Død pø bakkøn
Mental Crueltys tredje fuldlængdeudgivelse er et stort skridt fremad for tyskerne, oven på den lettere skuffende forrige plade. Både hvad angår sangskrivning og udvikling.
Ultima Hypocrita
Abadon
King Ov Fire
Eternal Eclipse
Death Worship
Fossenbrate
A Hill to Die Upon
Extermination Campaign
The Left Hand Path
Blackmetal er det nye sort. Der er noter af genren her, der og alle vegne - også Tyskland, hvor Mental Cruelty minsandten har kastet sin kærlighed endnu mere over genren. Det har medført en tredje plade fra det tyske smadre-ensemble, der er markant anderledes end foregængeren ‘Inferis’ (2019). En 2. plade der i sig selv er signifikant anderledes fra debutten, der udkom året før. I hvert fald kvalitetsmæssigt, hvor ‘Inferis’ fremstår som den halvbagte lillebror, der godt kunne have brugt et par år mere i ovnen.
Heldigvis har den tyske kvintet taget sig lidt mere tid denne gang. Ensbetydende med et gevaldigt kvalitetsløft og en markant udvikling i bandets lyd.
Det er som nævnt en øget brug af blackend elementer, der primært driver udviklingen i tyskernes musikalske univers. Ikke ulig den udvikling vi generelt har set præge deathcore-scenen de senere år. Der er et større fokus på stemning, musikalsk okkultisme i en brutal deathore-kontekst. En udvikling der klæder bandet og med succes formår at give dem et tiltrængt skud vitalitet og momentum.
Pladecoveret siger det hele. Selv den visuelle del har fået et blackmetallisk aftryk og man fornemmer fra første øjekast, som generelt ved gennemlytning, den røde tråd, der præger pladen. Det er konsekvent, kompetent - men måske også en anelse uopfindsomt, taget i betragtning, hvor mange bands vi ser gå i den retning.
Det sagt, er der ikke meget at sætte på det musikalske indhold. Kvintetten leverer et helvedesridt i ondskab og stemningsfyldt ubehag. Efter den instrumentale indledning, gør tyskerne det onde og åbner og indtil de mørke højdedrag. ‘Ultimate Hypocrita’ er en velorkestreret start, der tager lytteren hårdt om struben fra start. Det er et langt ridt, der først stopper ved sidste sekund. Tilsvarende er den efterfølgende ‘Abadon’ en lang perlerække af højdepunkter, der nemt kunne være bandets bedste nummer til dato.
Men det er det ikke. Der er flere stærke kompositioner på ‘A Hill to Die Upon’, der kæmper om den titel. Ikke mindst titelnummeret, hvor bandet lige rammer balancegangen mellem det brutale og smadrede i deathcoren og det storladende og ubehageligt smukke som netop black-metallen excellerer i. Tysk perfektionisme.
Lige ved og *blegh*
Med flere virkelig stærke kompositioner, er det endnu mere åbentlyst, når et nummer falder igennem. Det tyske metal slår lidt revner midtvejs i pladen, hvor trætheden tilsyneladende sætter ind. Numre som ‘Death Worship’ og ‘Extermination Campaign’, virker en kende simplificerede og ensidig i forhold til det musikalske univers, der ellers præsenteres på pladen. Heldigvis hiver bandet stikket i land, med den eminente afslutter ‘The Left Hand Path’
Endelig skal man nok være en helt special form for deathcore- eller slamcore-fan, for ikke at finde en kende irritation i vokalføringen. Om end den skingre black-metal og brutale dødsmetal-vokal krydres fint med diverse former for deathcore-“blegh”, er det en smule trivielt, at man SÅ sjældent kan tyde tyskernes sikkert skarpsindige lyrik - selv med et trænet øre.
Det være sagt, er ‘A Hill to Die Upøn’ et stort skridt fremad for tyskerne - også selvom bandet insisterer på, at stave upon som gjort. We get it, you are sehr edgy. Det er bevis på et band, der vil mere og nemt kunne vise sig, at være et af fremtidens helt store europæiske inden for genren.