Finder trygt vej i mørket
Er man i forvejen til dødsdoom a la Skandinavien, så er Mother of Graves som et kram fra en god, gammel kammerat.
Mother of Graves er et amerikansk dødsdoom-band, som vi stiftede bekendtskab med på den ganske glimrende debut-ep, 'In Somber Dreams'. "Svensk dødsdoom. På amerikansk" lød overskriften på anmeldelsen, og det kunne den såmænd godt have gjort endnu engang.
Bandet har nemlig ikke smidt interessen for Katatonia fra sig. Ja, faktisk lyder det måske en snert mere af en gang opdateret 'Brave Murder Day' fra Jonas Renkse og co.., end forgængeren gjorde det. Nævnte skive havde Dan Swanö i producerstolen, og hvor det ikke præcist er tilfældet med 'Where the Shadows Adorn', så har Mother of Graves dog (igen) benyttet den dygtige svensker til en stærk mastering, der har sørget for masser af fylde til det glimrende mix. Et mix, der står klarere end sidst, og hvor bassen har fået meget mere plads. Der spilles også flere interessante løb på bassen, så det lader til, at bandet har fået et udmærket kort på hånden, da det i processen fra ep til album måtte skifte bassist.
Doomy toner, og så lidt død. Dødsdoom.
Musikken er melankolsk, lækkert skabt via simple, klagende guitarleads, og smukt piano, der flere steder får lov at stå helt alene, så stemningen oser af nattemørke. Skabelonen smider derefter guitarerne og særligt det lækre growl på, og minder lytteren om, at der i den fremherskende genretegnelse også indgår ordet "død". Det var netop vokalen, der fik sporet radaren ind på bandet, da Dan Swanö særligt havde fremhævet dette i sin omtale af ep'en på de sociale medier. Og ja, var der en snert af narcissisme i Swanös ros, så er det ikke blevet mindre, for Brandon Howes har i den grad kvaliteter i sin growl-vokal, der netop minder om en ung Dan Swanö. Og dét er kun et plus, og forståeligt, at svenskeren giver netop den del af musikken ros.
Når nu Katatonia ikke længere spiller som de gjorde det frem til 1996, så er det ret fedt med Mother of Graves til at tage tråden op. Selvom sangskrivningen selvfølgelig på den måde kun kan blive tilbageskuende. Lidt for inspireret og af lidt for få ydre elementer. Men amerikanerne er trods alt ved debutalbummet, så det kan jo tænkes, at den fine fornemmelse for melankoli og sart, delikat mørkestemning vil blive udnyttet til mere personlig sangskrivning fremadrettet. Ikke at albummet er helt frit for overraskelser. 'The Emptiness of Eyes' har et stykke et par minutter inde i sangen, hvor der går uptempo i det, og der riffes dødsmetal på en mere oldschool måde, og hvor lyd og samspil bliver mere rodet, men på en charmerende måde, der faktisk klæder musikken. Hurtigt er vi dog retur i de lange melodiske guitarleads, der skaber sin del af Katatonia-referencen, som hviler tykt over albummet. Men det er i bandets uptempo-skift fra det langsomme og retur, at der ligger noget, der måske kan udvikles til noget interessant og personligt.
Mother of Graves er fortsat for ørerne. Det lyder rigtigt, det lyder godt, og skal det bare være sikkert og trygt indenfor genren dødsdoom, så går man på ingen måde galt med det her. Det er lige i øjet med ingen skarpe kanter, der kræver særligt tilvænning. Der er plads til forandring, hvis bandet skal ud at vinde de store scener, men de vil være sikkert være en fornøjelse på de små scener indtil da.