Suomi power
Populær
Anders Molin har lyttet til ny power metal fra finske Sonata Arctica.
Det er tydeligt, at Sonata Arctica har store ambitioner med deres power metal. De vil gerne være meget melodiøse og skrive ørehængere, samtidig med at de også vil være meget heavy. Men det er en ambition, som de har store problemer med at leve op til. De meget melodiske stykker bliver alt for pæne, og dermed ødelægges muligheden for at de hårde dele kan folde sig ud. Det er simpelthen for tyndt og mangler kraft når det druknes i keyboardflader, sang uden råstyrke eller små pæne pianoriffs. Bedst er bandet, når det, som i ”It Wont Fade”, spiller lidt skæve guitarriffs og bruger keyboardet og vokalen til at give en form med kant og styrke frem for mere melodisk skønhed. Da power metal er en udskældt genre hvad angår nytænkning, forsøger Sonata Arctica måske ofte på at gå andre veje, og det er både godt og skidt. Når det er bedst får bandet lavet interessante, næsten progressive passager, men når det er værst, er det til gengæld også rigtig dårligt. Det hører man først og fremmest i Tony Kakkos sanglinjer, som til tider tangerer noget af det dårligste, denne anmelder har lagt øre til! Det lyder som om han har fundet på dem i samme øjeblik, de blev optaget. Og det er egentlig synd, for han får også rigtigt gode idéer, når bare han ikke skal eksperimentere for meget.