Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Melodi og fart i skøn forening

Populær
Updated
Melodi og fart i skøn forening

The Black Dahlia Murder har på imponerende vis gjort det nærmest umulige og med 'Abysmal' lavet en plade, der med melodi og temposkift lever op til forgængerne.

Titel
Abysmal
Dato
18-09-2015
Trackliste
1. Receipt
2. Vlad, Son of the Dragon
3. Abysmal
4. Re Faced
5. Threat Level Number Three
6. The Fog
7. Stygiophobic
8. Asylum
9. The Advent
10. That Cannot Die Which Eternally Is Dead
Karakter
4

Siden The Black Dahlia Murder blev undfanget i den nordamerikanske stat Michigan tilbage i 2001, har de udgivet i alt syv plader med denne seneste 'Abysmal', der skal følge op på de populære udgivelser 'Everblack' og 'Ritual', som begge høstede pæne karakterer og ord fra vores anmeldere da de udkom. Særligt 'Everblack', der løb med topkarakter og ordene "‘Everblack’ er mere af det gode, med ekstra meget fedt på."

Det følger bandet fint op på med 'Abysmal', der også har masser af det gode. Og bandet er slet ikke færdigt med at eksperimentere inden for de rammer, hvor musikerne har det bedst. For det må ikke være nogen hemmelighed, at The Black Dahlia Murder sparkede sig vej ind i metalverdenen med en fart, som kun ganske få bands kan følge i dødsmetalgenren. Denne hastighed på instrumenterne er videreført på 'Abysmal', hvor specielt første halvdel af pladen er med pedalen helt i bund på den amerikanske hovedvej. Det halsbrækkende tempo kan nydes her på åbneren 'Receipt', som bandet netop har lavet en musikvideo til.



Heldigvis for The Black Dahlia Murder og deres fans har de gjort andet og mere end blot øge hastigheden. De har også taget rytme og melodi med, som man får første smagsprøve på allerede i pladens andet nummer, 'Vlad, Son Of The Dragon', som man kan høre under dette afsnit. Nummeret inkorporerer også et kor, der kunne tyde på, at det nok er en sang, der skal afprøves på deres publikum snarligt.



Det er dog i pladens sidste halvdel, at den for alvor åbner sig og giver indtryk af, at The Black Dahlia Murder kan andet og mere end bare skrue farten i vejret og holde tempoet. De kan også skrive melodier, der fungerer sammen med dette høje tempo. Noget, som bandet selv er ret stolte af. Deres trommeslager Alan Cassidy, der nu har medvirket på to plader, har fundet sig til rette og har bidraget mere denne gang, ligesom bassist Max Lavelle også er kommet mere ind over i sangskrivningsprocessen, hvilket kan være medvirkende til, at udtrykket anno 2015 er mere multifacetteret, end det nogensinde tidligere har været. Der er i hvert fald sket meget siden 'Miasma' fra 2005. Det kan særligt høres på 'The Fog', som er dejlig melodisk og giver den afveksling, der er nødvendig for ikke enten at køre træt i tempoet eller stå af i udmattelse.

Forsanger Trevor Strnad lyder, som han plejer. Stadig lige vred og med samme fokus i teksterne, der drejer sig om alt, der er ondt og farligt. Han brøler om dem, der bruger al deres energi på at frygte Helvede i 'Stygiophobic', der ligesom 'The Fog' er en langsommere sang i The Black Dahlia Murders univers, og den fungerer godt som modpol til netop de hurtige sange på pladens første halvdel. Det understreges yderligere i 'The Advent', der også står ud på grund af sin udmærkede melodi.

Selv mener Strnad, at leadguitarist Ryan Knight efterhånden er på niveau med Marty Friedman på Megadeths udødelige klassiker 'Rust In Peace'. Det er en vovet påstand. Men ikke desto mindre tør han sige det. Det siger lidt om selvtilliden, hvilket også skinner igennem på pladen.

For The Black Dahlia Murder er kendte for at kæle for alle detaljer af pladen, og deres cover er ingen undtagelse. På den forrige plade, 'Everblack', var det Hobbitten-illustrator Nicholas Keller, der stod for penselstrøgene. Denne gang er det den russiske tegner Daemorph, der har tegnet det, som ifølge bandet bare var en ide til tegneren om at give et godt bud på, hvordan Helvede ville se ud. Daemorph har selv spillet basguitar i et par russiske bands, men bruger nu mest tid på at tegne pladecovers til bands i metalmiljøet, hvor denne illustration nok er blandt dem, der når ud til flest. Det er et af den slags covers, der for 30 år siden havde fået bandet sendt til senatshøringer i hjemlandet, hvor de skulle stå ret for Tipper Gore og hendes sjælefrænder. I dag chokerer den slags ikke nær så meget, men ikke desto mindre er det forbandet godt tegnet og passer perfekt til pladens atmosfære og tematik.

Der bliver desværre nok ikke samme furore omkring 'Abysmal' i år, som hvis den var blevet udgivet i 1985. Ikke desto mindre er 'Abysmal' en god plade, der følger fint op på forgængerne, og som bestemt fortjener at blive gennemlyttet nogle gange af såvel bandets nuværende samt kommende fans. The Black Dahlia Murder har hele karrieren kæmpet med og mod termen nü-metal. der har klæbet til dem på grund af deres tidligere valg af producere og turnepartnere. Med 'Abysmal' er der dog ikke længere nogen tvivl. The Black Dahlia Murder er dødsmetal og noget af det bedre af slagsen. Tempoet er højt, det samme er det tekniske niveau på instrumenterne, og det samme er sangskrivningen.