannede skole for efterfølgere ud i power metal, og han har fået selskab af den udmærkede guitarist Jari Liimatainen fra ligeledes finske Sonata Arctica.
Afdæmpet power metal
Nu er tiden kommet til, at Kotipelto vil lege med akustiske versioner af både Stratovarius-numre og enkelte coverversioner af kendte hard rock-sange, og han falder selvfølgelig ikke igennem hvad angår selve det at synge rent og smukt. 'Black Diamond', 'Hunting High and Low' og 'Speed of Light' lyder som om, de rent faktisk er skrevet akustisk, og det må siges at være en styrke i sig selv. Næsten lige så godt går det for Gary Moores 'Out In the Field' og Deep Purples ' Perfect Strangers', der, uden at leve op til originalerne, fungerer rimeligt.
Og som denne anmelders husholderske påpegede ved et hurtigt lyt, er det endda rart at lægge ører til.
Og ja, lige netop rart er ordet, der passer i beskrivelsen. Men siden hvornår har det været godt? Smukt er fint, skønt ligeledes - men rart er kønsløst og ikke mindst følelsesløst, og dermed er der noget galt. Selv med akustisk guitar og stemme som eneste udtryksmiddel skal der være plads til både himmel og helvede og følelser i alle retninger, men Kotipelto og Liimatainen, der varetager strengene, er irriterende pæne og ufarlige, og trods adskillige gode sange, bliver det bragende kedeligt af samme grund.