Lige ambitiøst nok
Populær
Epica er på bandets syvende album mere symfoniske, progressive, ambitiøse og omfangsrige end nogen sinde tidligere. Det hele bliver desværre en smule trættende i løbet af et alt for langt album.
2.Edge of the Blade
3.A Phantasmic Parade
4.Universal Death Squad
5.Divide and Conquer
6.Beyond the Matrix
7.Once Upon a Nightmare
8.The Cosmic Algorithm
9.Ascension - Dream State Armageddon
10.Dancing in a Hurricane
11.Tear Down Your Walls
12.The Holographic Principle - A Profound Understanding of Reality
Det må medgives, at der fortsat er fuld gang i den hollandske metalscene inden for den efterhånden noget udtrådte ”gothic, symphonic female fronted metal"-subgenre. Det er ikke mange uger siden, at vi her på Devilution anmeldte Delain, der hører til i den mere poppede afdeling af genren og nu er Epica så klar med nyt album.
Hvor Delain oprindeligt var en udbryder af Hollands største band inden for genren – Within Temption, der også fortsat har gang i karrieren – så er Epica opstået i forlængelse af, at guitaristen Mark Jansen forlod et af de andre store lignende hollandske bands – After Forever – i 2002. After Forever var også startbase for en af de andre store hollandske musikere – Floor Jansen – der nu står i front for Nightwish.
Epica har udgivet seks album, hvor den gennemgående kerne i bandet har bestået i Mark Jansen på guitar og growlende vokal, Simone Simons på vokal og Coen Janssen på keyboards.
Ambitiøst projekt
På det nye album med det særdeles party/cock rockede navn ’The Holographic Principle’ har Epica kastet sig ud i et yderst ambitiøst tekstligt konceptuelt projekt, hvor jordens virtuelle fremtid skal behandles under inddragelse af ”Det holografiske princip”, hvori den verden, som vi kender, måske bare er et hologram eller en illusion bestående af projekterede informationer.
Det er jo super rock’n’roll!! Men det er formentlig bandleader Mark Jansens kreative idé, da han ud over guitar og growl også besidder en masteruddannelse i Psykologi. Når det er podet sammen med, at bandets øvrige musikere bortset fra Simone Simons har en BA i musik, så er der ligesom skruet op for det akademiske overtag.
Der er da også en masse fine ideer og en masse god musik på ’The Holographic Principle’. Men det hele bliver desværre lidt for meget. For det første er albummets spilletid på 72 minutter alt, alt for meget. Dertil er der ikke variation nok i den enkelte sange, ligesom det særdeles kompakte lydbillede trætter lytterens sanser hen imod slutningen af albummet.
Simone Simons synger pænt. Men hun er ikke i samme liga som Floor Jansen (Nightwish), Sharon den Adel (Within Temptation) eller Charlotte Wessels (Delain). Samtidig bliver hun på ’The Holographic Principle’ hele tiden udfordret af den meget kompakte lyd og et fejlagtigt mix, hvor hendes stemme alt for ofte udfordres af et kor, der brager ind og overdøver leadvokalen.
Trættende lydmix
I det hele taget er lyden på ’The Holographic Principle’ en stor udfordring. Man har simpelthen været for ambitiøs. Ud over bandets vokal, guitar, bas, keyboards og trommer er der parallelt med de symfoniske lyde, som keyboardet rummer, indspillet en række traditionelle klassiske instrumenter samt en masse kor. Det burde kunne fungere, men med den tyngde og de heftige arrangementer, som musikken har, så bliver det virkelig udfordrende at lægge ører til de over 72 minutter.
Som sagt er mixningen af albummet heller ikke særlig god, hvor der ikke er det rette niveau mellem leadvokal og kor og heller ikke mellem guitar og keyboard. Det er ærgerligt og lidt overraskende, da det er Jacob Hansen, der har stået for den del af produktionen.
Flere habile sange
Det skal dog ikke tages fra Epica, at der er flere ganske gode takter på ’The Holographic Principel’. Første single-/videoudspil ’Universal Death Squad’ er en flot symfonisk sag, men viser også, hvilken kamp den stakkels Simone Simons kæmper i konkurrencen mod et bragende tilbagevendene kor.
Andet videoudspil, ’Edge of the Blade’, fungerer også ganske fint i en sang, der er en smule lettere tilgængelig end ’Universal Death Squad’.
Ud over disse to sange skal også fremhæves titelværket ’The Holographic Principle – A Profound Understanding of Reality’, der med sine 11 minutter og 36 sekunder afslutte det lange – og for lange – album.
’The Holographic Principle’ er et af de album, hvor man på trods af mange fine momenter her og der næsten ikke orker at kaste sig over næste gennemlytning. Det er simpelthen for langt, lyden er for ensformig, og der er for lidt luft imellem sekvenserne i de enkelte sange, til at man kan trække vejret og få styr på den kaotiske sammenhæng.
Albummet kan dog anbefales for dedikerede Epica-fans og fans af den mere konceptuelle og progressive heavy metal.