Seniorrock-kollektiv

michael-schenker-fest-revelation

Michael Schenker har for anden gang på halvandet år samlet gamle venner og har under navnet Michael Schenker Fest udgivet et album. Det er der kommet et habilt udspil ud af.

Titel
Revelation
Dato
20-09-2019
Trackliste
1. Rock Steady
2. Under A Blood Red Sky
3. Silent Again
4. Sleeping With The Light On
5. The Beast In The Shadows
6. Behind The Smile
7. Crazy Daze
8. Lead You Astray
9. We Are The Voice
10. Headed For The Sun
11. Old Man
12. Still In The Fight
13. Ascension
Karakter
4

Michael Schenker forekommer at være blevet en smule mildere med årene. Ganske vist har han stadig et horn i siden på brormand Rudolf, som han ikke kan tilgive en åbenbart dårlig behandling i tiden i Scorpions for 40 siden. Men de senere år er han blevet genforenet med mange af de sangere, som han givetvis også har haft en del kontroverser med gennem årene.

I 2017 brugte Michael Schenker første gang Fest-navnet med udgivelsen af livealbummet ’Live Tokyo International Forum Hall A’, hvor han i den anledning have taget sine gamle sangere Gary Barden, Graham Bonnet og Robin McAuley med. Året efter udkom første studioalbum med Michael Schenker Fest – ’Resurrection’, hvor også Doogie White, som Schenker havde haft med i Michael Schenker’s Temple of Rock, var med. Nu er andet album med Fest-konstellationen så udgivet.

Sangerkollektiv
Endnu en gang er alle fire sangere inkluderet. Fordelingen af sangene på de fire sangere er fordelt med matematisk præcision. De har hver sange, hvor de har hovedansvaret, på tre sange synger de sammen, der er et enkelt instrumentalnummer, og endelig gæster Ronnie Romeo (Ritchie Blackmore's Rainbow) på en enkelt sang.

Albummet starter lidt lunkent med ’Rock Steady’, som er en af de sange, hvor sangerne Barden, Bonnet og White hver især får et solospot. Det er lidt for sløvt og lidt for hyggeligt i en fællessang, der ikke rigtigt rykker. Det minder lidt om en sang, som Paul Stanley fra Kiss kunne have kreeret. Barden lægger ud i den vokale front, og han er fortsat det svageste led i besætningen. Bedre bliver det med Bonnet og endnu bedre med White. Men hold da op, hvor de gamle gutter ser ud til at hygge sig i videoen.

">

Meget bedre bliver det med albummets anden sang, ’Under A Blood Red Sky, som har Doogie White i den vokale front. Det er en mere uptempo sang, som mere giver mindelser om gamle Michael Schenker-sange. Doogie White er sammen med Ronnie Romeo den sanger, der stråler klarest igennem på albummet.

Den anden sang, hvor Doogie White står i forgrunden, ’Behind The Smile’, er også ganske vellykket i en genkendelige Rainbow-stil.

">

Den anden sang, hvor de fire gamle sangere forenes, er ’Sleeping with the Light on’. Endnu en gang får Gary Barden tjansen med at lægge ud efterfulgt af Doogie White, Graham Bonnet og endelig Robin McAuley. Igen er det White, der imponerer mest, men Bonnet har på trods af de 70+ nu også ganske udmærket stemmekraft i behold.

">

Gæstesanger Ronnie Romeo har fået jobbet med at synge ’We Are the Voice’, hvilken har gør til perfektion på en af albummets bestemt bedre sange.

Gary Barden var allerede tilbage i Michael Schenker Group-dagene udskældt for ikke at være verdens bedste vokalist, og han blev da også fyret i 1982. Men han kommer dog ganske fornuftigt igennem sangen ’Headed for the Sun’, som har et melodisk omkvæd og viser, at direktør Schenker fortsat er en ørn på Flying V-guitaren.

Graham Bonnet lukker den vokale del af albummet af i uptempo- og dobbeltpedal-sangen ’Still in the Fight’. Hans vokal har fået mere patina, men han er fortsat rigtig, rigtig god.

Albummet afsluttes med Schenker i forgrunden i instrumentalnummeret ’Ascension’. Det er en klassisk Schenker-performance med masser af guitarløb og melodiske sekvenser. Han kan endnu.

Udover de mange vokalister og chefen himself er Michal Schenker Fest indspillet af Steve Mann på guitar og keyboards (McAuley Schenker Group) og Chris Glen (Michael Schenker Group), der begge også var med på første album fra 2018. Trommerslager Ted Mckenna (Michael Schenker Group) afgik ved døden kort tid før indspilningen og er erstattet af henholdsvis Bodo Schopf (bl.a. McAuley Schenker Group) og Simon Phillips (Michael Schenker Group og en hel masse andet).

'Revelation’ er en sympatisk udgivelse, hvor gamle venner endnu en gang er forenet. Det er ikke et fremragende album. Men det er meget bedre, end man kunne have fryget. Og det er naturligvis yderst relevant for fans af de mange involverede, der er vigtige personer inden for hard rock.