Less is more

Populær
Less is more

'Hardwired... To Self-Destruct' er en plade med masser af gode ideer. Desværre formår verdens største metalband ikke at begrænse sig, og de gode ideer drukner i alt for lange kompositioner.

Kunstner
Titel
Hardwired... to Self-Destruct
Trackliste
Hardwired
Atlas, Rise!
Now That We're Dead
Moth Into Flame
Dream No More
Halo On Fire
Confusion
ManUNkind
Here Comes Revenge
Am I Savage?
Murder One
Spit Out The Bone
Karakter
3

Enhver metalfan med respekt for sig selv har en holdning til Metallica. Positiv, negativ eller påstået indifferent. Kvartetten med det danske islæt er sandsynligvis verdens største metalband. Otte år har det taget bandet at få nosset sig sammen til at skrive en ny plade. En plade, der er blevet lanceret med pomp og pragt. Tre singler er blevet luftet inden udgivelsen, hvor størstedelen af redaktionen gav første-singlen, ’Hardwired’, en noget lunken modtagelse. I den anledning skrev jeg, at førstesinglen kunne betragtes som følgende ligning:

‘Kill 'Em All’^2 * ‘Load’ & ‘ReLoad’ / ‘Death Magnetic’ = “Hardwired’

Det viste sig sidenhen at være gældende for hele ‘Hardwired... To Self-Destruct’, om end ’Kill ’Em All’ absolut ikke er ophøjet i anden. Tværtimod er det lige før, ’Load’ & ’ReLoad’-delen er. Men albummet er grundlæggende et sammensurium af referencer til hele Metallicas bagkatalog. ’Hardwired’ og pladens bedste nummer, ’Spit Out the Bone’, er udgivelsens thrashy indspark, mens numre som ’Moth Into Flame’ og ’Atlas, Rise!’ med hidsigt tempo og mindeværdige riff sender tankerne mod ’Ride the Lightning’ og ’Master of Puppets’.

Befriende og samtidig deprimerende er bandets genfundne kærlighed for den mere heavy-rockede lyd, der prægede de to midt-90’er-udgivelser. På sin vis fungerer kombinationen af Metallica anno 80’erne versus midt-90’erne ret godt. På den anden side har kvartetten uheldigvis også medtaget nogle af de mere kedelige elementer. Specielt fra 'ReLoad'. Ud over at Kirk Hammett stort set kopierer sig selv på ’Now That We’re Dead’ (sammenhold riffet 4:24 inde med ’Devil’s Dance' 3:14 inde), har numrene også en tendens til 1) at være for lange, 2) at være for dårlige.

Den gode plade
På første plade vinder kompositionerne på sammenblandingen. ’Hardwired’ har fået sin anmeldelse, men i forlængelse af de efterfølgende numre virker nummeret stærkere end som enkeltstående single. Det er præcis den album-starter, der kunne forventes. ’Atlas, Rise!’ løfter sig som første alvorlige højdepunkt på ’ Hardwired... To Self-Destruct’. Et stærkt nummer med solide riff, lækre soloer og et stærkt, catchy omkvæd. Det hele lugter af gode Metallica-moments. At omkvædet lyder mere som Iron Maiden end Metallica, gør absolut intet. Det er en positiv overraskelse, der giver nummeret ekstra kant.

Til trods for Hammetts genbrug er ’Now That We’re Dead’ et ret solidt nummer med et mindeværdigt omkvæd. Ulrich stråler på trommerne, og hele nummeret har en herligt groovy lyd. ’Moth Into Flame’ fastholder det høje niveau og sætter tempoet op med endnu et mindeværdigt omkvæd, der er skabt til koncerter.

Pladens afdæmpede nummer, ’Halo on Fire’, har også det her magiske Metallica-element, som alle bands kun kan drømme om at fremstille. Det episke og storladne over for det tunge og onde. Også selvom nummeret som minimum er to minutter for langt. I den sjove afdeling er det lidt grinagtigt, hvor meget James Hetfield lyder som M. Shadows (Avenged Sevenfold) i omkvædets afslutning. Alle låner fra hinanden som en stor, lykkelig familie.

Den første plade er god. Den har alt det bedste, Metallica kan byde på. Det hurtige, tunge og storladne kompositioner over for de aggressive riffs og solid lyrik. Kombinationen af forskellige stilarter er vellykket, og de seks numre holder et pænt niveau. Det er præcis, hvad man kunne ønske sig fra Metallica i dag.

Den knap så gode plade
På anden plade dykker niveauet desværre voldsomt. ’Confusion’ er dog en mindre undtagelse. Nummeret har en mere progressiv tilgang fulgt at et forholdsvist langsomt tempo og sikkert groove. Med 6:41 minutter bliver det hele dog lidt for langtrukkent. Er det virkelig nødvendigt med hele to soloer fra Mr. Hammett? Det er oftest en fornøjelse, når den ikoniske guitarist slår sig løs med sin endnu mere ikoniske wah-wah-pedal, men det virker i denne sammenhæng overflødigt og unødvendigt.

Den efterfølgende ’ManUNkind’ er pladens kedeligste nummer. Det mest interessante, der er at sige om det nummer, er, at Rob Trujillo har været med til at skrive det. Det bliver for meget boogiewoogie-rock og igen alt for langt. Det er muligt, at nummeret, sammen med de efterfølgende tre numre, vinder ved flere gennemlytninger, men førstehåndsindtrykket er lunkent. De fire numre har alle nogle interessante elementer, men det er for uskarpt og oftest intetsigende. Selvom ’Here Comes Revenge’ har et interessant riff, og Ulrich sprudler på trommerne, bliver det trivielt, når nummeret bliver strakt ud over hele 7:18 minutter .

’Am I Savage?’ giver som titel håb på tråd. Hvem tænker ikke ’Am I Evil’? Og tråd er der, men ikke den slags tråd. Nummeret har en effektiv og spændende indledning, men falder herefter til jorden i trivialitet. Lemmy-hymnen ’Murder One’ lyder indledningsvis som ’Welcome Home (Sanitarium)’, men ender også lidt fladt. Af et hyldestnummer at være kunne man godt have ønske sig mere. Endelig afsluttes det hele på absolut bedste vis. ’Spit Out the Bone’ er Metallica på højeste niveau. Det er hurtigt, ondt, fedt og Metallica!

Anden del af ’ Hardwired… to Self-Destruct’ er ingen succes. Kompositionerne er langt fra lige så godt skåret som på første plade, og det bliver oftest alt for langtrukkent og uskarpt. Det er kun ’Spit Out the Bone’, der for alvor holder topniveauet.

’Hardwired... To Self-Destruct’
Metallica er et band, der vil blive diskuteret, til verden går under. På ’ Hardwired... To Self-Destruct’ tilfredsstilles stort set alle fraktioner med et enkelt nummer eller to. Kombinationen af de forskellige stilarter er sympatisk tænkt, men det fungerer ikke optimalt. I stedet lyder pladen lidt rodet og mangler et overordnet fokus. Hertil er pladen fuldstændig fri for trang til at tilfredsstille. Både fans og internt i bandet. Alle får lov til alt, og man savner præcision.

Nuvel, så er der hele snakken om, at Hammett efter sigende skulle have følt sig udelukket fra sangskrivningen. Det er der nok delte meninger om internt i bandet, men det kunne i det mindste forklare de mange generiske soloer, Hammett leverer på pladen.

Set over en bred kam er ’Hardwired... To Self-Destruct’ en fin udgivelse. Om ikke andet er det en udgivelse, der nok skal tilfredsstille fans det næste halve års tid, inden den kommer til at samle støv på hylden. Første plade er god, anden er ikke god. Albummet er måske lidt ufortjent blevet pustet op til at være det helt store. Singlerne er blevet pumpet ud i en lind strøm, og der er blevet lavet video til samtlige numre. Når Metallica-toget kører, er der intet, der kan stå i vejen. Men det ville nok have gavnet bandet, og udgivelsen, om man bare havde holdt sig til det simple. Én udgivelse, hvor der var blevet plads til det absolut bedste. Otte numre af høj kaliber havde skabt en langt stærkere plade end det lidt for pompøse, lidt for ambitiøse rod, der er resultatet her.