Svensk dødsdoom. På amerikansk
Med anbefaling fra Dan Swanö for især growlet, var det en no-brainer, at amerikanske Mother of Graves' dødsdoom med stærk skandinavisk tradition måtte tjekkes ud. Tak, hr. Swanö!
2. Nameless Burial
3. The Urn
4. Deliverance
I sidste uge stillede vi på Devilution spørgsmålet "Har I formatet?" i en artikel om ep'ens betydning. Om det lige er i det lys, at jeg er landet på en ep som mit bidrag til sitet denne uge, eller om det skyldes, at jeg i udgangspunktet lurepassede og ikke bød ind med noget fra to-do-bunken, skal være usagt. Mother of Graves' debut er en ep, som jeg ikke har hentet frem fra Devilutions arkiv af tilsendte udgivelser, men derimod har fundet som følge af Dan Swanö, der har stået for skivens mastering, og hans ord: "Really cool stuff with some of the best growls I have heard in a long time".
Når nu en mine favoritgrowlere anbefaler growls, så tjekker jeg det ud. Og ja, det er nogle ypperlige growls. Fyldige, ubesværede, lækre growls. Det er let at komme til at tænke på Michael Åkerfeldts ditto, særligt fordi Mother of Graves musik vækker nostalgien og peger lukt mod Katatonia og svenskernes 'Brave Murder Day'. Og hvem var det nu, der stod for growls på denne skive, efter Jonas Renkse ikke længere kunne lade halsen udsætte for de rå udgydelser? Mikael Åkerfeldt.
Dan Swanö har gang på gang rost Åkerfeldts growls, blandt andet i anekdoter om indspilningerne af Opeths første udgivelser i netop Swanös studie, og naturligvis også fra tiden, da de to herrer begge var med i Bloodbath. Og så er der måske endda også i de herlige growls en snert af stilen, som Swanö selv fremførte i Edge of Sanity? Så ja, det er i hvert fald ikke sært, at vokalen falder i hans smag. Og i min.
Opdateret produktion til oldschool toner
Musikalsk er det dog ikke kun Katatonia, som Mother of Graves' midttempo-dødsdoom vækker minder om. Det minder også om October Tide, der på debuten var så Katatonia-relateret, at det nærmest er en pleonasme, i og med 'Brave Murder Day' allerede er nævnt. Og så minder den lidt mere nutidige og fyldige lyd på 'In Somber Dreams' om October Tides senere materiale, da Renkse var ude af projektet. For ep'en med Mother of Graves har en tung, fyldig og tilpas basset lyd, hvor netop 'Brave Murder Day' havde en koldere, stemningsfuld lyd, ligesom den Swanö med bravour også havde drejet ind på fx Dissections første par skiver.
Mother of Graves er amerikanere, der altså har kigget over atlanten for inspiration. Det er der andre før dem, der fornuftigt nok har gjort. Daylight Dies dukker op i tankerne, og den påmindelse gør, at de atter ryger på anlægget efter indtagelsen af de fire numre, som Mother of Graves har smidt på gaden. 'In Somber Dreams' er i første omgang en udgivelse, der bæres frem på melodi, stemning samt et par overraskelser, fx den industrielle dysterhed, som pianoet på især 'Nameless Burial' giver. Eller slutningen af 'Deliverance', hvor midttempoet lige skifter intensitet efter et lækkert bassriff, og sangen fortsætter mere dødsmetallisk. De skift, der er i riffs i lige den ende af sangen, minder om et kortfattet resumé over dét, som Edge of Sanity gjorde med 'Crimson'-albummet (som var én stærkt varieret 40 minutter lang sang). Mest ligetil og melodisk fængende er dog 'The Urn', som fornuftigt også var første singleudspil fra ep'en.
Det rette format
Ep'en indeholder korte delikate passager, hvor tempoet trækkes ud, og det atmosfæriske i musikken får plads via smukke melodier på ren guitar eller i keyboardpassager. Det giver lidt ekstra til de godt 19 minutter, som 'In Somber Dreams' spænder over. Så selvom der i denne anmeldelse allerede er kastet bandnavne i grams, hvilket ikke ligefrem indikerer, at amerikanerne her skulle have mange gran originalitet i sig, så er det hér, at ep-formatet kommer til sin ret.
For dels er fire numre over 19 minutter ikke mere end, at man fint kan acceptere de åbenlyse inspirationskilder, fordi musikken er veludført og har glimrende sangskrivning: Men når der rent faktisk, omend i små doser, er ting som får bandet til at stikke i andre, ja lad os bare kalde det egne, retninger, så er resultatet godkendt. Nysgerrigheden er pirret, og denne anmelder får i hvert fald lyst til herfra at følge bandets videre færd. Ep-formatet virker her som en lovende introduktion men også som en fornuftig begrænsning for et band, der har fat i noget. Ganget med to, til et fuldlængdealbum, ville udgivelsen have risikeret at efterlade lytterne med det indtryk, at der blev kørt lidt for sikkert på inspirationskilderne.