Et signal fra storhedstiden
Rumrejser, stadionrock og genfundet kreativitet. 'The Wow! Signal' viser et Muse, der igen har mere på hjerte end ren volumen og bombastisk attitude.
Nightshift Superstar
Shimmering Scars
Cryogen
Be With You
Hexagons
The Sickness in You & I
Unravelling
Hush
Space Debris
Da Muse for alvor slog igennem omkring årtusindskiftet, var de bandet, der nægtede at lade sig nøjes, eller at gå den underspillede rute, 'OK Computer'-medløberne befærdede. Alt skulle i stedet være større, vildere og mere dramatisk end konkurrenterne. Rumrejser, dommedagsprofetier, stadionomkvæd og guitarfigurer, der lød, som om de var skrevet til at blive spillet fra toppen af en vulkan. Det var netop den kompromisløse, bombastiske tilgang, der gjorde trioen så unik på 'Origin of Symmetry' og årtiet ud.
Den åre er heldigvis ikke udtømt her på 'The Wow! Signal'. Tværtimod lyder det, som om Muse igen har fundet en retning efter flere udgivelser, hvor de kreative idéer ofte druknede i deres egen hang til overproduktion og manglende adgang til inspirationens åre.
Albummets titel henviser i øvrigt til det famøse radiosignal, der i 1977 blev opfanget som et muligt tegn på intelligent liv i rummet, og kosmisk mystik gennemsyrer da også endnu en gang Matt Bellamys tekster. Denne gang dog uden, at pladen bliver et egentligt konceptalbum. I stedet fungerer rummet som en fælles kulisse for sange, der lige så meget kredser om kærlighed, tab og længsel.
Bellamy har fortalt, at albummet blev skrevet midt under en skilsmisse, og det kan man godt mærke. Sangene føles umiddelbare på en måde, Muse ikke har lydt længe. Nogle steder tipper det næsten over i det for letbenede, hvor følelserne hænger for meget uden på tøjet, men andre steder giver den spontane kreativitet albummet en nerve, jeg i hvert fald har savnet fra trioen i årevis.
Det hjælper også, at bandet denne gang har haft deres live-keyboardist Dan Lancaster indover som producer. Sangskrivningen er ganske enkelt strammere, hvor de tenderer til at miste fokus, når de selv producerer deres plader. Der bliver selvfølgelig stadig kastet om sig med strygere, kor, synths og gigantiske omkvæd – det er jo Muse – men arrangementerne virker mere fokuserede end tidligere.
Pladens højdepunkter er da også imponerende. Åbneren 'The Dark Forest' er essensen af Muse anno 2026; storslået, progressiv og melodisk med klare nik til den nu 20 år gamle 'Knights of Cydonia', mens både London Metropolitan Orchestra og korsektionen løfter nummeret til de himmelske højder, trioen altid har jagtet. En kreativ perle, der også inkluderer en midtersektion, som bærer mindelser til Ghosts 'Year Zero' (tænk 'Sanctus, Dominus, Lucifer' og den slags), mens den efterfølgende 'Nightshift Superstar' overrasker med funky basgange fra Chris Wolstenholme og et omkvæd, der endnu en gang demonstrerer Bellamys overlegne sans for melodiske fraseringer.
'Hexagons' rammer den scifi-atmosfære, bandet tidligere har jagtet med mere svingende held, her med lækre synthflashes, man snildt kan lukke øjnene til og sende sig selv på rejse ud i Mælkevejen, mens 'Unravelling' elegant samler alle de klassiske Muse-dyder i ét effektivt rocknummer. Den lækre bastone, vekselvirkningerne mellem keyflairs og den tunge distortion. Det underspillede vers, det store omkvæd og den eksplosive finale. Alt sammen fornemt eksekveret indenfor fire minutter.
'Cryogen' åbner til gengæld ud meget á la 'Plug In Baby', som pladens solide rocker med det huggende mellemstykke og klare throwbacks til det Muse, der engang var ... og så kan vi trods alt bære over med throwaway-omkvæd som “Cryogen / I can never cry again / Cryogen, Im freezing over / Yeah, this girl is nitrogen”.
Der er dog også øjeblikke, hvor inspirationen slipper op. Balladen 'Shimmering Scars' er for anonym til for alvor at gøre indtryk, og 'The Sickness in You & I' føles mest som en gumpetung mellemstation. Og hvor meget en sucker jeg end måtte være for kirkeorgel, så er det svulstige patos i den sukkersøde ‘Be With You’ simpelthen for meget af det gode.
Afslutningen 'Space Debris' minder til gengæld om, hvorfor Muse stadig kan noget, de færreste andre stadionbands mestrer. Nummeret starter drømmende ud, før den halvvejs inde tager en 15 sekunder lang kunstpause, inden den eksploderer i den følelsesladede finale, hvor Bellamys karakteristiske falset endnu en gang løfter musikken ud i stratosfæren.
Man kunne efter de seneste albums frygte, at Muse var forsvundet ind i deres eget supermassive sorte hul, hvor idéerne var blevet erstattet af tomme kalorier til stadionpublikummet. 'The Wow! Signal' ændrer bestemt ikke på, at bandet stadig elsker det grandiose, men det føles igen, som om de store armbevægelser understøttes af sange, der faktisk har noget på hjerte. Det er ikke et nyt 'Origin of Symmetry' eller 'Absolution', men mindre kan bestemt gøre det – og 'The Wow! Signal' er uden tvivl deres mest inspirerede og helstøbte udspil i mange år.