Manden med Weekendvesten: Del 7 – Mindes fortiden

101626981_769082033629401_6942112535680122880_n
Alps on Fire - Wallop
Metallic Alps

Manden med Weekendvesten forstår, at folk vil genoplive og genopleve fortiden, men han ville ønske, at Wallop ikke belemrede ham med en klinisk version af deres muntre minder.

Kunstner
Titel
Alps on Fire
Dato
24-04-2020
Trackliste
1. Running Wild
2. Missing in Action
3. Lack of Power
4. Metallic Alps
5. Reveal the Lies
6. Monsters
7. Stealthy World
8. Idols die too
9. 69
10. Fun for the Nun
11. Metallize
12. Crash, Bang, Wallop
13. Wall of Sound
Forfatter
Karakter
1

Manden med Weekendvesten læser Weekendavisen, Pepsi Max, henter børn og skammer sig over ikke at køre med cykelhjem, selvom det ødelægger frisuren – og så er der groft sagt ikke mere følelse af rebelskhed tilbage. Altså ud over heavy metal. 

For det er således, at for Manden med Weekendvesten er heavy metal den eneste eskapisme – det er en flugt ind i en verden, hvor han selv bliver vildere og farligere og naturligvis mere attraktiv for det modsatte køn, når han lytter til hævi mædl!

Men skabes den slags heavy metal stadig? Det er Manden med Weekendvesten nødt til at finde ud for at finde vejen ud af 40'ernes trygge midtlivskrise!

Langhårede Anders

(Manden med Weekendvesten
– 18 år cirka)

Manden med Weekendvesten har også været ung. Det kan være svært at huske for manden selv, når kampen for nattesøvn er vigtigere end drukture, og ambitionerne ikke er at spille på Orange scene, men at holde sig vågen hele vejen gennem Frost II under biografbesøget med den sidstfødte. Derfor er Manden med Weekendvesten gået ombord i mindernes fotoalbum, og han har taget tyske Wallop som soundtrack-gidsel, fordi de gennemgår præcis samme trang til at genoplive en svunden tid.

For han forstår sydtyske Wallop, der drømmer sig tilbage til dengang, hvor drømmene var lige så store, som chancer for et gennembrud var små. Dengang hvor de udgav debuten ‘Metallic Alps’ og troede, at koncerterne med fremadstormende Destruction og Helloween var et tegn på, at stjernestatus ventede lige om hjørnet.

DestructionHelloween stickerHelloweenDestruction

Og nu sidder de der. Manden med Weekendvesten drømmer om at møde ung heavy metal i nye klæder – en ungdommens kilde af farlig og rebelsk musik, der kan trække mange år ud af hans cpr-nummer. Ligesom Wallop endelig er gået sammen igen for at følge op på succesen, der aldrig kom. For mens Manden med Weekendvesten har været i garderoben efter hullede shirts, har Wallop besøgt studiet og genindspillet ‘Metallic Alps’ under den forfriskede titel ‘Alps on Fire’ og tilføjet et par ekstra unødige numre.

Anders og alpehat
(Manden med Weekendvesten bærer alpehat cirka 18 år gammel)

Der var engang, hvor Manden med Weekendvesten skulle have sit første band. Det skulle være noget med metal, og noget med Metallica, fordi det var det uundgåelige sted at starte, hvis det ikke skulle være grunge, og det skulle det slet overhovedet og absolut ikke for Manden med Weekendvesten.

Purge of Paranoia

(Purge of Paranoia cirka 1998)

1658483 1399258417006345 643346356 o

(Wallop 1985-ish)

Der var engang i 1985, hvor Wallop fik indspillet en metallisk fuldlængde, der lød som noget, verden havde hørt mange gange før, og som savnede for mere end fem d-mark originalitet i de seje riffs, der ikke var rigtigt seje, men bare spillet med sej attitude. Men Wallop var unge og friske, og de spillede, som om de var alt det, de drømte om at være, men slet ikke var i nærheden af at opnå. Det, som mange demo-bands kan, og som kan opveje det manglende talent.

Anders og Purge

(Purge of Paranoia, 1996 omtrent)

Manden med Weekendvestens band skulle også være lidt som Helloween og lidt som Iron Maiden, men da ingen kunne synge klinisk høje toner, ingen kunne spille hurtigt nok, ikke skrev nok melodiske harmonier, og det meste af bandet i øvrigt ikke var særligt meget med på Manden med Weekendvestens ideer om rigtig metal, endte det alligevel tæt på Metallica i bandet, som tog navnet Purge of Paranoia

1907695 1401883546743832 1517124216 oAnders på scenen

(Wallop live + Purge of Paranoia live)

Og det var gode år, de unge år. Manden med Weekendvesten spillede som en brækket arm, men han havde langt hår, og det var godt nok, og af og til ramte Purge of Paranoia et riff, der gav mening, og en energi, der var energisk nok til at lyde af noget. Og Wallop, de spillede med dem, der blev halvstore eller store, men de blev ikke selv andet end sådan en parentes, man ville sætte inde i en parentes, fordi man ikke gider besværet med at gøre dem til en fodnote.

Lige til det en dag var slut. Wallop holdt op med at spille, og Manden med Weekendvestens band blev til noget, der spillede død, en, der spillede pop, og to, der gik helt galt i byen og ville være Danmarks svar på Dream Theater, og det hele holdt op med at være sejt.

Men igen gjorde tiden det, den er bedst til, og pludselig havde den gået så længe, at Wallop skulle fortsætte, hvor de slap. Altså dengang hvor de ikke fik det gennembrud, de ikke skulle have. Så hele tyve år efter var de tilbage i et moderne studie og levere end genindspilning af debuten – men naturligvis stadig blottet for originalitet og nu tilført mangel på ungdommelig energi og en trist, klinisk produktion.

(Wallop anno 1985 på ‘Metallic Alps’)


(Wallop anno 2019 på ‘Alps on Fire’) 


Manden med Weekendvesten vidste dog bedre, og da han skulle gendanne Purge of Paranoia, nægtede alle involverede (der var de samme som dengang) at have noget med bandet at gøre og gav det et nyt og lige så klichefyldt navn og tilhørende ny musik. Men det er en anden historie.

Men Manden med Weekendvesten forstår stadig Wallop. For et eller andet sted i et øvelokale i Offenbach står der fire ældre tyske mænd og mærker, at der var engang, hvor deres sang om den frække niogtresser med hende fra ungdomsklubben faktisk skete lige der i lædersofaen, og det var en fed tid at være Wallop i. Det kan Manden med Weekendenvesten godt unde dem, man han føler ikke rigtigt noget, når han hører deres historie.

(Wallop i år 2020)
Wallop 2020