Gazende bagud med et kig mod fremtiden ud ad øjenkrogen
Deafheaven skruer bissen på igen efter udskældt, drømmegazende album – og det slipper de hæderligt fra.
Doberman
Magnolia
The Garden Route
Heathen
Amethyst
Incidental II (featuring Jae Matthews)
Revelator
Body Behavior
Incidental III (featuring Paul Banks)
Winona
The Marvelous Orange Tree
Deafheaven har altid delt vandene. Tilbage i starten af tierne, da blackgaze bogstaveligt talt var det nye sort, udgav gruppen det meget roste og hypede album ‘Sunbather’, som i lige så høj grad som det blev applauderet var genstand for ægte trve kvlt-black-gatekeeperes delvist puerile foragt. Hvor vovede de at få succes med black, der overskred grænserne for genrens allerhelligste, norske konventioner? Det der med transgression, det gik åbenbart kun én vej.
Siden eksperimenterede bandet så med støjrock, og så altså her sidste gang drømmepop – og jo mere de forlod metallen, jo mindre syntes folk at holde af musikken. Jeg må så skrive mig ind i farisæernes kor, for jeg hader bestemt ikke 'Infinite Granite'.
Men på ‘Lonely People with Power’ er aggressiviteten så tilbage. Vi får her noget af det mest brutale Deafheaven, vi har hørt siden den fine ‘New Bermuda’. Der blastes, tremoloes og chugges derudad i et til tider tårnhøjt tempo. Numre som ‘Magnolia’ og ‘Revelator’ fordeler effektivt energien på forbilledlig vis, og kan man lide Deafheavens kombination af blacket stilistik og et mere rocket, tonalt sprog, så er det her det peaker, for bandet spiller glimrende, og George Clarke har vel næppe lydt meget bedre, end han gør på ‘Lonely People with Power’.
Jeg synes også, at pladens tre ambiente mellemspil, med de lidt nedvurderende titler 'Incidental I’, Incidental II’ og ‘Incidental III’ er interessante og viser nye sider af bandet. Jeg gad især godt høre de dystopisk detunede synths fra ‘Incidental II’ foldet ind i gruppens mere regulære udtryk, for det er et problem med denne plade. Og det er ikke bare det gumpetunge rockgroove på ‘Body Behavior’, selv om det da er slemt nok i sig selv. Problemet er, at denne tilbagevenden til en mere metallisk og aggressiv form også lidt kan føles som et tilbageskridt. Vi kender efterhånden opskriften til hudløshed: Et blastbeat, noget tremologuitar, og ovenover svæver så en smuk ‘gazende lead. Det lyder godt, men vi har været der. Måske er det derfor, at det mere tørt ligefremme metalliske udtryk på ‘Revelator’ fungerer så godt for mig.
´Lonely People with Power’ er bestemt ikke en dårlig plade, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ide at vende tilbage til et udtryk, der har fungeret før – men hvor ville jeg dog ønske, at Deafheaven havde integreret de mere eksperimenterende takter i kompositionerne, fremfor at holde dem lidt ud i strakt arm ved at lade dem henslæbe tilværelsen som mindre betydelige mellemspil. De giver mig dog alligevel håb for fortsat udvikling i solbadernes band.
Og hey – tak for at undergrave ‘O Come All Ye Faithful’ i hovedriffet på ‘Winona’. Måske er Deafheaven alligevel i den mørke fyrstes tjeneste?