Mindre djent, mere melodi
PopulærAmerikanske Periphery vender stilsikkert tilbage på deres fjerde udgivelse. En plade, der byder på masser af godt materiale og solide kompositioner.
Motormouth
Marigold
The Way The News Goes...
Remain Indoors
Habitual Line-Stepper
Flatline
Absolomb
Catch Fire
Prayer Position
Lune
Amerikanske Periphery er et af de toneangivende bands inden for den djentede progressive metal. De er dannet i 2005 og var for alvor med, da djent-bølgen brød ud i starten af 2010’erne. Sammen med bands som TesseracT har sekstetten båret den morderne progressive metal frem. Det har udmøntet sig i fire fuldlængdeudgivelser, hvoraf ’Juggernaut: Alpha/Omega’ fra 2015, deres seneste udgivelse, var et dobbeltalbum.
Sekstettens fjerde udgivelse er en lidt underlig størrelse. 'Periphery III: Select Difficulty' er på mange måder et mix af de foregående plader og ikke en decideret forsættelse fra 'Periphery II: This Time It's Personal', som titlen ellers kunne angive. Som på den foregående plade, er der endnu en gang blevet plads til poppede melodier, men absolut også knusende tung progressive metal-kompositioner.
Ved flere gennemlytningen virker pladen endda mere poppet end tidligere. Pladen åbner godt nok med to solide og aggressive skæringer i form af ’The Price Is Wrong’ og ’Motormouth’. Især sidstnævnte er ond og testosteron-pumpende prog-metal af bedste skuffe.
Herefter følger ’Marigold’. Et nummer, der indledes af pompøse strygere og aggressive riff. Nummeret er blandt et af de mest direkte på pladen, trods en spilletid på 7:19 minutter. Især det poppede og catchy omkvæd giver nummeret et løft. ’Marigold’ er en af pladens bedste skæringer og en klar pendant til semi-hittet ’Alpha’ på ’Juggernaut: Alpha’.
Den efterfølgende ’The Way the News Goes...’ fastholder det melodiske udtryk kombineret med endnu en række gode riff, der giver nummeret en varmt og hyggeligt udtryk uden at miste den kant og nerve, der kendetegner Periphery. ’Habitual Line-Stepper’ bryder med den poppede lyd og byder i stedet på en sublim kombination af melankoli og aggression. Tilføjet et klassisk breakdown, der stadig fungerer perfekt i Periphery.
Generelt holder pladen et højt niveau med enkelte undtagelser. ’Remain Indoors’ og ‘Absolomb’ bliver aldrig rigtig spændende. Selvom håndværket er ukritisabelt, formår numrene ikke at fange lytteren på samme måde som mange af pladens andre numre.
Ved første gennemlyt kan albummet virke lidt tungt at danse med. På trods af ’Marigold’ tager det tid, før pladen åbner sig, men så er der til gengæld også masser af værdi at finde. Musikalsk spiller bandet lige så godt som ventet. Spencer Sotelo vekselerer stadig i insisterende små-nasal skønsang, brudt af massive og voluminøse brøl. Det samme gør sig gældende for den instrumentale del, hvor Maisha Mansoor igen leder flokken frem gennem snørklede riff og insisterende soli.
Albummet byder grundlæggende på mindre djent, mere melodi og masser af strygere. Det er uden tvivl pladens styrke. De gode kompositioner står stærkere på grund af de mange melodiske indtryk, der er blevet en del af bandets lyd. 'Periphery III: Select Difficulty' er ikke en musikalsk revolution. Ej heller bandets bedste udgivelse. Men det er en plade på højt niveau, der cementerer bandets relevans inden for den moderne progressive metal.