Med pondus og identitet
Populær
Odenseanske The New Low har forbedret sig gevaldigt og lavet en meget helstøbt to'er.
2. So Sick Of You
3. The Underdog
4. A Faded Photograph
5. Nothing In The End
6. Drown
7. Cowboy Suicide
8. Death Is Upon Us
9. Black Heart
10. San Quentin
11. Going Nowhere
12. Hopeless Cases
13. Death March
For et par år siden udgav odenseanske The New Low dets debutalbum, som blev modtaget sådan nogenlunde... Stilen var den gang en blanding af thrash metal og hardcore, uden at det af den grund kom til at lyde som egentlig metalcore. Dertil var var sangene og lydene for beskidte. Grunden til at flere, herunder denne anmelder, ikke var helt glad ved den, var, at sangskrivningen ikke helt holdt.
På bandets andet album, 'Misery', som udkom i vinter, er det problem blevet fikset. Langt de fleste af albummets tretten numre har nemlig meget mere pondus og identitet, end forgængerens sange havde. Fra den energiske 'Jesus Christ Pose'-agtige 'So Sick of You' over den tilbagelænede tungkvaser 'A Faded Photograph', til pladens bedste, 'Death Is Upon Us' der er ren metallisk hardcore, kan man som lytter høre en klar sammenhæng.
Numrene har hver især en selvstændig identitet, samtidig med, at de passer godt til hinanden, og frem for alt virker det som om, at sangene ikke er blevet fortænkte. De virker naturlige i deres forløb og behøver ikke at vise alt, hvad bandet har at byde på. Eksempelvis de mere punkede numre 'Nothing in the End', 'Drown' og 'San Quentin' (ja, den med Johnny Cash) for bare lov til at leve deres simple liv, og det er befriende at være vidne til.
Også de mere metalliske numre har heller ikke så travlt med at nå hele metalverdenen rundt, og det er ret klædeligt, selvom det er på bekostning af de mere blastede stykker. Men pyt, for det var faktisk dem, der ikke fungerede så godt for The New Low på forgængeren.
Kort og godt er dette altså et temmelig anbefalelsesværdigt album, som kun lige er et kæmpe megahit fra at score fuldt hus på karakterskalaen – det mangler. Men køb pladen alligevel, for hvis bandet taget et lige så stort skridt fremad på næste udgivelse, som det har gjort på denne – så kan du nå at sige, at du har fulgt et verdensband næsten fra starten.